En sangfugls faldSiden sin alt for tidlige død som 48-årig har den franske sangfugl Édith Piafs eftermægle tilbragt en nærmest anonym og hensygnende tilværelse på Pére Lachaise Kirkegården i Paris. Med portrættet af den legendariske sangerindes liv og levned i Olivier Dahans “Spurven” skulle den tid dermed være forbi.

Filmen har vendt enhver sten i den excentriske sangerindes alt for korte liv, og således springes konsekvent og uden slinger i valsen mellem barndommen i Belleville, karrierens forår i Paris og succesens falmen mange år senere i New York. “Spurven” er en portrætfilm, som de nu er flest, men får alligevel givet et solidt indblik i Édith Piafs (Marion Cotillard) rejse fra barn til voksen, fra vugge til grav og ikke mindst fra ukendt til anerkendt sangerinde på verdensscenen. Og det er til trods for, at de dårlige kår, hun kom fra, og det fattige miljø, hun var en del af, aldrig fornægtede sig.

Trods det storladne og det mytiske bliver “Spurven” aldrig nogen ‘stor’ film i ordets reneste forstand. Filmen er da både konsekvent og stilsikker i sit udtryk, men problemet er imidlertid, at tilskueren aldrig lukkes ind bag facaden. Portrættet er et meget langt stykke af vejen overfladisk og betragtende, mens Piafs indre stemninger aldrig bliver nærværende. Som betragter opleves sangerindens selvdestruktion, livet med stofferne, alkoholen, mændene, men hvorfor det forholder sig sådan, bliver først meget sent klart i den i øvrigt alt for lange film.

Undevejs løfter Édith Piaf, der spilles hudløst ærligt og til perfektion af landsmanden Marion Cotillard, sig fra fattig gadesangerinde til feteret vaudevillestjerne, men ikke uden omkostninger. Det hårde liv sætter sine umiskendelige spor, og det er også ganske kendetegnende, at filmens sidste del i højere grad fokuserer på kræftsygdommen og døden. En mulig indblanding i et tilsyneladende mafiaopgør i den franske underverden sætter karrieren på midlertidigt stand by, om end det dog kun bliver for et kortere tidsrum.

Édith Piaf var ukuelig. Ikke mindst over for mændene, i relation til natklubejeren Louis Leplée (Gérard Depardieu), sangunderviseren Louis Gassion (Jean-Paul Rove) og i kærligheden til den gifte ægtemand og fader til tre børn, mesterbokseren Marcel Cerdan (Jean-Pierre Martins). Særligt sidstnævnte handlingstråd får dog alt for lang snor i en film, hvor netop det forhold synes mindre væsentlig i modsætning til filmens stærkere elementer.

Den visuelle side står til gengæld stærkt i “Spurven”, der præges af overbevisende symbolikker og udtalte metaforer. Desværre bliver den udtryksmæssige profilering blot et perifert element i forhold til fortællingens falmende indhold. Samme kan gudskelov ikke siges om den musik, det handler om. Lydsporet effektueres igennem Édith Piafs udødeliggjorte klassikere og gør den middelmådige film kigget værd. Og hvor er det dog befriende, at instruktør Dahan med omhu veksler mellem de forskellige, folkekære viser fra den franske sangfugl, når der alt for ofte fremhæves blot et enkelt nummer i beslægtede portrætfilm.

Stærkest er immervæk Marion Cotillards indlevende præstation, der tegner den excentriske, karismatiske og ikke mindst problematiske sangerinde Édith Piaf og hendes flamboyante liv. Hun udstilles som eksplosiv furie, der styrer sine omgivelser med hård hånd, får sin vilje og ikke har sluppet tarvene fra sin opvækst hos bedstemoderen på et bordel, hos faderen i et cirkus, og hos moderen på gaden. Men det bortforklarer dog ikke en middelmådig film, der savner nærvær, konsekvens og struktur. Ligesom i sangfuglens liv er der som bekendt højt at flyve, dybt at falde.

Video”Spurven” fremstår i et anamorphic widescreen 2.35:1 format, der tager sig udmærket ud. Der er adskillige eksempler på edge-enhancement, men ikke yderligere digitale forstyrrelser. Kontrasten har tendens til at svinge, hvorimod farverne står stærke og flotte. Billedsiden befinder sig grundlæggende i den mørke ende af skalaen som resultat af filmens dunkle univers, men rummer ikke tilfælde af udtværinger eller støv, og billedet ser generelt herligt filmagtigt ud.

AudioLyden leveres i de fransksprogede Dolby Digital 5.1 og DTS lydspor, der er udgivelsens stærkeste kort. Édith Piafs medrivende strofer flyder godt ud i alle højtalere, ligesom dialogen er tydelig. Atmosfærelyden udnyttes troværdigt og er stemningsskabende.

EkstramaterialeFørst og fremmest byder ekstramaterialet på trailere for “AFR”, “Goodbye Bafana”, “Bedrag” og “Jindabyne”. I direkte relation til “Spurven” er traileren for filmen samt den lille featurette “Surprise”, hvor de de to børneskuespillere Manon og Pauline synger “Milord”. “Begærets dunkle motiv” går bag om sangfuglen og mennesket Édith Piaf, mens “Deleted scenes” rummer ti minutters fraklip.