Firmaets mandIngredienserne er der til en gedigen retsagsthriller skåret over den succesfulde John Grisham-læst: En kapitalistisk koncern der ønsker at slette sine spor; et advokatfirma som mere end gerne vil hjælpe til i processen; og så enspænderen der må tage det moralske valg mellem sin lønseddel og en ren samvittighed. Men filmen “Michael Clayton” formår alligevel at blive noget andet og mere end blot en underholdende thriller. På trods af en fængende dialog og plottets stramme struktur er det ikke spændingen, der driver værket, men snarere den nære optik som sættes på titelfiguren, hvor vi, bl.a. via en fin og afdæmpet præstation af George Clooney, kommer på nærmeste hold af det, der plager Michael Clayton i hans liv og ikke mindst hans arbejde.
[image=20575]
På overfladen er Clayton en mand af betydning i advokatfirmaet Kenner, Bach & Ledeen. Som ‘fixer’ for firmaet tager Clayton sig af de sager, som de rigtige advokater i firmaet ikke selv vil røre ved, men som gælder klienter firmaet ikke har råd til at miste. Således befinder Clayton sig i en uofficiel gråzone, og præcist hvad hans arbejde går ud på forbliver også diffust beskrevet. Men det er en del af pointen, for snarere end at have styr på sit liv og sin karriere synes Clayton i løbet af filmen at indse hvor lidt indhold, der egentlig er i det. Han bliver for alvor tvunget til at stille skarpt på sine egne handlinger og sine arbejdsgivere, da hans ven og kollega Arthur Edens, spillet af Tom Wilkinson, bryder sammen under en vigtig sag og begynder at modarbejde en af advokatfirmaets største klienter, repræsenteret af den ambitiøse advokat Karen Crowder.
Uvisheden og distancen til moral og etik i Claytons arbejde skinner også igennem i filmens bevidste afstandstagen til karakterernes følelser. Clayton har svært ved at vise nogen form for glæde, selv når tiden tilbringes sammen med hans søn fra et forlist ægteskab. Personerne omkring ham halter også noget hvad angår ærværdige intentioner og gør deres bedste for at skjule sig bag forstilte facader. Som en illustration af det manglende medmenneskelige hensyn der præger miljøet, bliver en scene, der burde føles højdramatisk, som en vigtig karakter bliver likvideret, i stedet udført så nøgternt, som var det en bil, der skulle have skiftet olie. Det er en stil, der tjener filmens overordnede mål: At beskrive den verden som Michael Clayton er en del af, og den personlige udvikling der langsomt sættes i gang, som hans karrieretræthed og livslede driver ham frem mod den forventelige konfrontation med miljøet i form af advokaten Crowder.
[image=20576]
George Clooney formår som skuespiller at svinge ubesværet mellem kalorielette Hollywoodbaskere og mere politisk motiverede værker uden at hverken noget af integriteten eller stjernestøvet drysser af hans person. I rollen som Michael Clayton har Clooney bibeholdt Danny Oceans glatte udseende på overfladen, men kigger man nærmere efter i Claytons livstrætte øjne, aner man snarere paralleller til rollen som den frustrerede agent, Bob Barnes, fra “Syriana”. I en historie om at kunne se sig selv i spejlet, er det et ganske behageligt ansigt, vi bliver bedt om at følge. Clooney forbigår dog brugen af sin sædvanlige charme til fordel for en mere subtil og underspillet fremstilling af karakteren, der efterlader mange af konklusionerne op til tilskueren selv. [i]”Jeg er ikke fjenden,”[/i] siger Clayton på et tidspunkt, hvortil han får spørgsmålet: [i]”Hvem er du så?”[/i] – et svar der er betydeligt sværere at svare på. Og som Clayton vågner op til dåd, er det snarere drevet af skuffelsen over sit eget liv frem for nogen større forventning om, at morgendagen nok skal bringe nyt håb.
Til at flankere Clooney er den altid eminente Tom Wilkinson, der endnu engang leverer en præstation fra sidelinjen, som løfter resten af den overordnede fortælling, denne gang som den maniodepressive advokat Arthur Edens. Wilkinson formår altid at kombinere den naturlige autoritet, der ofte er at finde i de roller, han spiller, med karakterernes mere fatale sider, så blandingen bliver såre menneskelig. Det samme gælder her, hvor han skiftevis er klar, skiftevis konfus i sine febrilske enetaler, og både udstråler skråsikkerhed og tvivl om sit nyfundne kald som anklager mod sit eget firma.
[image=20578]