Varulvefilm med bid iDe fleste vil nok mene, at Sam Raimis uforlignelige “Evil Dead II” skabte den moderne gyserkomedie. Men hele seks år før Raimi og skuespilleren Bruce Campbell skruede deres brillante kultklassiker sammen i 1987, instruerede en forholdsvis ung John Landis (“Animal House”, “The Blues Brothers”) en fabelagtig film, der på elegant vis kombinerede afvæbnende humor med skrækindjagende gys: “An American Werewolf in London”.

Når Landis’ nekrolog en dag forfattes, vil manden formentlig først og fremmest huskes for sine utallige fornøjelige samarbejder med komikere som Eddie Murphy og Dan Aykroyd. Tilbage i 1981 virkede Landis heller ikke just som en oplagt kandidat til at instruere en film om glubske varulve og vamle zombier, og i dag forårsager den efterhånden halvgamle film også en smule utilsigtet latter. Men på trods af alle disse kendsgerninger er “An American Werewolf in London” stadigvæk allerhelvedes uhyggelig. Filmens mest berømte scene, der viser en mands transformation fra menneske til varulv, er fortsat frygtindgydende, og den legendariske make-up-guru Rick Baker vandt forståeligt en Oscar for sin fantastiske indsats.

Visse af filmens effekter virker måske lettere klodsede i dag, men man kan sagtens forstå, hvorfor datidens biografpublikum blev chokeret, og hvorfor Michael Jackson blev overbevist om, at Landis var den rette mand til at instruere den skelsættende “Thriller”-musikvideo. De få kejtede effekter hiver desuden aldrig én ud af filmens univers, især fordi så meget af Baker og kollegernes arbejde stadigvæk overbeviser. Der er især en enkelt mareridtssekvens, som kan give selv en hårdhudet eskimo uafrystelige kuldegysninger. Derudover er de veloplagte skuespillere, Elmer Bernsteins sublime score og en betragtelig stak humoristiske indfald med til at fastholde ens interesse fra start til slut.

Humoren er slet ikke så markant eller påtrængende som i flere af Landis’ andre film, og den kommer primært til udtryk via fåtallige spøjse momenter, som tillader publikum få øjeblikkes ro imellem de hektiske momenter. Faktisk gavner genreblandingen filmen, idet de mere lunefulde indslag gør det lettere at sluge fortællingens absurditet. Men det er primært skuespillernes skyld, at filmen stadig har en stor fanskare.

Griffin Dunne og især David Naughton er herlige som kammeraterne Jack og David, der angribes af en varulv, som slår Jack ihjel, mens David rammes af en forbandelse, der forvandler ham til et blodtørstigt monster ved fuldmåne. De to skuespillere har en god kemi og er så sympatiske, at man øjeblikkeligt føler sig som en integreret del af deres personlige vennekreds. Engelske Jenny Agutter er også glimrende som den godhjertede sygeplejerske, David forelsker sig i. Ligesom mange af genrens store klassikere har hændelserne i “An American Werewolf in London” ofte tragiske følger, og Landis’ største bedrift er, at han har formået at gøre en så særpræget og pompøs historie så følelsesladet og gribende.

Video”An American Werewolf in London” er nok ikke den første film, du skal smække i afspilleren, når du skal demonstrere dit nye HD-anlæg. Den efterhånden 26 år gamle film ser ikke ligefrem blændende ud på HD-DVD, men der er stadigvæk tale om en mærkbar forbedring i forhold til den dvd, der blev udgivet for en håndfuld år siden. Der er en del snavs og støj (især under introsekvensen og i de mørkeste scener), og hvis man virkelig tager sig tid til at nærstudere billedet, vil man også spotte sjældne tilfælde af edge-enhancement. Kontrasten er derimod vældig god, og billedet er skarpt. Selv filmens største fans vil garanteret bemærke ting, de aldrig tidligere har observeret. Der er hverken udtværing eller komprimeringsfejl, og farvegengivelsen imponerer især i dagsscenerne, hvor farverne fremstår mætte og naturtro.

AudioDiscens engelske Dolby Digital Plus 5.1 lydspor er ikke ligefrem sprudlende, men det er et kompetent mix. Dialogen lyder en anelse flad og spinkel, men den er som regel tydelig. Det samme gælder mange af effekterne, som godt måtte have lydt mere robuste. Der er ekstremt få panoreringer, og atmosfæren er til tider lidt mangelfuld. En intelligent udnyttelse af hele kanalnetværket gør dog især de uhyggelige scener mere stemningsfulde. Subwooferen rører tit på sig og giver nogle af de mest fremtrædende lydeffekter ekstra gennemslagskraft. 4. kapitel indeholder filmens auditive højdepunkt, da Jack og David farer vild i den engelske ødemark og varulvens afskyelige brøl skiftevis optræder i de forskellige højtalere, så man for alvor forstår karakterernes skræk.

EkstramaterialeKommentarsporet med skuespillerne Griffin Dunne og David Naughton er underholdende og ofte forbandet morsomt. De to gutter er tydeligvis gode venner, og de er ikke bange for at tage pis på hinanden eller filmen. Det betyder dog ikke, at de ikke er stolte over at have medvirket i en så populær genreklassiker, og der bliver også disket op med adskillige informative anekdoter og seriøs indsigt.

Alle dokumentarerne er fine, men desværre også ret kortvarige. “Making An American Werewolf in London” (5 min.) er en dejlig nostalgisk sag, som er lige så gammel som filmen og indeholder spændende optagelser og udtalelser fra en meget ung og livlig Landis. Et 18 minutter langt og forholdsvis nyproduceret interview med karismatiske Landis er vældig interessant, og derfor er det lettere at acceptere manglen på et kommentarspor med instruktøren. Han beskriver bl.a. varulvstransformationen som en erektionsmetafor(!). Mandens ytringer suppleres af adskillige velvalgte dækbilleder. Der er også et 10 minutter langt interview med Rick Baker, der ligeledes er værd at se.

“Casting of the Hand” (13 min.) indeholder nogle sjældne og fascinerende optagelser af Naughton, der samarbejder med filmens make-up- og effektfolk. Derudover er der inkluderet storyboards, diverse billeder og 4 minutters muntre, om end lydløse fraklip.