Den fejlbarlige heltI denne den seneste fortolkning af det gamle heltekvad om krigeren Beowulf og kampen med monsteret Grendel, fortsætter Robert Zemeckis sin udforskning af computeranimationens muligheder med en visuelt imponerende skildring af myten. Samtidig overrasker filmen ved ikke kun at fokusere på muskler og sværdslag, og i stedet bevæge sig ind bag det store brystpanser af sin hovedperson for at betragte lidt nærmere hvad det vil sige at være en helt.

“Beowulf” indledes dog i den mere lette ende, som Kong Hrothgar, en ganske sprælsk animeret Anthony Hopkins, holder gilde i det herrens år 507. Den gode feststemning afbrydes dog af et skingertskrigende og deformt uhyre – Grendel – der i løbet af et øjeblik nedslagter størstedelen af kongens mænd. Dagen derpå udlover Hrothgar en dusør til den kriger, der kan gøre det af med monsteret, og snart efter gør Beowulf sin entre med en horde af krigere fra Gotland. I opgøret med Grendel synes Beowulf at vinde sejren i første omgang, men så melder endnu et monster sig på scenen i form af Grendels mor, hvis vampede og accenttunge stemme tilhører Angelina Jolie. Beowulf tvinges til nok en kamp, og denne gang er udfaldet langt mere tvivlsomt.

Det kan ikke komme som nogen overraskelse, at instruktøren Robert Zemeckis befinder sig godt med brugen af computeranimation. Hans film har fra “Tilbage til fremtiden”-trilogien og frem været ganske afhængige af CGI-effekter for at kunne blive fortalt, og samtidig har Zemeckis’ egen forkærlighed for lange og fritflydende kamerature kunnet komme til sin fulde ret via computeranimationen. Der, hvor Beowulf imponerer mest, er dog ikke i de mange svæveture rundt i filmens landskab, der stadig minder mere om en arena fra et computerspil end et egentligt realistisk miljø, men i visualiseringen af de menneskelige karakterer. Adskillige af de animerede personer virker nærmest som tro kopier af skuespillerne, der lægger stemme til.

Hvor pudsigt det end er at se pixellerede kopier af skuespillere som Angelina Jolie og Anthony Hopkins, er det væsentlige dog stadig, hvorvidt man kan mærke en form for sjæl i den blankpolerede krop. Denne indlevelse i karaktererne mislykkedes i det store hele i Zemeckis’ forrige animationsværk, “Polar-Ekspressen,” hvor børneprotagonisternes øjne bevægede sig på grænsen mellem livløshed og forvirret stirren. Netop på dette punkt er man kommet en del videre i Beowulfs animation, selvom det stadig i visse scener ser ud som om, karakterene har tabt deres kontaktlinser. Et klagepunkt må dog være figuren Unferth, som John Malkovich lægger stemme til. Animationen af Unferths ansigtsmimik er så fladmast og intetsigende, at det nærmest bliver ødelæggende for skuespilspræstationen, der ellers er sarkastisk og underholdende.

Karaktererne er ikke kun bundet af animationsteknikkernes formåen, men også i at være typer i et eventyr. Dette bliver dog en del af filmens pointe, hvor særligt Beowulf og hans hjertes udkårne begge føler sig fanget i deres respektive roller som brovtende heltefjols og skrøbelig dronning. Med Neil Gaiman ved skrivepulten viser både helten nagende tvivl og monsteret menneskelighed, mens det er den unge dronning, der skal reddes, som besidder det mest realistiske, på grænsende til det mistrøstige, menneskesyn af alle karaktererne. Med Gaiman er eventyret blevet selvbevidst, og alt synes at have et strejf af ironisk distance til sig selv og det legendestof, det er lavet af. Denne stedvise selvrefleksion klæder “Beowulf”, og får den til at adskille sig fra lignende buldrebassefilm som “300”.