Den mørke undersideHold et silketørklæde op. Brænd et hul i det og se igennem hullet, til du selv falder igennem og ind i mønsteret på den anden side. Sådan lyder opfordringen i David Lynchs “Inland Empire”, og på den måde skal dette betagende værk betragtes. Det er et godt råd, for filmen er på sin vis en serie mønstre og motiver, der bliver gentaget, vredet og spejlet hen over lærredet i en svært fascinerende mosaik af skønhed, rædsel og galskab.

I “Inland Empire” følger vi Nikki Grace – en skuespillerinde, der står overfor et af sine livs største chancer, da hun bliver tilbudt hovedrollen i en kommende Hollywoodfilm instrueret af Kingsley Stewart, hvori hun skal spille overfor den berygtede forfører Devon Berk. En nabo (spillet med foruroligende perfektion af Graze Zabriskie) advarer hende dog om, at rollen er mere farlig, end Nikki tror, og at den involverer både mord og Nikkis mand.

Forudsigelserne viser sig til fulde at holde stik, og da filmsettet får besøg af en mystik fremmed, betror Stewart de urolige skuespillere, at filmen faktisk er en genindspilning af en aldrig færdiggjort polsk film, der fik et tragisk endeligt, da noget gik galt – noget inde i selve historien. Snart er der en forbudt romance undervejs, og Nikki får problemer med at adskille sig selv fra den person, hun spiller. Noget går atter galt, og pludselig er det som om, selve virkeligheden knækker, og fragmenterne flyver i alle retninger. Nikki bliver fanget i en serie tilsyneladende usammenhængende mareridtssekvenser, hvori kaniner besvarer telefonopkald, prostituerede synger 50’er-slagere, og historien springer frem og tilbage mellem Polen og Hollywood.

Anmeldere beskriver ofte en film som “unik og enestående”, selvom det er de færreste film, der til fulde kan leve op til betegnelsen. “Inland Empire” kan. Den er et værk, der ikke ligner noget som helst andet, men har sit helt eget udtryk. Lynch har optaget filmen med et lille digitalt og relativt billigt Sony PD-150, som han bruger med kolossal effekt (mange amatørfilmmagere vil utvivlsomt ønske sig et, efter at have set filmen). Med kameraet foretager han close-ups tætte nok til, at man næsten kan tælle næsehårene på skuespillerne. Filmens sære udseende giver den effekt, at selv en barbecue i solskin bliver foruroligende. Alt virker falskt og underligt hult.

“Inland Empire” ligner ved første øjekast “Mulholland Drive”, men ligesom kameraet her er tættere på, så er vi også dybere nede i kaninhullet. Det er en verden, hvor overflade og virkelighed er det samme. Hvor der ingen forskel er på skuespil og ægte følelser, og hvor de samme personer kan eksistere på forskellige steder og til forskellige tider. Handlingen er et labyrintisk mønster af forskellige billeder og sekvenser, man genkender fra andre kilder, men her er ordene løsrevet fra sætningerne, og vi må selv kæmpe for at skabe en form for orden i dem. På mange måder er “Inland Empire” Lynchs mest ambitiøse film, og blandt hans mest kompromisløse. Aldrig tidligere har han lavet en film, der i samme overbevisende grad beskriver og føles som et sammenbrud.

Undervejs bliver vi revet igennem filmens verden, mens vi udsættes for adskillige chok, nerverystende oplevelser og foruroligende billeder. “Inland Empire” er en mere skrækindjagende oplevelse end de fleste gysere, og adskillige syn vil sandsynligvis hjemsøge tilskueren længe efter, filmen er slut. Som filmens hovedperson er Laura Dern fantastisk. Hun leverer en fremragende mangefacettet præstation, uanset hvilken maske hun bærer. Det er en duperende bedrift, som det er svært at forestille nogen anden gøre hende kunsten efter.