Moore is lessMichael Moore har det ikke let. Den Oscar-belønnede dokumentarist er så glad for at latterliggøre borgerlige værdier og påpege sin status som radikal socialist, at konservative højreorienterede for længst har afskrevet instruktøren som en selvfed propagandamaskine. Desuden har mandens småarrogante fandenivoldskhed og hang til at manipulere fakta for at fremme forståelsen gjort ham og hans film til mønstereksempler på usaglig sensationsjournalistik. Derfor står Moores venstreorienterede og mere ligesindede artsfæller nu også i kø for at nedsable den kontroversielle filmmager. Måske frygter de, at deres egen troværdighed vil falme, hvis de åbenlyst hylder Moore. Det er kort sagt blevet in for gud og hvermand at bombardere amerikaneren med fæle adjektiver.

Men én ting må man give Moore: Han ved, hvordan man skruer en forbandet underholdende dokumentar sammen. Han er tydeligvis mindst lige så ferm til at benytte sig af filmmediets alsidige virkemidler som Hollywoods største fiktionsmagere. Og uanset om man mener, at der kan sættes spørgsmålstegn ved Moores journalistiske integritet eller ej, kan der ikke herske megen tvivl om, at instruktøren besidder en prisværdig iver efter at berøre ømtålelige emner, der fortjener at blive kulegravet. Det gør Moore igen i sin seneste produktion, “Sicko”, der omhandler den amerikanske medicinalindustri og USA’s berygtede sygeforsikringer.

Igennem knap to timer hører vi adskillige amerikaneres skrækhistorier fra det nationale sygehusvæsen – og ikke blot fra dem, der ikke har nogen sygeforsikring, men også fra dem, der rent faktisk har én, men som gang på gang er blevet udnyttet af et system, som vil gøre alt for at undgå at betale for patienternes ofte livsnødvendige operationer. Det bureaukratiske etablissements manglende etik er mindst ligeså skræmmende at overvære som motorsavssvingende galninger eller blodindsmurte øksemordere. Vi møder bl.a. en sørgende mor, hvis lille datter døde af et hjerteanfald på skadestuen, fordi hendes sygesikring ikke tillod hende at blive behandlet det pågældende sted. Og hvad med kvinden, som blev smidt ud af ambulancen som en pose affald, eller manden, som måtte beslutte sig for, hvilken finger han ville beholde efter en arbejdsulykke?

Det er næsten utroligt, at Moore har kunnet indsprøjte så meget humor i en så tragisk fortælling, uden at filmen nogensinde kommer til at virke tilnærmelsesvis smagløs. Når Moore drager til Europa, bliver de ofte grinagtige og chokerende kontraster mellem de europæiske og amerikanske metoder fremhævet på fornem vis, og det er især her, at Moore formår at sætte lidt gang i lattermusklerne, hvorved man får en tiltrængt pause fra alle de tragiske anekdoter. Også en rejse til Cuba med en gruppe syge 9/11-redningsarbejdere, som blev efterladt i kulden af deres ellers så taknemmelige medmennesker, er medrivende. Her får de syge patienter medicin til 5 cents, som koster 120 dollars i hjemlandet.

Til tider smører Moore lige lovlig tykt på med brug af velkendt, sørgmodig filmmusik eller påtagede nærbilleder, selvom instruktøren måske nok vil mene, at det er sådan nogle tricks, der skal til for at fange landsmændenes opmærksomhed. Det ville også have klædt filmen med et lidt mere nuanceret kig på det europæiske sygehusvæsen, der portrætteres som et lettere utroværdigt, utopisk paradis. Men “Sicko” er lige så underholdende og hjerteskærende, som den er aktuel og tankevækkende. Det siger desværre alt, at USA’s regering i øjeblikket efterforsker Moore for at have overtalt amerikanske statsborgere til at drage ulovligt til Cuba i stedet for at tage instruktørens værdifulde råd til efterretning.

VideoPræsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. Ligesom Moores andre værker gør “Sicko” brug af alt fra både flotte og slidte celluloidoptagelser, til pletfri stillbilleder og videooptagelser af svingende kvalitet. Men optagelsernes varierende kaliber styrker kun filmens autenticitet og dermed også dens indtryk. Og for det meste ser “Sicko” overraskende godt ud. Udtværing optræder yderst sjældent, og edge-enhancement bider man aldrig mærke i. Kontrasten er generelt god, og digital støj dukker sjældent op. Billederne er som regel knivskarpe – billedkvaliteten under de optagelser, der er blevet skudt direkte til filmen, er svær at sætte en finger på. Farvetemperaturen er stabil og tilpas.

AudioGodt nok ligner Michael Moores dokumentarer oftest upolerede hjemmevideoer, men hans produktioner har ofte kunnet prale af at have en imponerende lydside. Ligesom “Fahrenheit 9/11” er “Sicko”s lydside blevet skabt på George Lucas’ Skywalker-ranch, hvor mange talentfulde lyddesignere har tilføjet et væld af effektive lydeffekter, der gør filmen mere auditiv slagkraftig end de fleste dokumentarer på markedet. Heldigvis bliver seeren ikke bombarderet med lydeffekter i tide og utide, men baghøjtalerne er ofte gode til at levere subtile effekter, der er med til at skabe et stemningsfuldt lydbillede. Dialogen er altid distinkt, der er enkelte gode panoreringer, og subwooferen tilføjer især musikken ekstra resonans.

EkstramaterialeSå snart discen er lagt i afspilleren, præsenteres man for trailere til “Arn – Tempelridderen”, “Det gyldne kompas” og “Michael Clayton”. Traileren til “Sicko” befinder sig også på skiven. Lidt i samme dur er musikvideoen til Tom Morellos ganske udmærkede sang “Alone Without You” (3 min.), som den talentfulde guitarist fra Rage Against the Machine skrev til filmen.

Derudover medfølger der omtrent 80 minutters featuretter, ekstra interviews og forlængede scener. Meget af det er interessant og lige så relevant og fængslende som hovedfilmen, men noget af materialet er desværre tørt og ensformigt, og man savner interviews og kommentarspor med Moore. Det er dog lamslående at se featuretten “Raising Money to Fight Cancer”, hvor vi hører om en kræftpatient, som ikke kunne få en ellers lovet rabat på en dyr operation fra sin forsikring, fordi hendes venner havde indsamlet penge til hende, hvilket så blev betegnet som en ekstra indkomst, der dermed forhindrede en rabat.