Fornøjelig sci-fi med fantastisk HD-transferGanske vist er det sjældent, man støder på favorabel kritik af instruktøren Michael Bays spillefilm, men man kan ikke komme uden om, at de sølle syv film, han til dato har lavet, tilsammen har indtjent 14 mia. kroner på verdensplan. Bay ved altså, hvordan man hiver publikum i biffen og tjener kassen – også selvom de fleste af hans film er identiske på talrige leder og kanter.
[image=20262]
Forrige års “The Island” er fortsat Bays eneste regulære flop. I alle de uger, den kørte i de amerikanske biografer, tjente den færre penge, end mandens seneste megahit, “Transformers”, formåede på blot to dage. Synd og skam, fordi i modsætning til flere af mandens værker, er “The Island” ikke blot tålelig, men også ganske fornøjelig. Det kommer også som lidt af et chok, at filmen ikke er gennemsyret af idioti. Selvom filmens koncept ikke just er særegent (på et tidspunkt var der endda også snak om en potentiel plagieringsretssag), så præsenterer fortællingen om to menneskers flugt fra en tilsyneladende idyllisk fremtidskoloni et par fascinerende og tankevækkende problemstillinger.
Men som altid er Bays primære intention at underholde, og selvom historien indeholder færre twists end en brudevals, er der altså ikke ét eneste kedeligt minut på trods af, at filmen ikke har nogen god grund til at vare hele 136 af slagsen. To veliscenesatte biljagter godt og vel halvvejs igennem filmen er yderst festlige, og der er bestemt ikke blevet sparet på de sprudlende computereffekter, grandiose kulisser eller bedårende slowmotion-panoreringer. Den temperamentsfulde lydside og Steve Jablonskys pompøse musik supplerer også billedsiden fornemt.
[image=20260]
Ewan McGregor og Scarlett Johansson er heldigvis talentfulde nok til at få deres udhulede karakterer til at fremstå mildt interessante, og derfor bliver filmen også langt mere involverende. Steve Buscemi har derudover fået æren af at fyre filmens få brugbare vitser af, mens Sean Bean og Djimon Honsou er dejlig løsslupne som de centrale, snerrende antagonister, der jagter McGregor og Johansson for at forhindre sandheden om Beans uetiske, underjordiske fabrik i at slippe ud. Men selv garvede skuespillere som Bean og Honsou har svært ved at forhindre skurkene i at fremstå som andet end omvandrende klichéer, og takket været uforklarlig karakterudvikling under den kaotiske og åndssvage sidste akt ender de som omvandrende jokes.
Man kan sagtens argumentere for, at [i]product placement[/i] kan give en film et ekstra stænk af realisme, fordi vi i virkelighedens verden er omringet af alskens reklamer døgnet rundt. Men det bliver hurtigt distraherende, når næsten hver eneste drink, telefon og køretøj skal introduceres via et tæt nærbillede af produktets logo. Filmens juvenile humor er sjældent andet end pinlig og irriterende, men ligesom filmens andre skavanker kan man godt overse de talstærke platheder på baggrund af filmens få, men prisværdige styrker.
[image=20264]
VideoEfter at have nærstuderet adskillige HD-skiver på det seneste kan undertegnede bekræfte, at HD-DVD udgivelsen af “The Island” besidder et af markedets absolut bedste HD-transfers. Den gamle dvd-udgivelses transfer besad et attraktivt filmagtigt look og kun få skønhedsfejl. Men takket være HD-DVD’ens højere opløsning og ekstra diskplads (og garanteret også skivens mangel på pladskrævende ekstramateriale) overgår dette HD-transfer den gamle dvd-billedside i enhver henseende. Billedet står knivskarpt hele vejen igennem, og detaljerigdommen er overvældende. De bedste HD-transfers besidder en skarphed og dybde, der nærmest giver filmen et tredimensionelt udseende, og det er i høj grad gældende her.
Farvegengivelsen er umulig at kritisere. Alt fra den blege, blålige koloni til den orange, brillante ørken imponerer, og da kameraet flyver over det mørkeblå hav i starten af filmen, kan man nærmest føle vinden ruske i kroppen. Farvetemperaturen er stabil, og hudfarver fremstår immervæk korrekte på trods af Bays forkærlighed for mærkbar grading. Kontrasten er urokkelig – alt fra blæklignende sort til blændende hvid gengives perfekt, uden at detaljer går tabt i dunkle skygger eller overbelyste billedafkroge. Edge-enhancement, snavs, støj og udtværing optræder aldrig, og en beskeden mængde gryn får snarere billedsiden til at ligne friskproduceret celluloid end overpoleret digital video.
[image=20263]
AudioDiscen indeholder adskillige lydspor, men kun det engelske Dolby Digital Plus 5.1 lydspor er relevant for danske købere. Det er et glimrende spor, der er så rigt på detaljer, at det tager adskillige gensyn, før mixet er blevet helt fordøjet. Dialog, musik og effekter lyder alt sammen distinkt, og subwooferen er aggressiv uden at være anmassende. Panoreringerne virker så naturlige, at det føles som om, man har et hav af højtalere stående. Et Dolby TrueHD spor havde dog været et lækkert supplement, især fordi man af og til savner lidt mere punch og bund under filmens bombastiske actionsekvenser.
EkstramaterialeDer følger uheldigvis intet nyproduceret ekstramateriale med HD-DVD udgivelsen, hvilket er en skam, når man tænker på mediets potentiale. Der er kun inkluderet en kort og delvis interessant featurette, der varer sølle 15 minutter. Den omhandler primært filmens kulisser, effekter og stunts, og den præsenteres i almindelig Standard Definition opløsning.
[image=20261]