Konstrueret selvtægtsfilmNår instruktøren Neil Jordan og skuespilleren Jodie Foster slår pjalterne sammen, burde der være god grund til at forvente sig noget særligt. Med film som “The Crying Game”, “En vampyrs bekendelser” og senest “Breakfast on Pluto” lader Jordan til at have sans for den gode historie såvel som den skæve vinkel, og Foster er et kapitel for sig i amerikansk skuespilhistorie. At resultatet derfor er den temmelig ordinære selvtægtsfilm “The Brave One” kommer således som en skuffelse.

Foster spiller rollen som Erica Bain, en radiovært i New York, hvis liv en aften pludselig smadres, da hun og hendes forlovede overfaldes i parken. Han dør og hun ender på intensiv. Traumatiseret forsøger hun at komme videre med sit liv, men tabet af kæresten og overfaldet har slået noget i stykker inde i hende. Ingen videre hjælp synes at kunne hentes fra politiet, og i sin afmagt anskaffer hun sig en pistol. Men grænserne mellem selvforsvar, hævn og mord bliver hurtigt svære at udskille for Erica, hvis selvbestaltede selvtægtstogt tiltrækker opmærksomhed fra politimanden Mercer (Terrence Howard), der kommer tæt på hende, men som samtidig forsøger at opklare de mystiske mord, som den foreløbigt unavngivne hævnende engel begår.

Man har med “The Brave One” forsøgt at lave et anderledes [i]take[/i] på selvtægts-genren. Folk som Dirty Harry og Charles Bronson fra “En mand ser rødt” har før stået som ikoner for netop denne slags film, hvor en enkelt mand tager loven i egen hånd, når systemet ikke længere slår til, ofte på en meget blodig og brutal måde. Den kvindelige selvtægtsmand er foreløbig blevet forvist til explotiation-film, hvor b-film som “I Spit on Your Grave” bl.a. lagde krop til den lidet flatterende [i]Rape-Revenge[/i]-genre. I “The Brave One” er kvinden som hævner blevet opgraderet til mainstream-event, med dertil passende psykologiske kvaler. Erica Bain er en kvinde, der overmandes af frygt, og som forvandles til en skyggeside af sig selv, med den rygende pistol som eksplosiv katalysator.

Frygten efter overfaldet, der samtidig synes at reflektere New Yorks post-9/11 traume, burde være en central ting for filmen, og der startes da også ud med at iscenesætte denne. Men hurtigt forvinder de underliggende psykologiske mekanismer i den centrale karakter til fordel for forcerede tilfældigheder i plottet og et standardønske om ikke at gøre hovedpersonen alt for moralsk ambivalent. Resultatet er en dramatisk thriller, der på overfladen bryster sig af at nuancere selvtægtsbegrebet, men som i bund og grund er bange for at konfrontere de mere ubehagelige aspekter af fænomenet.

Ericas transformation bliver hen ad vejen postuleret, primært gennem [i]voice over[/i], som hentes fra hendes belejlige radioprogram, hvor filmen kan sætte firkantede ord på karakterens indre tumult. At plottet tydeligvis er konstrueret for at få den ønskede effekt, ved f.eks. at lade Erica være eneste vidne til et mord i en kiosk, da hun lige har købt en pistol, og dermed gøre hendes efterfølgende afretning af gerningsmanden til rent selvforsvar, er piller man i længden har svært ved at sluge. Derudover bliver filmens sammenkædning af hende og Mercer endnu et postulat, der bare bidrager til opfattelsen af handlingen som én stor konstruktion.