Forår for Mel BrooksMed titler som “Sheriffen skyder på det hele” og “Robin Hood: Helte i underhylere” har Mel Brooks for længst skrevet sig ind i filmhistorien. Med til det imponerende værk hører hans formentligt mest muntre indslag, den semibiografiske “The Producers – Forår for Hitler”, der for i øvrigt også var instruktørens spillefilmsdebut.

Den snart 40 år gamle film tager solidt fat om udvandingen i det store Hollywood-maskineri, der gør, at filmbranchens pengebagmænd med det rette navn i bagagen er villige til at skyde penge i hvad som helst. I “The Producers – Forår for Hitler” er berømtheden personificeret ved teaterproducenten Max Bialystock (Zero Mostel), der i kreativt samspil med sin infantile revisor, Leo Bloom (Gene Wilder), regner ud, hvordan systemet kan franarres en pæn sum penge ved at opsætte et teaterstykke. Hvis en række investorer lokkes til at smide penge efter en sikker fiasko, er der ikke grænser for økonomisk vinding for de to lurendrejere.

Bedst er netop samspillet mellem de to karakterer Bialystock og Bloom. Replikkerne falder veloplagt og som perler på en snor, når de to rutinerede kræfter i Zero Mostel og Gene Wilder for alvor folder sig ud i rablende vanvittige, bindegale situationer, der gør det så umådeligt svært at bevare fatningen. Mel Brooks’ velslebne musicalkomedie er simpelthen satire, når det er allerbedst. Og de to herrer trækker sit publikum rundt i manegen med et lebendigt og tilbagelænet glimt i øjet igennem hele seancen.

Det er crazykomik på allerhøjeste plan. Men under overfladen lurer katastrofen. Ingen tvivl om, at “The Producers – Forår for Hitler” fra Mel Brooks’ side har været tænkt som en kritik af den måde, Hollywood-apparatet er skruet sammen på. Men hvad gør det, når måden, det leveres på, er så livlig og underholdende, som det her er tilfældet. Ironien er bestemt til at føle på, og situationens alvor til at gennemskue midt i mellem de muntre indslag, der læner sig op af, men aldrig bliver platte.

Undervejs skaffer Bialystock finansiel opbakning som erotisk førsteelsker fra de mange rige enker, for hvem graven blot er et stenkast væk. For at skabe den sikre fiasko kaster han sig sideløbende ud i et projekt med sin kompagnon, Leo Bloom, der i sagens natur går ud på at fremtrylle den værste instruktør, de værste skuespillere og det helt igennem værste stykke. Valget falder på den rablende gale Franz Liebkinds musical “Forår for Hitler”, der tager udgangspunkt i diktatoren af samme navn, for det kan ingen vel se det morsomme i. Men til alles overraskelse, ikke mindst Blooms og Bialystocks, bliver stykket en bragende succes.

Tempoet er en udfordring for nutidens mediebevidste publikum. Instruktør Mel Brooks sætter for alvor fart på i filmens anden halvleg, mens første del bruger tid på at komme i gang. Heldigvis er det af mindre betydning, al den stund filmen gennemgående er krydret med crazykomik og veloplagte pointer, der vender vrangen ud på filmbranchens krop og sjæl.

Og så er musikken i sig selv en nydelse. De velkomponerede numre falder stemningsfuldt og passende ind, mens skuespillerne i filmens teaterstykke gjalder med på ‘Forår for Hitler’. “The Producers – Forår for Hitler” er fuldt ud forståeligt gået over i historien som en af Mel Brooks’ største bedrifter, og det er da også nærmest utænkeligt ikke at kunne lade sig rive med af dette galgenhumoristiske og næsten fuldendte stykke film, der for ganske nyligt tilmed var sat op som teaterstykke på de hjemlige breddegrader.

VideoBilledsiden er med et anamorphic widescreen 1.85:1 format trods den høje alder ikke uden kvaliteter. Billedet står generelt skarpt og afslører kun enkelte uskarpheder, om end edge-enhancement indfinder sig flere gange undervejs. Til gengæld er der ikke flere alarmerende eksempler på digitale forstyrrelser, støv eller udtværing, ligesom de stærke farver gør sig godt og kontrasten bortset fra enkelte udsving er solid.

AudioPå lydsiden forefindes det engelsksprogede Dolby Digital 1.0 lydspor, der efter omstændighederne klarer sig udmærket. Filmen blev oprindeligt indspillet i 1968, og det mærkes også på de auditive kvaliteter, der ikke desto mindre fremstår med tydelig dialog, hvor der kun er enkelte tilfælde af overstyring, samt en rimelig atmosfære, som dog ikke lægger op til store armsving. Endeligt savnes et bedre lydformat, ikke mindst set i lyset af filmens stemningsfulde og stemningsskabende musik.

EkstramaterialeUd over traileren for filmen er der ikke ekstramateriale på denne udgivelse.