Mordets elegante melodiTo mænd er begge på vej ombord på det samme tog. Vi følger hver mands sko, som de træder hen af perronen: Den ene er iført et konservativt sort par, den anden et par lapsede tofarvede sko. De to mænd sætter sig overfor hinanden i kupéen, men kommer ved et uheld til at støde til hinanden. Således begynde det tilfældige møde, der kommer til at påvirke begge mænds liv, og sådan indledes Hitchcocks mesterlige “Strangers on a Train – Farligt møde”.

Filmen er baseret på Patricia Highsmiths roman. Highsmith, der senere bl.a. skrev en serie romaner om Tom Ripley, var netop fascineret af tilfældighedernes indvirkning på vores udvikling. Andre tilbagevendende temaer i forfatterskabet er psykopati samt homoseksualitet – emner der også, mere eller mindre direkte, har fundet vej til “Strangers on a Train”. Alfred Hitchcock blev interesseret i at filmatisere bogen, og tilbød den til forfatteren Raymond Chandler, der tidligere havde haft stor succes med at skrive manuskriptet til “Double Indemnity – Kvinden uden samvittighed”. Samarbejdet mellem Chandler og Hitchcock blev dog temmelig anstrengt. Der var simpelthen ikke plads til to så dominerede egoer i en film, og Hitchcock hyrede Czenzi Ormonde til skrive Chandlers manuskript om. Som resultat er det svært at vide, hvem der har lavet hvad, men historien er så absolut mere Hitchcock end hårdkogt. Blændende er den under alle omstændigheder.

De to mænd på toget er henholdsvis Guy Haines og Bruno Anthony. Guy er en kendt tennisspiller, som Bruno genkender øjeblikkeligt, og det viser sig hurtigt, at Bruno har et indgående kendskab til hans privatliv. Guy forsøger at få en skilsmisse fra sin utro kone, Miriam, så han kan gifte sig med den velstående senatordatter Anne Morton. Samtidig ønsker Bruno at skaffe sig af med sin fader, og han foreslår derfor en lille rask byttehandel. Bruno har udtænkt det perfekte mord: To mænd, der ikke kender hinanden, og som begge ønsker én ryddet af vejen, bytter mord, således at der ikke vil være noget, der forbinder dem til mordet.

Guy føler sig synligt ilde tilpas med samtalen, der til forveksling minder om en forførelse, men lader modvilligt Bruno dominere den, indtil han forsøger at feje ham af ved spøgefuldt at indvilge. Bruno gennemfører imidlertid sin del af aftalen, og forventer derpå, at Guy også overholder sin del: [i]”Vi planlage jo trods alt mordet sammen”[/i]. Guy er tilsyneladende fanget i en umulig situation, og må desperat finde en udvej.

“Strangers on a Train” blev en afgørende film for Hitchcocks udviklingen, og adskillelige af de temaer og teknikker, der blev hans varetegn, ses her i fuld flor: Manden, der bliver uskyldigt mistænkt, den sorte humor i selv de mest alvorlige øjeblikke, samt de visuelle spidsfindigheder og den utømmelige opfindsomhed. Filmens tema om skyld og samvittighed får en lettere skæv drejning, idet Bruno nærmest materialiserer sig som Guys undertrykte ønske om at skaffe sig af med sin kone.

Samspillet mellem de to hovedrolleindehavere er eminent, og blandt det bedste i Hitchcocks film. Hitchcock foretrak at caste rollerne således, at han så hurtigt som muligt kunne kommunikere, hvad han ønskede, at publikum skulle opfange om personerne. Farley Granger og Robert Walker er da også perfekte i deres respektive roller. Som filmens ‘helt’ leverer Granger et umiddelbart [i]all-american[/i] udseende, men samtidig også en antydning af karakterbrist og viljesvaghed.

Robert Walker er for sin del slet og ret fantastisk som den psykotiske Bruno. Walker, med sin naturlige charme og veltalende facon, blev normalt castet i godmodige roller, men er her virkelig fremragende, idet man som publikum er tilbøjelig til at sympatisere med ham, selvom han foretager den ene mere horrible handling efter den anden.