Jugoslaviske Emir Kustiricas amerikanske drama “Arizona Dream” fik først almen biografpremiere tre år efter, optagelserne var blevet færdiggjort i 1991. Måske var det, fordi Kustirica, som vandt de Gyldne Palmer i Cannes i 1995 for den populære “Underground”, følte det nødvendigt at raffinere filmen via en langstrakt klippeproces. Men det virker mere sandsynligt, at filmens sponsorer ikke helt anede, hvad de skulle stille op med de levende billeder, jugoslaveren havde stykket sammen.

Denne exceptionelt enigmatiske film er noget af en blandet godtepose. Det kan til tider være en anelse anstrengende at følge med i en historie, hvor alle karakterer har symbolske navne såsom Sweetie, Stalker og Grace, og hvor folk har lange samtaler om flyvende fisk, genoplivede eskimoer og strategiske placeringer af kaktusplanter. Der er ingen tvivl om, at Kustirica har proppet alt for mange ideer ind i sit unikke værk, der selv med en spilletid på 142 minutter sjældent finder fast fodfæste eller strikker tilfredsstillende røde tråde mellem fortællingens utallige separate dele.

Den oprindelige biografudgave af filmen var i øvrigt 20 minutter kortere, og det første gennemklip varede angiveligt fire timer, men selvom “Arizona Dream” aldrig bliver decideret kedelig, ville endnu flere minutters spilletid næppe have gavnet filmen. Selv om man ofte har en fornemmelse af, at man tumler igennem en jungle af abstrakt nonsens befolket af virkelighedsfjerne karikaturer, så er Kustiricas hyldest til friheden og den menneskelige fantasi i allerhøjeste grad en fortryllende affære. Kustiricas landsmand Goran Bregovic har komponeret et fornøjeligt score, og de ofte underskønne billeder og en sand perlerække af mageløse skuespillerpræstationer er med til at suge én fuldstændig ind i filmens absurde univers – uanset om man så synes om det eller ej.

Heldigvis bliver de mange spøjse replikker og monologer ofte efterfulgt af naturtro dialog, så man ikke føler sig fuldstændig fremmedgjort. Til tider omtaler figurerne også deres særprægede omgivelser med en forfriskende grad af ironi, der gør det lettere at godtage det forunderlige univers. Johnny Depp er også herlig som den ideologiske ungkarl Axel, der forelsker sig i den barnagtige moder Elaine, som bor sammen med sin steddatter, Grace, på en gård i Arizona. Det er forholdet mellem Axel og Elaine, der forårsager Axels transformation fra en rodløs og stilfærdig knægt til en frisindet livsnyder, og som er historiens primære omdrejningspunkt.

Faye Dunaway er i topform som Elaine, og undervurderede Lili Taylor er ligeledes fremragende som steddatteren. Vincent Gallo brillerer også som Axels forfængelige ven, Paul, mens gode gamle Jerry Lewis stjæler rampelyset som Axels varmhjertede, men selvdestruktive onkel. Det kan tit være svært at relatere sig til de farverige karakterer, men deres særegne strabadser bliver aldrig kedelige. Filmens egentlig ganske simple, forholdsvis positive kernehistorie er også dejlig opløftende, men det er ærgerligt, at man skal tygge sig igennem så mange lags unødvendig avanceret intertekstualitet, symbolik og volapyk for at nå frem til den erkendelse.

Video”Arizona Dream” ser nydelig ud i HD. Visse mørke indendørsscener plages af en smule grums og gryn, men resten af scenerne fremstår overordentlig pletfri. Kontrasten er også vældig solid, og eftersom billedet er skarpt og detaljeret, tilegner billederne sig ofte et 3-dimensionelt udseende. Farvetemperaturen vakler aldrig, og især under de kulørte udendørsscener imponerer farvegengivelsen. Man har tydeligvis benyttet sig af et velbevaret negativ, eftersom mængden af pletter og snavs er yderst minimal. Glorier er ubetydelige og sjældne, og så har transferet også et dejlig celluloidlignende look.

AudioSelvom omslaget hævder, at discen indeholder et engelsk DTS-HD Master 4.0 lydspor, så bekræftede både udgivelsens menu og mit anlæg, at sporet blot er i stereo. Der er nogle fine panoreringer fra venstre til højre fronthøjtaler, og lyden er så distinkt og har en så solid bund, at man ofte forledes til at tro, at lydsporet tager flere end to højtalere i brug. Ikke overraskende bliver der ikke skabt nogen særlig omsluttende auditiv atmosfære, og effekterne lyder tit en anelse spidse.

EkstramaterialeDiscen indeholder udelukkende filmen og en trailer til andre HD-DVD udgivelser fra Sandrew Metronome.