Filmz
Freedom Writers

Freedom Writers

Medvirkende:

Hilary Swank, Imelda Staunton, Scott Glenn, Patrick Dempsey, Hunter Parrish, Mario, April L. Hernandez, Kristin Herrera, Jacklyn Ngan, Sergio Montalvo, Jason Finn, Deance Wyatt, Vanetta Smith, Gabriel Chavarria, Antonio García

Instruktør:

Richard LaGravenese

Filmlængde:

123 minutter

Genre:

Drama, Drama

Freedom Writers

Man ved, at man har set en særlig type film alt, alt for mange gange, når man trættes af bare at [i]nævne[/i], hvor hyppigt genren undfanger endnu et værk. Det er efterhånden svært at finde på noget nyt at sige om film, der beretter om ideologiske, heltemodige lærers himmelske indflydelse på kyniske elever, fordi de dybest set alle er skåret over samme læst. Man kunne have håbet, at den superbe “Half Nelson” ville have fået Hollywood til at indse, at genren havde nået sit naturlige endepunkt, men så heldige er vi altså ikke. Der er intet i den dybt konventionelle “Freedom Writers”, som man ikke har set før, men skuespillernes åbenlyse entusiasme sørger på mirakuløs vis for at gøre melodramaet engagerende.

[image=20464]

Hilary Swank spiller filmens ekstremt arbejdsomme, kærlige og hjælpsomme lærerinde, Erin Gruwell. Hun er netop blevet færdig med at studere og får til opgave at undervise en gruppe 15-årige elever (størstedelen af skuespillerne har dog tydeligvis rundet de 20). Alle er enten bandemedlemmer eller er blevet berørt af bandekrigene i og omkring Los Angeles anno 1994. Naturligvis er de unge, følelsesladede elever skeptiske over for Gruwells snak om fred og forsoning. Men da hun smækker Holocaust på skemaet og selv investerer i eksemplarer af Anne Franks dagbog til hver eneste elev, begynder de studerende at erfare, at de alle sammen har noget tilfælles, og at der muligvis er et alternativ til livet som pusher eller håndlanger.

Filmen er baseret på en autentisk historie, og virkelighedens Erin Gruwell fik sine elever til at skrive om deres hektiske dagligdag og samlede og udgav dernæst notaterne i bogform i 1999. Det er disse tekster, som filmen tager afsæt i. Men ligesom så mange andre polerede dramaer, der er baseret på sandfærdige beretninger, er “Freedom Writers” gennemsyret af manipulerende melodrama og ekstremt uplausible karakterer, som enten er ondskabsfulde fra isse til fodsål eller helgenagtige på linie med Moder Teresa. Og har man set “Dangerous Minds”, “Coach Carter”, “Stand and Deliver”, “Take the Lead” eller en af de utallige andre film om omtrent samme emne, så bliver man aldrig for alvor overrasket.

[image=20463]

Der er også så mange individuelle fortællinger og forskellige personer, at man sjældent identificerer sig med dem. Et sideplot omhandlende Erins forhold til sin mand, der føler sig forsømt, virker påklistret, selvom det er med til at fremhæve Erins engagement og glæde for sine elever. Hilary Swank er god som lærerinden, selvom hun ikke ligefrem får meget hjælp af det kedelige manuskript, der tegner hende som en typisk, firkantet heltinde. Men hun lever sig godt ind i rollen, og det samme gør resten af skuespillerne. Will.I.Am og Mark Ishams musik samt de mange velvalgte sange supplerer også filmen fornemt.

Selvom karaktererne synes at udvikle sig i et lidt ujævnt tempo, så er alle de unge medvirkende helt og aldeles suveræne. Mange af dem har man aldrig set før, men man kan kun håbe, at man kommer til at se dem igen, fordi det er de unge aktørers fortjeneste, at man aldrig keder sig og endda bliver rørt op til flere gange. “Freedom Writers” er ordinær, konventionel og forudsigelig. Men i få perioder formår den at bevæge og endda inspirere.

[image=20466]

VideoPræsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen format. Paramount har produceret endnu et glimrende transfer med yderst få skavanker. Farvegengivelsen er fænomenal – alt fra Swanks jakkes mange røde farvenuancer til skolens indbydende, grønne plæne vækker opsigt, og farveblødning optræder aldrig. Der er absolut ingen tilfælde af støj og snavs, og kontrasten er solid som beton. Kun yderst få scener fremstår en anelse uskarpe, og edge-enhancement optræder i få tilfælde.
AudioSkivens engelske Dolby Digital 5.1 lydspor er overraskende godt. Man havde ikke umiddelbart forestillet sig, at en film, som hovedsageligt foregår i et klasselokale, ville blive skænket et så aktivt mix, men under filmens åbningsscene farer en helikopter rundt fra højtaler til højtaler (og ligesom resten af sporets panoreringer virker denne naturlig), og igennem resten af filmen er kanalnetværket også dejlig aktivt, uden at man bombarderes af tankeløse effekter. Subwooferen er også aktiv og giver især de mange bombastiske hiphop numre ekstra punch, mens dialogen kommer krystalklart igennem via centerhøjtaleren.

[image=20461]

EkstramaterialeNår dvd’en er lagt i afspilleren, præsenteres man for trailere til “Transformers”, “Dreamgirls” og “Shooter”. Traileren til “Freedom Writers” er også på discen, og det samme er et forholdsvis omfattende billedgalleri.

Der er i alt tre featuretter: “Making a Dream” (5 min.), “Freedom Writers Family” (19 min.) og “Freedom Writers: The Story Behind the Story” (10 min.). Dokumentarerne er altså ikke særlig lange, men de er interessante. Man hører bl.a. den geniale rapper Common diskutere en sang, han og Black Eyed Peas frontfiguren Will.I.Am komponerede til filmen. Især skuespillerne leverer flere interessante kommentarer og anekdoter, og der er heldigvis ikke nogen overflod af kvalmende komplimenter. Man får også lov til at se virkelighedens Erin Gruwell møde Hilary Swank.

Der er også et kommentarspor med Swank og filmens Oscar-nominerede manuskriptforfatter/instruktør Richard LaGravenese. Begge er tydeligvis meget glade for filmen og har en stor interesse for emnet, så derfor er det lidt mærkeligt, at de holder mund igennem store dele af filmen, og derudover er der en del retorisk, ligegyldig sniksnak.

[image=20467]

Kort om filmen

Erin Gruwell ankommer til Wilson High School med de højeste idealer. Hun vil gerne gøre en forskel – især for de børn, der kommer fra de fattige kvarterer med problemer i familien. De mere erfarne lærere ryster på hovedet – man skal ikke have for høje forventninger til eleverne i klasse 203… dem der ikke kan undervises. Erin mødes med en mur af ligegyldighed. Eleverne vender hende ryggen – og vender indbyrdes hinanden ryggen i kliker defineret af race og bandetilhørsforhold. Det går op for Erin, at eleverne ikke forstår hende – og at hun heller ikke forstår dem. Da hun begynder at lytte til deres beretninger fra dele af Los Angeles, der nærmer sig borgerkrigslignende tilstande, sker der en forandring. Hun tager dem alvorligt, og langsomt, men sikkert begynder de at tro på, at de har en fremtid ud over at overleve. Og at den fremtid går gennem uddannelse.

Ads by MGDK