Eventyr uegnet for børnDen japanske horror-bølge med film som “Ring”, “Dark Water” og “Ju-on: Forbandelsen”, der også var en tur forbi Hollywood-maskineriet, er knap nok endt, før Spanien synes at omfavne genren på en ny måde og skabe ny bølgegang.

Instruktøren af “Pans labyrint”, Guillermo Del Toro, præsenterer nu (som producer) sammen med debuterende instruktør Juan Antonio Bayona “Børnehjemmet” som endnu et led i Spaniens succesfulde interesse i det dystre og magiske filmunivers. Laura er sammen med manden Carlos flyttet ind i det samme børnehjem, hvor hun tilbragte nogle år som barn. Sammen med deres søn Simon vil de forvandle den gamle forladte bygning til et børnehjem igen. Laura begynder dog hurtigt at høre mystiske lyde, og uhyggen spreder sig for alvor, da Simon en dag sporløst forsvinder.

Ved en umiddelbar gennemgang af plottet i “Børnehjemmet” virker det hele lidt som noget, man har hørt før. Selv om gyser-genren spiller meget på mystik, spænding og chok-effekter og ikke så meget på episk drama, er en god historie aldrig at gå af vejen for. “Børnehjemmet” indeholder næsten alle de elementer, man kan tænke sig fra andre familiære film: De uhyggelige episoder, der kun sker om natten; kvinder, som går alene ned i kælderen; børn, der tegner figurer, som ikke findes (eller gør de?); kvinden, alle fejlagtigt tror, er sindssyg inklusiv husbonden, osv.

Bayona har med andre ord brugt en masse for ikke at sige for mange elementer fra den sædvanlige formel, hvilket kan gøre historien en smule tynd. Men hvor klicheerne bliver en svaghed for plottet, viser de sig heldigvis som en stor styrke i formen. Hvor de fleste Hollywood-gyserfilm vil bruge en smækkende dør for enden af en mørk korridor i et gammelt hus som en billig chok-effekt, opbygges der i “Børnehjemmet” i stedet en dybere og længerevarende spænding, der skaber tyngde, og sidste ende er langt mere uhyggelig end de periodiske hop i biografsædet. For er der noget, en gyser-film skal, er det at være uhyggelig, og det er “Børnehjemmet”, men uhygge og mystik kan opnås på mange måder. Eksempelvis viser en lille dreng med en stofpose over hovedet sig at være langt mere skræmmende end de alment kendte computeranimerede spøgelser og monstre.

Belén Rueda, der spiller Laura, giver et troværdigt portræt af en kvinde i dyb psykologisk og åndelig krise. Hvor kemien mellem Laura og Carlos halter pga. af Carlos, spillet af Fernando Cayo, kompenserer Belén Rueda og bærer skuespilmæssigt det meste af filmen. Her er det også belejligt, at Lauras karakter dominerer filmens spilletid på 102 minutter. Gennem filmens dialog er der gentagne gange referencer til J.M. Barries eventyr om drengen, der aldrig ville blive voksen, Peter Pan. Det er som om, Bayona til trods for de mange åbenlyse genrekonventioner formår at tillægge “Børnehjemmet” en eventyrlig aura. Hvor Peter Pan er historien om en dreng, der flyver gennem naturlandskabet under en stjerneklar himmel, er “Børnehjemmet” historien om Peter Pans mørke skygge forvrænget og fanget i spejlbilledet nede på bunden af søen, Peter passerer.