Én på kassenMan må nærme sig et værk som “Til døden os skiller” med en vis æresfrygt og forundring: Hvordan kan så mange talentfulde mennesker dog på nogen måde producere en så gennemført mislykket, umorsom og forfejlet film? Thomas Vinterberg præsterede ganske vist en skuffelse med “En mand kommer hjem” fornyligt, men den var dog stadig langt hævet over den gedigne bundskraber, som “Til døden os skiller” er.

På papiret så udkastet måske meget lovende ud: En sort komedie om en mand, der får tæsk af sin frustrerede kone, og i den ånd kunne man måske også have fået noget fornuftigt ud af det. I dette tilfælde er det dog kun blevet til den rene elendighed.

Historien centrerer sig omkring Jan, verdens vel nok mest ynkelige vatpik af en undskyldning for sig selv, der får bank af den hjemmegående Bente. Hans eneste afløb for de indespærrede frustrationer får han ved at chikanere gæsterne på sverigesbåden, hvis restaurants regler han vogter over med en ildhu, der ville gøre Stalin grøn af misundelse. Jans chef får efterhånden nok af regelrytteriet og sender Jan i terapi, hvor han ved en fejl ender i en gruppe for mænd, der tæver deres koner. Her træffer han han de to automekanikere Rudy og Alf, og mødet med de to små-psykopater åbner nye muligheder for Jan, der drømmer om at få sin kone permanent fjernet.

“Til døden os skiller” er instrueret af Paprika Steen og har manuskript af Anders Thomas Jensen. Hvad ideen oprindeligt har været med filmen, kan man godt være i tvivl om – forudsat at der da overhovedet har været en. Som det er, virker den mest som et sammenrand af tiloversblevne elementer fra andre historier: Lidt folkekomedie, ægteskabsdrama, nogle klicheer om ulykkelige kunstnere, et par typiske Thomas Jensen bøller samt en bid opera for lydsporets skyld.

At blive slået gør naturligvis psykisk skade på enhver, men for en mand er slagene om muligt værre, eftersom en mand, der ikke kan forsvare sig, i endnu højere grad bliver social stigmatiseret. Vi ved, at de findes rundt om i verden, men det er fortsat tabu og belagt med en tone af, at det er de på en eller anden måde selv skyld i. Har filmens skabere haft en forestilling om, at de begik en god gerning ved at tage fat på et fortiet emne? Muligvis, men i stedet for oplysning har de blot bekræftet fordommene. Selve slagene ser vi aldrig, formodentlig fordi Steen og Thomas Jensen derved frygter, at vi vil miste al sympati for Bente, hvad der vel i og for sig også kun ville være rimeligt. Kan man forstille sig en munter komedie om en sympatisk mand, der tæver sin irriterende kone?

Som filmen snegler sig afsted tager handlingen diverse utroværdige twists frem og tilbage, som det imidlertid er umuligt at interessere sig for, eftersom alle filmens hovedpersoner er så usympatiske stereotyper, at man helst så dem omkomme. Tydeligt bliver det også, at filmens begrænsede ide på ingen måde kan strække sig til spillefilmslængde, og man mødes med scene på scene, der blot er gentagelser og repetitioner af de samme søvndyssende forviklinger. Sjældent har 88 minutter føltes som så langt tid.