[image=21537]
Scott er uden tvivl en billedmager af Guds nåde, hvilket ofte er blevet genstand for hans kritikere, der beskylder ham for at vælge stil frem for substans, men med “American Gangster” burde sådanne stemmer omsider forstumme. Trods den storladne historie, den minutiøse periodeskildring hvad angår kostumer og omgivelser, samt en sædvanlig sikker hånd om fotograferingen og klipningen, gør filmen aldrig unødigt opmærksom på sig selv. Der er intet [i]flashy[/i] over de stilistiske greb, Scott benytter til at fortælle sin historie med, og dette gælder også for skuespillet, der er mere nedtonet, end hvad man ellers forventer af bl.a. de herrer Denzel Washington og Russell Crowe.
[image=21538]
Russell Crowe spiller fint op til Washington som den lidt kiksede og usikre betjent Roberts, der har problemer på hjemmefronten, og som ikke passer ind i det korrupte politisystem, men ikke desto mindre har et ønske om at gøre noget godt, noget rigtigt. Det underspillede klæder også Crowe, der heldigvis har erfaret, at komedie ikke er hans felt, men at han dog har flere facetter at spille på ud over brovtende bølle eller stoisk helt. De to hovedroller akkompagneres fornemt af diverse biroller, hvor bl.a. Josh Brolin er herlig som modbydelig, korrupt strømer [i]par excellence[/i].
[image=21542]