Love Will Tear Us ApartI skikkelse af Sam Riley træder Ian Curtis ind på scenen. Mens musikken pumper insisterende gennem lokalet, synes den spinkle forsanger ganske alene. Som han står fremme ved publikummet, ligner han alt andet end en rockstjerne, men snarere en skrøbelig ung kunstner, der kæmper for at klare presset. Han drives af musikken, som synes at bevæge hans krop i maniske ryk, der ligner et begyndende anfald. Der er ingen glæde i hans optræden blot en pulserende rytme, der har en uundgåelig tone af undergang. Spørgsmålet er ikke, om han bryder sammen, men blot hvor lang tid han har tilbage, før det sker.

“Control” er som en græsk tragedie, der fra starten synes at nærme sig katastrofen med faste skridt. Filmen fortæller om Ian Curtis, den legendariske forsanger fra bandet Joy Division, der blev en af de mest betydningsfulde britiske musikgrupper i nyere tid. Vi møder først Curtis som teenager i midten af 70’erne i det trøstesløse Macclesfield, som han kun kan undslippe på sit værelse, når han hører David Bowie og læser J.G. Ballard. Han forelsker sig i den lige så unge Debbie, og snart indgår de to et noget forhastet teenagerbryllup.

Sammen overværer de en Sex Pistols koncert, der forandrer Curtis’ opfattelse af, hvad musik kan være, og inden længe danner han sammen med tre andre det band, der bliver til Joy Division. Efter de første spæde forsøg lykkes det gruppen at optræde i Tony Wilsons (der selv blev portrætteret i “24 Hour Party People”) musikprogram. Snart er den kommercielle succes inden for rækkevidde, men samtidigt plages Ian Curtis af tiltagende epilepsianfald. Han bliver ordineret et væld af stoffer, som dog snart medfører depressioner og humørsvingninger.

“Control” er primært baseret på Debbie Curtis’ bog om hendes mand: “Touching from a Distance”, samt på interviews med mange af de involverede. Den er instrueret af fotografen Anton Corbijn, der selv har førstehåndskendskab til emnet idet, at han har taget nogle af de mest ikoniske billeder af bandet samt lavet et væld af musikvideoer heriblandt Joy Division-videoen “Atmosphere”. Hans billedportrætter er kendetegnet ved at være uglamourøse, hvilket er en strategi, han har taget med sig ind i filmen. Skudt i kornede sort-hvide farver er den langt fra nogen kulørt mytologisering, men snarere halvt musikportræt/halvt psykologisk beskrivelse med en bid hverdagsdrama oven i hatten samt en omgang knastør engelsk humor.

Hvor de senere års musikportrætfilm såsom “Ray” og “Walk the Line” har haft en tendens til at ligne hinanden til forveksling, så er “Control” anderledes direkte og usentimental. Det er ikke just historien om, hvordan den fattige undertrykte Curtis kom til magt og ære. Selvom den unge rockpoet har et brændende talent, synes det aldrig at bringe ham nogen forløsning eller nogen form for samhørighed med omgivelserne, og Corbijns kamera finder ham da også gentagne gange alene i gaden med sin taske i en evig rastløs transit.