[b]Skibet uden hovedperson[/b]

Hvem spiller hovedrollen? Det filmspørgsmål stilles ofte. Vi er interesserede i eneren, individet. Den, der driver handlingen frem. En tankegang, der både er liberal og egoistisk, mente et par fyre ved navn Lenin og Trotskij for snart en del år siden. Derfor var der ingen hovedperson, da kommunismen sejlede ud med propagandafilmen “Panserkrydseren Potemkin” tilbage i 1925. Folket var én kollektiv hovedrolle i en film, der skulle retfærdiggøre, at Zar Nikolaj 2. i 1918 var blevet et hoved kortere.

“Potemkin” er nemlig en lidt bagvendt stumfilms-omgang. Lavet i 1925 om et arbejder-oprør imod Zarens hvidgardister i 1905, der skulle overbevise folket om, at den kommunistiske Oktoberrevolution fra 1917 og alt dens blod skam var en rigtig god idé. Det var folkets vilje. Derfor er der heller ingen nuancer. De røde er de gode, der sammen kæmper imod Zarens børnemyrdende soldater. Det handler om ensretning. Om folkemasser, der i samlet flok hæver sine næver klar til kamp for et mere retfærdigt Rusland. Det er de vrede og de underkuede, der rejser sig.

På den måde har en næsten 100 år gammel film stadig stor værdi i dag. For der er ikke langt fra Potemkins matroser, der begår mytteri, fordi der er orme i kødet, til Donald Trumps vrede, hvide [i]rednecks[/i], som er blevet [i]fucked[/i] af finanskrisen. I begge tilfælde melder eliten pas – det er jeres eget problem. Det er magten hos de mange vrede, som “Potemkin” havde og stadig har blik for. Og hvad de mange kan gøre ved de få i toppen, hvis ikke der kommer ormefrit kød på menuen.

Den store nyhed ved den her repremiere er den retropunkede slags Rammstein-musik, der spiller op til den revolutionære billedside. Det er Peter Peter og Christian Rønn, som lækker-tungt og mekanisk fanger massernes vrede i “Potemkin”. For ikke at tale om Zar-soldaternes dræbende trav ned ad den stumfilms-legendariske trappe, hvor den stakkels baby i barnevogn triller mod den sikre død. Bum-bum, bas-bas, gå-gå. Musikken forstærker filmoplevelsen, der var kortere, end jeg huskede og frygtede den.

Der er masser nyttig filmhistorie at se på i “Potemkin”. Sergej Eisensteins montage-teknikker, der gjorde Hitchcocks “Psycho”-mord muligt, er rytmisk epokegørende. Og baby i barnevogn på Odessas stejle trapper er blevet mindet igen og igen af andre – lige fra Brian De Palma til Terry Gilliam har hyldet den scene, som i stumfilms-mindeværdighed nok kun blev overgået af Chaplins støvle-suppe samme år i “Guldfeber.