Når øjne dræberSelv om Wes Craven har haft mere end en lillefinger med i spillet omkring manuskriptudviklingen, er det ikke garant for, at resultatet er vellykket. Det er fortsættelsen til sidste års genindspillede “The Hills Have Eyes” et strålende eksempel på, og således er nummer to i rækken blot et gudjammerligt forsøg på økonomisk vinding via den amerikanske populærindustris forretningsorienterede konceptpakker.

I sin struktur minder “The Hills Have Eyes 2” da også umådeligt meget om sin mere vellykkede forgænger – både i stil og handling. I denne ombæring er den hårdt ramte Carter-familie dog blevet erstattet af en flok rekrutter på øvelse, som uforvarende må se situationens alvor i øjnene, da de bevæger sig ind på atomprøvesprængningsområdet Sektor 16 i den golde ørken i New Mexico. At valget af karakterer denne gang er faldet på en hel deling uprøvede menige skal måske ses i lyset af, at der skal være nok så mange ofre at tage af, når nu de makabre dødsfald indfinder sig hvert femte minut, og filmen trods alt stiler mod at vare halvfems…

Ikke alle bliver dog ofret, for de muterede skabninger, der gemmer sig i områdets aldrende minegange, har intentioner om forplantning for at videreføre racen og sparer derfor i første omgang repræsentanterne af det feminine og fødedygtige køn. Meget symbolsk indledes “The Hills Have Eyes 2” med fødslen af det barn, der i forbindelse med en voldtægt blev undfanget i førsteudgaven. Men herved ophører al forbindelse til foregående gyserkonstellation også prompte, og det er – bortset fra de fysiske rammer og strukturen – svært at se, hvad de to film overhovedet har med hinanden at gøre.

Værst er karaktererne – den halve snes menige, der af vanvare futter forvirrede rundt i de faldefærdige minegange for at undgå de muterede skabningers drab og voldtægter, som vel mest af alt er en slags nemesis for de pinsler atomsprøvesprængningerne historisk set har afstedkommet de anormale individer. De urutinerede infanterister har et altovervejende fokus, men er samtidig leverandører af popsmarte og klichefyldte bemærkninger samt stereotype figurtegninger, der gør “The Hills Have Eyes 2” til lidt af en prøvelse. Befriende er det derfor, hver gang endnu en soldat må lade livet hos de fjendtlige horder af mutanter.

Mest nærliggende er det at sammenligne filmen med en fodboldkamp, hvor sidste fløjt synes så uendeligt langt væk. De fleste kampe om den lille runde vil dog rumme væsentligt mere gys, og genremæssigt er det da også problematisk at opfatte “The Hills Have Eyes 2” som ret meget andet end en ufrivilligt komisk firmaskovtur. Grænsen mellem gys og grin kan ofte være hårfin, og uhyggeligt er det i denne sammenhæng ikke – et faktum, som de smækre audiovisuelle kvaliteter trods alt ikke formår at dække over.

Flere af effekterne er bestemt velfungerende, alt imens det er både synd og skam at sige tilnærmelsesvis det samme om den tyndbenede historie, der ikke kan have taget Wes Craven mange minutter at formulere. En del af attraktionen ved sidste års genindspilning af “The Hills Have Eyes” var den latent lurende systemkritik, der på det tidspunkt syntes almengyldig. Denne gang har pengene talt deres helt tydelige sprog, og med den mulige fortsættelse, filmens døende minutter lægger op til, er der ikke noget, der tyder på, at meget ændrer sig i den henseende.

“The Hills Have Eyes 2” er skoleeksemplet på, hvorfor kunstneriske ambitioner og kapitalistiske ditto hyppigt kan være to helt uforenelige størrelser. Med mindre det ufrivilligt komiske ligefrem opsøges, har filmen intet som helst at byde på, allermindst en brugbar historie.

VideoTil gengæld er den prangende billedside et nærmere kig værd. “The Hills Have Eyes 2” fremstår i et anamorphic widescreen 2.35:1 format, der står knivskarpt og ikke afslører nævneværdige eksempler på støv, edge-enhancement eller andre digitale forstyrrelser. Farverne er tillige varme og kontrasten solid, alt imens udtværinger heller ikke indfinder sig. Endelig bør effektmageriet også nævnes, da skærmen – helt i stil med Mel Gibsons “Braveheart” – oversprøjtes med blod fra en infight mellem venner og fjender.

AudioOgså lydsiden viser lovende takter. De to engelsk- og ungarsksprogede Dolby Digital 5.1 lydspor hører til udgivelsens allerstørste forcer. Allerede fra første sekund gør netop denne insisterende opmærksom på sig selv, mens affyrede rekyler er genstand for eminente lydpanoreringer. Den effektfulde atmosfærelyd fortsætter filmen igennem og kommer også ud i alle kanaler, ligesom også dialogen går tydeligt igennem.

EkstramaterialeEkstramaterialet hører også til i den bedre ende af skalaen. Featuretterne “Mutant Attacks” og “Exploring the Hills: The Making of The Hills Have Eyes 2” går med udmærkede interview og dækbilleder bag om nærværende film. Mere interessevækkende er dog “Birth of a Graphic Novel”, der følger tilblivelsen af tegneseriehæftet “The Hills Have Eyes: The Beginning”, og “Fox Movie Channel Presents: Life After Film School with Wes Craven”, hvor tre filmstuderende får mulighed for at interviewe instruktøren. Mere ligegyldig er derimod “Gag Reel”, som læner sig op af det platte og “Deleted Scenes”. Men udmærket og alsidigt er det.