I skyggen af 11. september”Afsløringen” kunne næsten ikke have en mere aktuel premieredato for et dansk publikum. Tidligere på ugen blev det afsløret, at en herboende ægyptisk mand tilbage i 1995 sandsynligvis blev den første deltager i det CIA-ledede fangeprogram, som omhandler transporten af mistænkte til lande med mindre anstrengte forhold til tortur. Det er netop dette program, som “Afsløringen” peger en kritisk linse imod. Men snarere end at chokere og skabe debat, går “Afsløringen” hen ad vejen fejl i dens ærinde med en for ufokuseret og simpel tilgang til emnet.

Filmen lægger ud i bedste multiplot-stil: Et bombeattentat finder sted på en travl markedsplads i et unavngivet nordafrikansk land, og en amerikansk diplomat dør. I samme land må to unge muslimer holde deres kærlighed skjult for den enes far, der er en magtfuld politimand. Og sidst men ikke mindst er den ægyptiske mand Anwar El-Ibrahimi på vej hjem fra Sydafrika til sin kone i Amerika. Sidstnævnte handlingstråd bliver hurtigt sammenflettet med bombeattentatet, da en CIA-leder, spillet af Meryl Streep, beordrer Anwar tilfangetaget, som hans fly lander i USA.

I denne indledende fase sammenfletter filmen på en visuelt fængende måde efterveerne af bombeattentatet med pågribelsen af Anwar, der udføres så pludseligt og nøgternt, at man føler med Anwars forundring og gruende skræk for, hvad der er ved at ske med ham. Men som Anwar bliver ført til det nordafrikanske land, hvor attentatet fandt sted, og hans kone, Isabella, spillet af Reese Witherspoon, forsøger at få politikerne i tale i Washington angående hendes forsvundne mand, mister filmen sit faste tag i de forskellige handlingstråde og derved også noget af sin intensitet.

Hvor det burde være Anwar og Isabellas historie, der stod som det klare centrum for handlingen, bevæger instruktør Gavin Hood og manusforfatteren Kelley Sane sig i for mange retninger, og pudsigt nok ender Anwar og Isabella med at være nogle af de svagest skildrede af alle filmens personer. Det er tydeligt at se, at Hood og Sane har ønsket at skabe en flerlaget-filmmosaik på linje med film som “Syriana” og “Babel”, hvor de adskilte historier belyser en større problematik. Men fremfor at støtte op om hinanden, synes de forskellige dele af “Afsløringen” snarere at tage opmærksomheden fra hinanden – særligt i sideplottet om det muslimske kærestepar, der på trods af fint skuespil fylder for meget i forhold til relevansen for den overordnede historie.

“Afsløringen” har gode momenter undervejs, og flere af de karismatiske skuespillere, der er at finde på skuespillerlisten, leverer habile præstationer, der løfter filmen en anelse. Bedst er Jake Gyllenhaal som økonomisk analytiker, der kommer på dybt vand, da han skal overvære torturen af Anwar. Også Yigal Naor i rollen som den lokale forhørsleder giver et alsidigt portræt af en mand, der ikke kan overtale sin datter til et kys, men som ingen midler skyer for at få sine fanger til at tale. Til gengæld er Meryl Streep som ond CIA-bagkvinde for en gangs skyld nærmest kun en skygge af sig selv. Det samme gælder i og for sig Reese Whitherspoon, der ikke får alt for meget plads som gravid kvinde på jagt efter sandheden.