Det sorte blodDen golde præries tomhed bliver kun brudt af udsynet til den faldefærdige konstruktion, der hviler over en dyb mineskakt. Her i det beskidte og klaustrofobiske hul kæmper Daniel Plainview en brutal kamp for at fravriste moder natur hendes rigdomme, og her støder han på en særdeles hård klippe, der virker lovende. Han springer den væk med dynamit, men under tilbagenedstigningen er hans stige så beskadiget, at den bukker under og han kastets i dybet. Her kunne historien slutte, men i stedet kravler han trods hårde kvæstelser op med en næsten overmenneskelig styrke.

Således åbner “There Will Be Blood” i larmende tavshed, og vi skal godt ti minutter ind, før den første egentlige dialog bliver sagt. Dermed demonstreres filmens store ambitioner med al tydelighed i denne grumme fabel om penge, magt og religion.

Plainviews viljestyrke lønner sig, da minen viser sig at indeholder værdier, og snart har han midler nok til at hyre folk og påbegynde en evig søgen efter olie. Plainviews chance for den helt store succes kommer dog først, da en ung mand fortæller ham om nogle ubenyttede områder ved sin familiegård. Snart rejser Plainview dertil med sin søn H.W., hvis mor omkom under fødslen.

Det viser sig ganske rigtigt, at områderne er rige på olie, og så hurtigt som muligt foretager Plainview masseopkøb for at komme før konkurrenterne. Dermed bliver han imidlertid også nød til at forsone sig med Eli Sunday, der er byens religiøse overhoved, og som kræver en klækkelig donation samt Plainviews anerkendelse af sin status for at samarbejde. Plainview indvilger, men kan dog næsten ikke skjule sin foragt overfor Sundays selvretfærdige afpresningsmetoder og benytter en kærkommen lejlighed til at ydmyge Sunday overfor hans menighed. Dermed opstår et langvarigt fjendskab og et forhold af gensidig afhængighed og brutale afstraffelser.

“There Will Be Blood” er en filmatisering af Upton Sinclairs roman “Oil!”. Titlen er skiftet ud, og udråbstegnet er droppet, men når man skriver om filmen, har man lyst til at sætte det ind igen – “There Will Be Blood” føles som den slags film, der netop burde have et udråbstegn efter sig. Dette er ikke en subtiliteternes film, og instruktøren Paul Thomas Anderson er ikke de små virkemidlers mand. I stedet føles filmen som et langt frådende anklageskrift over USA’s uhellige alliance mellem landets to store guder: Mammon og Vorherre. Umiddelbart ligner “There Will Be Blood” en familiesaga, som vi kender dem fra f.eks. “Giganten”, men overfladen bedrager, og i stedet er portrættet barberet ned til det minimale og koncentrerer sig om kampen mellem to magtsyge skabninger. Filmen vækker minder om “Citizen Kane”, men hvor Kane startede som et ungt og relativt sympatisk menneske, er Plainview allerede bundrådden fra det øjeblik, han kravler op af mineskakten.

Hvad filmen mangler i subtilitet, kompenserer den til gengæld for med ren power og en forbløffende præstation af Daniel Day-Lewis, som med al sandsynlighed modtager sin anden Oscar for rollen. I Day-Lewis’ skikkelse bliver Planview nærmest en naturkraft af beslutsomhed, vrede og galskab. Filmen forfalder aldrig til sentimentalitet over rollen, og Plainview tildeles ingen forsonende træk. I hans mest åbenhjertige øjeblikke bliver han ikke blød om hjertet, men udtrykker i stedet sin lede og afsky overfor mennesker, hvilket efter al sandsynlighed inkluderer ham selv. Når vi alligevel rives med af hans skæbne, skyldes det først og fremmest, at Anderson og Day-Lewis fornemt formår at formidle figuren, så det at betragte ham bliver som at se sine egne værste og mest afskyelige træk forstørret og projekteret op på lærredet.