Ikke helt på toppenEn klog mand sagde engang, at en film altid vil være et produkt af den tid, hvor den blev lavet. Det gør sig i hvert fald gældende for Tony Scotts “Top Gun” fra 1986, som forvandlede en 23-årig Tom Cruise til en vaskeægte superstjerne. “Top Gun” formåede endvidere at sikre det amerikanske luftvæsen et rekordhøjt antal ansøgninger, og så vandt bandet Berlin naturligvis en Oscar for det iørefaldende megahit “Take My Breath Away”. Men tiden har ikke været lige så gunstig for “Top Gun” som for dens succesrige titelsang. Hvad der engang var et nervepirrende actionbrag, der frydede millioner, fremstår i dag snarere som et levn fra en svunden tid – en grinagtig og tyndbenet filmisk hvervekampagne, der ofte tager sig selv så alvorligt, at den ender som en parodi på sig selv.

Filmen er så kendt, at selv folk, der aldrig har set den, formentlig kan mønstre et habilt resumé. Cruise spiller den selvsikre superpilot Pete ‘Maverick’ Mitchell, som udtages til det særlige ‘Top Gun’-militærprogram, der har til formål at finde USA’s bedste piloter. Alt imens Maverick og hans andenpilot Goose har travlt med at udføre flyvestunts i luftrummet, som pisser deres medstuderende af, forelsker Maverick sig i lærerinden Charlie, der arbejder på akademiet. Naturligvis opstår der problemer for Maverick, som bliver involveret i en vældig ulykke. Som om dét ikke var nok, må Maverick også lære at leve med sin afdøde fars blakkede ry. Faderen døde måske eller måske ikke, fordi han ikke kunne styre sin jetjager ordentligt.

“Top Gun” er lige så rig på overraskelser som en genudsendelse af Lotto. Dramaet er banalt, hver eneste karakter er en omvandrende kliché, og replikkerne er oftest pinligt ringe. Filmens stædige forsøg på at stable en troværdig kærlighedsfortælling på benene fejler totalt. Det er først og fremmest morsomt at se halvnøgne Tom Cruise og Kelly McGillis badet i månelysets blålige skær akkompagneret af Harold Faltermeyers håbløst forældede synthesizermusik. Hvis det lykkes én at spotte blot den mindste snert af kemi mellem Cruise og McGillis, fortjener man en Nobelpris. Freud ville formentlig også have nydt at holde foredrag om filmens stærke, homoerotiske undertoner, der gennemsyrer hele filmen.

Men man kan trods alt ikke hævde, at “Top Gun” er kedelig. På trods af sine fejl og mangler tilbyder filmen omtrent to timers generelt hæderlig underholdning – både takket være Scotts sædvanlige øje for velkoreograferet action og en forholdsvis god sans for humor. Jævnligt er filmen dog morsom, selvom det ikke er hensigten. Især når filmen prøver at være alvorlig, kommer den til at virke så ufrivillig komisk, at Jim Abrahams parodi “Hot Shots!” snarere kommer til at ligne en hyldest end en latterliggørelse. I det mindste er karaktererne også sympatiske, og selvom der aldrig er nogen jordisk tvivl om deres skæbner eller historiens endepunkt, stirrer man aldrig på uret. Spørgsmålet er dog, om man ikke stirrer på uret om yderligere 20 år.

Video”Top Gun” har været udgivet på dvd i to forskellige billedformater, men på HD præsenteres den i billedforholdet 2.35:1, hvilket er helt korrekt. “Top Gun” ser forbavsende godt ud i 1080p. Filmen har efterhånden mere end 20 år på bagen, så det kommer ikke som den store overraskelse, at der til tider indfinder sig en smule støj i form af korn, utilsigtet gryn og andet snavs. Især filmens åbningsscene på et flådeskib ser grumset ud, og de arkivoptagelser, som militæret selv leverede, er heller ikke ligefrem dugfri.

Men heldigvis går det i en positiv retning efter filmens første scene. Faktisk er størstedelen af filmen fuldstændig pletfri, og der optræder aldrig udtværing eller edge-enhancement. Både farvetemperaturen og kontrasten er stabil, og sortniveauet er derudover ekstremt imponerende. Detaljerigdommen er enorm, og billedet står knivskarpt hele vejen igennem, hvorfor billederne ofte kommer til at fremstå tredimensionelle, hvilket kun HD-markedets allerbedste transfers kan prale af at præstere.

AudioFans bliver forkælet med hele tre forskellige lydspor: et Dolby Digital Plus 5.1-mix, et DTS 6.1 ES-mix og et Dolby TrueHD 5.1-mix. Uanset, hvilket spor man vælger, er der tale om en herlig auditiv oplevelse. TrueHD-mixet har selvsagt en langt højere opløsning end både DTS-sporet og Plus-sporet, men måske fordi filmen er så gammel, er det sjældent, man for alvor bider mærke i nogen forskel på TrueHD-sporet og de andre, komprimerede lydspor. Mange vil formentlig foretrække DTS-sporet, som gør brug af en ekstra kanal, hvorfor panoreringerne naturligvis forbedres. Men TrueHD-sporet er alligevel en smule mere sprødt og distinkt, og det udnytter subwooferen bedre især under de hektiske flyvesekvenser. Alle spor byder på talrige herlige, naturtro panoreringer, og dialogen er tydelig, selvom den til tider rammes af overstyring og lyder en anelse skarp.

Ekstramateriale”Top Gun” er endnu én af de efterhånden alt for mange HD-skiver på markedet, der ikke indeholder noget ekstramateriale overhovedet, selvom en fornem, ekstramaterialefyldt dvd-udgivelse er blevet produceret. Det er ikke særlig lang tid siden, at Paramount udgav en ganske hæderlig 2-disc dvd-udgivelse med “Top Gun”, men der er altså intet på denne HD-DVD udover filmen. Hvis den almene forbruger skal overtales til at give de nye HD-formater en chance, skal der altså andre boller på suppen.