Gentagelse fremmer forståelsenGentagelse fremmer forståelsen siges det, og noget tyder da også på, at hjernerne bag “Shrek den Tredje” har tænkt i de baner under udformningen af tredje halvleg af eventyret om den grønhudede trold Shrek og hans finurlige venner. I hvert fald minder denne ombæring – desværre – om en overordnet gengivelse af den substans, der grundlagde succesen for den første film i rækken ved indgangen til det nye årtusinde.
[image=21850]
Det nye årtusinde er knapt så nyt længere, og siden er “Shrek” således blevet afløst af “Shrek 2” og altså nu også “Shrek den Tredje”. Det er stadig de velkendte tematikker, der er kendetegnende for indholdet, om end nye er kommet til. I den tredje film i rækken handler det stadig om at være i stand til at tackle det at være udenfor, når man ikke er helt som alle andre, det handler om at pleje sine venskaber, og så – som noget delvist nyt – bliver familierelationerne også sat på prøve. Skaberne af figuren Shrek har nemlig tildelt den grønne, overdimensionerede figur med forkærlighed for sin helt egen sump en faderrolle, da den tilkomne Fiona bliver gravid.
Det er imidlertid ikke morgenkvalme og efterfølgende bleskift, der agerer hovedhandling i de spraglede eventyrskabningers videre skæbne. Kongen af landet Langt Langt Borte, Fionas far ligger for døden, og en ny konge skal indsættes til at lede det eventyrlige univers. Umiddelbart er Shrek eneste direkte arving til tronen, om end den femtenårige og kejtede skoleelev Artie nu også er kongemateriale. Der er blot det problem, at han skal findes først, om han vil det eller ej. Derfor sætter Shrek sammen med sine to tro væbnere, det talende Æsel og den fægtende Kat, ud på et eventyr, der skal finde den nye konge, alt imens amatørskuespilleren prins Charming, der tidligere har bejlet til tronen, gør sit til, at han kommer til at sidde i det eftertragtede sæde.
[image=21851]
Bedst er det eventyrlige univers, hvor både aldrende og fallerede tegneseriefigurer igen er blevet pustet til live med et ironisk tvist og aktivt indgår i den eventyrlige fortælling. Både Snehvide og Kaptajn Klo giver deres besyv med, men mere underholdningsværdi er der imidlertid i Pinnochios hastigt voksende næse, og de godmodige og pligtopfyldende kagemænd, der ikke tåler flydende væsker. Det er særligt gimmicks og interne referencer til ældre film inden for sin genre, der gør “Shrek den Tredje” til en underholdende men også rimeligt forudsigelig tour de force i eventyrets sanselige vold.
Karaktererne stiller med enkelte ændringer i samme holdopstilling som vanligt. Bag de originale stemmer er Eddie Murphy og Mike Myers som altid veloplagte som henholdsvis talende æsel og grøn trold parat til eventyr, mens Antonio Banderas tydeligtvis er vokset med opgaven siden sidste omgang med den bestøvlede og dameglade kat. Nytilkomne er desuden musikikonet Justin Timberlake med en hæderlig stemmeføring som den pubertære og flittigt mobbede kongepotentielle Artie, mens troldmanden Merlins Eric Idle nu nok alligevel er stærkeste nye kort. I den danske andedam er talen også ganske vellykket og føres veloplagt an af de talende orakler Jan Gintberg og Amin Jensen.
[image=21852]
“Shrek den Tredje” er en underholdende, men også harmløs affære, der ikke fordrer meget nyt til sin genre. Filmen byder ind imellem på solide dominoeffekter, når den ene handling fører den næste med sig. Desværre rummer eventyret ikke den fasttømrede struktur og det glimt i øjet, der har gjort de tidligere film i serien så velfungerende. Der mangler fornyelse, og der mangler også en nytænkning af, hvilke tematikker der skal være styrende for Shreks liv og levned. Måske fordi hele ideen om Shrek er for voldsomt tænkt ind i eventyret om den uønskede prins, der må gå så grueligt meget igennem for at få sin prinsesse og det halve kongerige, virker det for forudsigeligt.
Under alle omstændigheder er animationsfilmen stadig en fryd takket være de solide karakterer og talrige ironiserende bidrag over eventyrgenren, der ofte roder sig ud i et intergalaktisk overdrev. “Shrek den tredje” bevarer til dels sit lunefulde og underholdende islæt, men virker ikke desto mindre noget mere tandløs end tidligere set. Filmen er som helhed mere ufokuseret og mere ukomplet i sit udtryk og i sin handling, men det kan stadig ikke tage charmen og selvtilliden fra en animationsfilm, der har sine gyldne øjeblikke.
[image=21853]
VideoFilmen er præsenteret i det skarpe anamorphic widescreen 1.78:1 format, der tager sig blændende ud. Der er således kun ganske få eksempler på edge-enhancement, og udtværinger og digitale forstyrrelser forekommer slet ikke. De animerede farver tager sig desuden rigtigt godt ud, ligesom kontrasten er solid. Med andre ord er dette transfer ganske imponerende.
Audio”Shrek den Tredje” fremstår på lydsiden i det imponerende, engelsksprogede Dolby Digital 5.1 lydspor. Først og fremmest er den stemningsskabende underlægningsmusik fyldig og kommer godt ud i højtalersystemet, mens karakterernes dialoger er tydelige. Der er desuden ikke de mindste eksempler på overstyringer eller anden form for auditiv støj. Alle højtalere holdes aktive og leverer velfungerende lydeffekter på stribe. Endelig giver lydsporet også prøvelser på velfungerende lydpanoreringer, ligesom atmosfæren er detaljerig og gennemarbejdet.
EkstramaterialeUdgivelsens ekstramateriale er en interessevækkende myriade af rariteter. Som noget, der ligner en selvfølgelighed, er naturligvis trailerne for “Bee Movie”, “Kung Fu Panda”, “Over hækken”, “Charlottes tryllespind” samt “Shrek” og “Shrek 2”. Mere underholdning er der imidlertid i “Worcestershire Academy Yearbook”, som er en slags blå bog for eleverne på den skole, der danner kulisser for noget af “Shrek den Tredje”.
Herudover præsenterer filmens animatorer hele tre urealiserede scener i “Lost Scenes”, mens skuespillerne bag de velkendte stemmer præsenterer karaktererne i “Meet the Cast”, og Shrek får vejledning til at blive en god forælder i “Shrek’s Guide to Parenthood”. “Tech of Shrek” er et indblik i effekterne og teknologien, mens “DreamWorks Animation Video Jukebox” præsenterer musikvideosekvenser fra selskabets vigtigste produktioner. Ekstramaterialet giver desuden mulighed for forskellige former for spil på pc i det medfølgende “DVD-ROM Shrektivities”. Kort og godt et alsidigt og vellykket materiale.
[image=21854]