Filmz
Dobbeltspil – Sleuth

Sleuth

Medvirkende:

Jude Law, Michael Caine, Harold Pinter, Carmel O'Sullivan, Kenneth Branagh

Instruktør:

Kenneth Branagh

Filmlængde:

86 minutter

Genre:

Thriller, Thriller

Dobbeltspil – Sleuth

Alfie vs. AlfieNår man ønsker at lave en genindspilning af en film af ældre dato, gør man ofte klogt i at undvige de oplagte klassikere som f.eks. Joseph L. Mankiewicz’ “Dobbeltspil” fra 1972, da den med sine fire Oscar-nomineringer er vanskelig at toppe. Firkløveren – instruktør Kenneth Branagh, manusforfatter Harold Pinter, skuespillere Jude Law og Michael Caine – gør det dog alligevel og slipper endda rigtig godt af sted med det, for i stedet for at udfordre og revurdere den gamle version, laver de en helt ny film.

[image=21333]

Milo Tindle er en ung ambitiøs, men også arbejdsløs skuespiller, der en eftermiddag kører op til palæet ejet af kriminalforfatteren Andrew Wyke. Wyke inviterer Milo indenfor og bryder de indledende formelle replikker med [i]”Så det er Dem, der boller med min kone?”[/i] Milo er kommet for at bede Wyke om at lade konen gå, før separationsperioden udløber, men Wyke har helt andre planer. Inden længe har Wyke og Milo indgået en aftale om forsikringssvindel, der skal sikre Wykes kone rigdom i hænderne på den nye mand, da Wyke tilsyneladende har det fint med at slippe af med hende, men imidlertid ikke har tænkt sig at lade det gå helt så smertefrit og enkelt til…

Meget få film i dag lader skuespillere spille deres scener helt ud. Ofte bliver scenerne klippet ned, klippet om eller klippet helt ud, men i “Dobbeltspil – Sleuth” er skuespillet i særdeleshed i højsædet. Dette er imidlertid heller ikke så overraskende med et skuespillerpar som Michael Caine og Jude Law, en instruktør, der både er skuespiller og instruktør, og endelig en Nobel-prisvinende forfatter til at styre manuskriptet. Caine og Law får lov til at udfolde sig helt, og det lønner sig. “Dobbeltspil – Sleuth” er netop en fortælling om et tvetydigt sammenstød mellem Wyke og Milo – rig vs. fattig, ung vs. gammel, forfatter vs. skuespiller og ja, Alfie vs. Alfie. De to skuespillere, der begge har spillet “Alfie” i henholdsvis 1966 og 2004, viser sprængfarlig kemi i flere scener, hvor f.eks. Wyke vil vise Milo, hvordan han skal agere inde i hans hus, efter de simulerer, at Milo bryder ind. Situationen bliver voldsom, og Wyke og Milo kommer selv i tvivl om, hvem der er hvem på hvilke tidspunkter.

[image=21338]

Pinters fantastiske manuskript bærer filmen langt hen af vejen, men det er skuespillerne og Kenneth Branaghs instruktion, der sørger for, at alle Pinters små lettere sadistiske, humoristiske og dybt tragiske nuancer kommer til syne i dialogen. Pinter, der er kendt for sit absurdteater og sine postmoderne romaner, har med Anthony Schaffers oprindelige manuskript ideelle forhold, og Branagh kan således – med hjælp fra Pinter – tage det bedste fra de to verdener: film og teater.

Filmen foregår stort set kun på én location – Wykes palæ. Interiøret er stærkt modernistisk og skaber en visuel kontrast mellem den engelske landskabsidyl og det kolde moderne hus. Huset er udstyret med forskelligfarvet lysprojektører, trapper, der forsvinder ud i ingenting, og abstrakte skulpturer. Med andre ord – huset ligner til forveksling en stor teaterscene, hvor alt kan styres med Wykes fjernbetjening. Stedet er dermed den perfekte scene til det lettere patosladede skuespil, men de kreative kameravinkler forhindrer dog det hele fra at blive teatralsk på en negativ måde. Huset bliver i filmen en slags pseudoverden, hvor de to egoer kan udkæmpe deres duel, dog ikke med sværd, men med ord.

[image=21337]

Kort om filmen

Millionæren Andrew Wyke skriver bøger om mordere og mysterier, indtil han en dag tester sine udspekulerede påfund i den virkelige verden. Det bliver på konens unge elsker, Milo Tindle. Konen sender Tindle til Wyke for at afklare skilsmissen, og han lader ikke til at have det mindste imod den idé. Tindle skal blot lige hjælpe ham med at fingere et indbrud. Herfra går intet som forventet, og de indleder et indviklet, grotesk og dødsensfarligt spil, der er lige så skræmmende som det er bidende satirisk.

Ads by MGDK