Familiær familieunderholdningOmsider har familien Simpson krydset broen mellem stuernes flimmerkasser og biografernes store, hvide lærreder. Det er en rejse, der har været længe undervejs, men baseret på slutresultatet – “The Simpsons Movie” – har man alligevel haft for meget tryk på speederen og taget for få stop undervejs til at nærstudere terrænet (læs: manuskriptet).

Oprindeligt var der tale om at runde hele Simpsons-sagaen af med spillefilmen, men seriens 19. sæson kører disse dage på amerikansk tv, så en kulturelt betydningsfuld begivenhed er der altså ikke tale om. Fair nok. Hvorfor dog også trække stikket ud på én af tv-historiens allerstørste succeser, når nu der stadigvæk er penge i skidtet og flere historier at fortælle? Men selvom det givetvis havde været alt for meget at forlange en skelsættende og direkte uforglemmelig filmoplevelse, så virker “The Simpsons Movie” uheldigvis som en overilet og banal eftertanke.

En kliché, som ofte benyttes i diskussioner om produktioner, der tager udgangspunkt i tv-serier, lyder således: filmene virker egentlig blot som lange tv-episoder… Således er det med “The Simpsons Movie”. Javist, der er adskillige billeder og komplette sekvenser i filmen, som visuelt og auditivt overgår alt, hvad tv-serien tidligere har mønstret. Men bortset fra filmens betagende billedside og naturligvis den længere spilletid, er der intet ved “The Simpsons Movie”, der får den til at adskille sig fra tv-serien. Efter næsten 20 sæsoner og 400 afsnit er mere af det samme ikke helt godt nok.

Seriens skaber, Matt Groening, og hans hædrede kollegaer fortjener naturligvis stort bifald for alle de helbredende latteranfald og glædelige stunder, som de har skænket millioner af seere i hele tre forskellige årtier. Og det er naturligvis også netop fordi, Groening og talrige geniale forfattere (deriblandt folk som Conan O’Brien og Brad Bird) har produceret talrige mageløse episoder, at man skuffes over den forbavsende overfladiske og uinspirerede film. Selvfølgelig er der et par glimrende momenter – især en reference til FOX’ marketingsvanvid, Homers opgør med en nedbrydningskugle og en scene, hvor en næsten identisk kopi af familien optræder, morer kosteligt. Men især efter filmens første forrygende kvarter daler kvaliteten af vitserne, og under anden halvdel fremkalder “The Simpsons Movie” sjældent andet end lavmælt kluklatter. Filmens sidste og formentlig svageste joke, før rulleteksterne begynder, tydeliggør blot, hvor ringe selvjustits de i alt elleve(!) manuskriptforfattere har besiddet.

I filmen er farmand Homer skyld i en gevaldig naturkatastrofe, der får præsident Schwarzenegger (en figur, der slet ikke er så sjov, som han burde være) til at beordre byen Springfield isoleret fra omverdenen. Det lykkes Simpson-klanen at flygte til Alaska, men en forudsigelig stribe tilfældigheder tvinger Homer til at revurdere sin familierolle og omgangskredsens værdi for 117. gang og dernæst prøve at redde dagen. Gamle underholdende kendinge såsom den magtsyge milliardær Mr. Burns, klovnen Krusty og dennes forhenværende og psykopatiske assistent, Sideshow Bob, savnes virkelig.

Når lille Maggie udbryder [i]”fortsættelse!”[/i] under rulleteksterne, kan man dog kun applaudere den charmerende lille babys oplagte forslag. For selvom “The Simpsons Movie” ikke er noget epokegørende mesterværk og heller ikke engang en virkelig god komedie, så er det svært ikke at indrømme et ønske om endnu en gang at befinde sig i selskab med den dysfunktionelle familie i biografmørket. En familie, som de fleste af os nok nærmest anser som en del af vores egen. Man kan kun håbe, at Groening og Co. tager ved lære, før den uundgåelige toer udkommer, for “The Simpsons Movie” er uheldigvis noget af en forspildt mulighed. [i]D’oh![/i]

Video”The Simpsons Movie” er formentlig ikke den første film, man smækker i afspilleren, når man skal demonstrere sin nye BD-afspillers kunnen. Men der er absolut intet negativt at sige om dette transfer overhovedet. Det er perfekt i enhver henseende. Farverne er simpelthen flotte – så mætte og tillokkende, at man får lyst til at række hånden ud og røre ved tv’et. Der er ikke ét eneste utilsigtet støvkorn, og hvert eneste billede er skarpt som et barberblad.

AudioDet engelske DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor er ikke lige så overvældende godt som transferet, men det formår alligevel at imponere. Til tider virker lydbilledet en anelse mangelfuldt, men man må trods alt sige, at lydsporet overgår tv-seriens traditionelle stereospor med adskillige banelængder. Sporet har en god bund, der er flere nydelige panoreringer, og dialogen er overordentlig distinkt. Filmens berygtede, danske lydside er også inkluderet i Dolby Digital 5.1. De danske stemmer er egentlig nogenlunde og langtfra så skrækkelige, som man kunne have frygtet. Men det føles vitterligt mærkeligt at høre den ærkeamerikanske familie ytre sig på dansk, og det engelske lydspor er naturligvis klart at foretrække, med mindre man endnu ikke er fyldt 10.

EkstramaterialeSå snart discen er blevet lagt i afspilleren, præsenteres man for trailerne til “Alvin og de frække jordegern” og “Futurama: Bender’s Big Score”. Andetsteds på discen finder man hele fem trailere til “The Simpsons Movie”.

Der er inkluderet syv slettede scener, som har en samlet spilletid på sølle fem minutter. Ingen af disse saksede øjeblikke savnes. Skivens ‘Special Stuff’-sektion indeholder et forbavsende usjovt, animeret klip fra Jay Lenos talkshow, et ultrakort, intetsigende klip af Homer, som danser med et par dansende madvarer, og et par forholdsvis morsomme parodier på tv-showet “American Idol”.

Til slut er der inkluderet to kommentarspor, som er af samme kaliber som de fremragende kommentarspor, der følger med dvd-udgivelserne af tv-seriens sæsoner. Det første er med producerne James L. Brooks, Matt Groening, Al Jean og Mike Scully, instruktøren David Silverman og skuespillerne Dan Castellaneta og Yeardley Smith. Alle deltagerne er tydeligvis virkelig gode venner, der er ganske få pauser, og det er gudskelov sjældent, at flere taler i munden på hinanden. Til tider har gruppen endda så meget på hjerte, at de pauser filmen.

Det andet kommentarspor er med instruktørerne Mike B. Anderson, Steven Dean Moore, Rich Moore og (endnu en gang) David Silverman. Det er et mindre humoristisk og mere seriøst kommentarspor, og gruppen gentager nogle af de ting, der ytres på det første kommentarspor. Men slænget mønstrer dog adskillige interessante anekdoter i løbet af de omtrent 85 minutter, de taler.