Barndommens landNår en roman som “Drageløberen”, der både har været en succes hos kritikerne og i boghandlen, bliver filmatiseret, kaldes det ofte for et prestigeprojekt pga. de forudindtagede kvaliteter omkring det endelige værk, men at det glipper med at overføre den vindende formular fra bog til film er ligeså ofte tilfældet. Holdet bag filmen “Drageløberen” har dog valgt at spille så sikkert som muligt, og holdt sig tæt til det oprindelige forlæg. Det er der kommet en film ud af, der både er rørende og stærkt medrivende i dens portræt af afghanere og et Afghanistan før og efter faldet mod kaos og krig.

“Drageløberen” fortæller historien om eksil-afghaneren Amir, der i filmens begyndelse befinder sig i sit nye hjemland, USA. Via et telefonopkald fra Pakistan bevæger handlingen sig dog hurtigt tilbage til senhalvfjerdsernes Afghanistan. I et langt tilbageblik husker Amir tilbage på sin barndom i byen Kabul, hvor han tilbringer det meste af tiden sammen med vennen Hassan. Amir er søn af en lokal finansfyrste i Kabul, mens Hassan tilhører Hazara-befolkningsgruppen, der er en forhadt minoritet i landet. Deres venskab hænger derfor fra begyndelsen af i en tynd balance, der hele tiden trues af samfundets indgroede normer og bigotteri. Men venskabet trues også af Amirs egne sjælekvaler, idet hans far til tider synes at holde mere af Hassan end Amir.

Det er ikke nogen nem opgave at filmatisere en roman som “Drageløberen”, der hviler så meget på en enkelt karakters indre dialog. Men takket være en velinstrueret Zekeria Ebrahimi, der spiller Amir som dreng, lykkes det at illustrere de mange forskellige tanker, der går igennem Amirs hoved, som hans forhold til Hassan udvikler sig. Overfor Amirs tvivlende blik er Hassan mere stålfast i sin loyalitet til vennen. Kontrasten mellem de to drenge spejles også i Afghanistans udvikling som forskellige politiske og religiøse kræfter kæmper om magten i landet. Kernen i fortællingen forbliver dog forholdet mellem Hassan og Amir. De bebor en privat verden, der fra begyndelsen af synes at måtte briste før eller siden, og det er hjerteskærende, som den uafvendelige handling indtræder, der skal spænde båndet mellem de to drenge til det yderste.

Mellem – eller måske snarere over – Hassan og Amir står Amirs fader, og også i skuespillervalget til denne rolle er der ramt rigtigt. Iranske Homayoun Ershadi er fortrinlig som den både klippestærke og samtidig principforfængelige Baba. Det er ikke kun udlægningen af karakterens dominerende tilstedeværelse, der lykkes, men også den tiltagende skrøbelighed og derved menneskelighed, der sniger sig ind på den stolte mand, som han bliver ældre i løbet af filmen.

Filmens historie foregår nemlig over flere årtier. At handlingen har en så lang periode at udspille sig over gør, at der indfinder sig en naturlig balance mellem faktiske begivenheder og plottets udvikling, som historiens vingeslag slår personerne ud af kurs, og de gang på gang må finde fodfæste under nye forhold. Med de mange forviklinger undervejs er spændingen intakt hele vejen igennem, men man savner i visse sekvenser noget mere uddybelse af både situationen samt udviklingen i karaktererne.