Instruktøren for det heleLigesom filmkollegaen Thomas Vinterberg har også dansk films [i]enfant terrible[/i], Lars von Trier, valgt at vende øjnene hjem mod Danmark i sin seneste produktion, den dansksprogede folkekomedie “Direktøren for det hele”, hvor manglen på kontrol og balancen mellem tragik og komik hører til de bærende elementer.
[image=20454]
Handlingen er såre simpel. Direktøren for en dansk it-virksomhed, Ravn (Peter Gantzler), har altid udgivet sig over for sine menige medarbejdere som jævn kollega på gulvet for at slippe for de eventuelle skrald, der måtte komme i kølvandet på gnidninger med netop de ansatte. Den pertentlige direktør barsler imidlertid med planer om at sælge virksomheden til en islandsk opkøber og hyrer derfor en skuespiller til at spille rollen som direktør under salgsforløbet, når den afgørende kontrakt skal forhandles på plads. Valget falder på den jobløse skuespiller og Gambini-fanatiker Kristoffer (Jens Albinus), der som nyslået direktør skifter navn til Svend Eckersberg.
Det er usandsynligt at støde på en von Trier-film, hvor konditioner ikke fylder lige så meget som selve handlingen, og “Direktøren for det hele” er da heller ingen undtagelse på det område. Således har den grænseoverskridende instruktør også denne gang et par overraskelser oppe i ærmet og deler på et metaplan vel også personlighed med hovedkarakterens forbillede, tryllekunstneren Gambini. Nu er det nok snarere et teknisk bravur-nummer, der gør arbejdet i denne ombæring, når kamerasystemet Automavision ganske enkelt filmer scenerne efter vilkårlig målestok og efter vilkårlig beskæring.
Det er der kommet en film baseret på utallige uskønne og mærkeligt beskårede optagelser ud af, og formålet med det projekt kan også anfægtes. I hvert fald bliver halve eller slet ingen ansigter i længden lettere frustrerende. Heldigvis er det ikke det væsentligste ved “Direktøren for det hele”, selv om det er instruktørens ydmyge forsøg på at fravige al kontrol over filmen. Afsigelsen af kontrol lykkes naturligvis ikke, og regler er nu også til for at blive brudt, hvorfor Triers fortællerstemme løbende kundgør filmens videre udvikling, iscenesætter, når der er brug for det, og i det hele taget leder og fordeler fra den medbragte lift, der kan være en henvisning til forbudet mod at bruge samme under indspilningen af filmskolefilmen “Befrielsesbilleder” (1982).
[image=20455]
De sjoveste komedier er ofte den slags, hvor latteren kan være en kærkommen befrielse for de ubehagelige oplevelser. Det forstår Trier på nuanceret vis at formidle i denne hans første deciderede komedie, hvor balancegangen mellem komik og tragik ofte er hårfin, men ikke desto mindre velbevandret. Alle eksistenser i “Direktøren for det hele” er en flok forvitrede, ensomme og sørgmodige skabninger, der har hver deres særheder. Gorm (Casper Christensen) har et iltert temperament, human ressource-løget Lise (Iben Hjejle) spreder ben for et godt ord, mens franske Jean-Marc Barrs sprogligt uforståelige Spencers rolle i arbejdsøjemed er sværere at tyde.
På samme måde, som von Trier overlader kamerastyringen til automatikken, overlader Ravn udadtil styringen med butikken til skuespilleren Kristoffer, der kaster sig over opgaven med sjældent set ildhu og evner ud i det improvisatoriske. Netop i denne lurende konflikt, hvor magtspillet bliver en kamp mellem den ægte og den fiktive direktør, mellem etik og moral, antænder filmen sit brændstof. Samtidig befinder skuespillerne sig godt, og det mærkes. Improvisationens kunst er tydeligvis en rettesnor, og især Kristoffers Jens Albinus brænder igennem på lærredet.
Efter instruktørens eget udsagn lever en komedie ikke uden de nødvendige vitamintilskud. “Direktøren for det hele” har tydeligvis været endnu en leg med mediet, hvor den danske folkekomedietradition får en tur igennem den trierske vridemaskine, og hvor handlingens særegne drejninger og komediens underliggende drama er de vitaminer, der skal til. Det er en befrielse af se Lars von Trier gebærde sig i mere lokale omgivelser efter mange år på filmens verdensscene. Selv om “Direktøren for det hele” ligner en auteurs tilbagelænede venstrehåndsarbejde, er det stadig med væsentligt højere bundniveau, end hvad de fleste danske komedier formår at præstere.
[image=20456]
Video”Direktøren for det hele” er udgivet i et anamorphic widescreen 1.85:1 format, der er alt andet end prangende. Filmen er i øvrigt sat sammen af den erfarne klipper Molly Steensgaard, der med von Triers Automavision-projekt formentligt har fået sin sag for. Udover de talløse modlysoptagelser er filmen præget af en del tilfælde af edge-enhancement, ligesom svingende farvetemperaturer synes at være reglen frem for undtagelsen, og kontrasten i grunden også kunne være bedre. Til gengæld står billedet forholdsvist skarpt, ligesom der ikke er eksempler på udtværing eller andre digitale forstyrrelser.
AudioLyden er ikke altid Lars von Triers stærkeste kort, og “Direktøren for det hele” er i hvert fald ingen undtagelse på det område. Et dansksproget Dolby Digital 2.0 lydspor, der primært udspringer fra fronthøjtalerne, gør det ud for den auditive side af sagen, og selv om dialogen ofte går ganske klart igennem, er det ikke en rettesnor. Dels er der også eksempler på det modsatte, og dels er atmosfærelyden uinteressant og umådeligt kedelig.
EkstramaterialeEkstramaterialet på denne udgivelse er veltilrettelagt og ikke uden en snert af den lunefulde trierske humor. Bedst er kortfilmen “Beskæftigelser”, der var del af fejringen af 60-året for Cannes Film Festival tidligere på året. Men også featuretten “Automavision”, der beskriver teknikken bag optagelserne til “Direktøren for det hele”, samt de tre interview-mockumentaries “Udlændingene for det hele”, “Skuespillerne for det hele” og “Instruktøren for det hele” bærer en vis prægnans. Endelig rummer udgivelsen en trailer for filmen i både dansk, italiensk og fransk tungemål, ligesom et slideshow med billeder går bag om optagelserne. Veloplagt og interessevækkende.
[image=20457]