Rap i replikken og livsgladFilm, der omhandler uønskede graviditeter, er absolut ikke nyt og anderledes materiale til en film, og det er da heller ikke så meget takket være selve plottet, at instruktøren Jason Reitmans “Juno” glimrer, men snarere fordi den er forsynet med en charmerende og intelligent fortællestil, en frejdig dialog og en glimrende rollebesætning, som tilfører filmen energi og liv. “Juno” er på en gang lettere banal og alligevel intet mindre end fremragende med en lavmælt fortælling, som formidles med ynde og livfuldhed.

I hvad der efterhånden må betegnes som nærmest klassisk amerikansk independentfilm-stil, udspiller “Juno” sig i en uspecificeret amerikansk forstad. Her møder vi den 16-årige gymnasieelev Juno McGuff. Juno er intelligent, men hun keder sig i sine forstadsomgivelser. Hendes liv bliver dog vendt på hovedet, da hun en dag opdager, at hun er blevet gravid med sin bedste ven Paulie Bleeker. Hun ønsker ikke barnet, men en abort viser sig snart heller ikke at være en mulighed, så i stedet beslutter hun sig for at bortadoptere. Hun udser sig ægteparret Vanessa og Mark Loring, som hun har fundet blandt diverse annoncer i en lokalsprøjte.

Vi følger nu Juno igennem hele graviditeten, hvor hun først og fremmest skal dele nyheden med barnets far og ikke mindst sin egen familie. Imens begynder Juno naivt at knytte bånd til den kommende adoptivfamilie, hvor det viser sig, at den finpolerede overflade dækker over knagende sprækker. Samtidig må hun gøre op med sig selv, hvad hun egentlig vil stille op med sit forhold til Paulie, som hun dominerer, uden at lade ham selv komme til orde.

“Juno” er den klassiske fortælling om at blive voksen, der lægger ud som en komedie, men udvikler sig til noget ganske andet, der rækker langt dybere ned end blot til lattermusklerne. Mens vi har leet os igennem filmen, er vi kommet til at holde af alle karaktererne – høj som lav. Og selvom filmen fortæller en historie, vi har set før, er det svært at ryste den følelse, som filmen har vakt, af sig. Det er livsbekræftende at se Juno kaste sig hovedkulds og helt uden skrupler over den udfordring, livet har idømt hende, mens hun bliver klogere på sig selv og verden omkring hende.

Ellen Page er filmens helt store centrum i rollen som Juno, og hun leverer en utrolig præstation som den lille, rapkæftede Juno. Hun er kvik. Hun er flabet. Hun er lige præcis, som teenagere ind imellem kan være, når de i dette mellemstadium mellem barn og voksen i deres naivitet ser klarere end de fleste voksne, og andre gange ser de ikke, hvad der er lige for næsen af dem. Dialogen er ganske enkelt fornøjelig, også selvom den er tydeligt konstrueret, for naturligvis er der (så godt som) ingen mennesker, der er i stand til at levere en så underfundig, skarp og morsom talestrøm på stående fod. I perioder er Junos rapkæftethed måske lidt i overkanten, men efterhånden som plottet skrider frem, bemærker man det ikke længere. Dertil kommer, at filmen er perfekt castet også i de øvrige roller.