Et gennemsnitligt menneskeliv er fyldt med tærskler, der skal overskrides. Man skal lære at kravle, lære at gå, lære at tale, lære at legetøj ikke længere er fedt, og at godnathistorier hører fortiden til. Tak gud for, at verden har et kreativt naturtalent som Guillermo del Toro til rådighed, der med sit seneste værk, “Pans labyrint”, ikke blot har lavet en film, men samtidig uden brug af infantilt nonsens har givet os voksne filmseere en unik mulighed for at hidkalde det indre barn og fortabe os i et bedårende, fiktivt univers. Nøjagtig ligesom filmens 11-årige hovedperson, Ofelia, opsluges man fuldstændig af en opdigtet drømmeverden igennem de to timer, “Pans labyrint” varer.

“Pans labyrint” er dog langtfra en sødladen og uskyldig fortælling, som henvender sig lige så meget til voksne som til børn. Historien udspiller sig i midten af 40’erne i en spansk landsby få år efter afslutningen på nationens blodige borgerkrig. Landets nybagte diktator, Franco, har udstationeret en militærdelegation, der skal udradere en gruppe frihedskæmpere, som opholder sig i bjergene. Ofelia ankommer til militærets fæstning sammen med sin gravide mor, der snart skal føde den yderst brutale Kaptajn Vidals barn. Det er den kyniske omverdens brutalitet, der får Ofelia til at søge tilflugt i en øjensynligt selvopdigtet fantasiverden beboet af bl.a. fauner, feer og gigantiske frøer.

Del Toro lader det dog alligevel være op til den enkelte seer at vurdere, om Ofelias møde med en gigantisk, oldgammel faun og hendes efterfølgende eventyrlige eskapader er virkelighed eller indbildning. Uanset, hvad man vælger at tro, er der ingen tvivl om, at kun få film har skildret kontrasten mellem barndom og alderdom på så fornem vis. Filmen er brutal og dyster, men samtidig også fortryllende. Via to forskellige forløb beretter filmen om kampen mod det onde – både i form af nogle modstandsfolks fysiske kamp imod et glubsk, fascistisk diktatur og en lille piges kontrol over ondskaben, som hun opnår ved at manipulere den.

I modsætning til del Toros “The Devil’s Backbone”, som ligeledes indeholdt parallelle og delvist forskelligartede handlingsforløb, formår den mexicanske instruktør her uden problemer at balancere perfekt imellem alle historiens aspekter. Det er svært ikke at ærgre sig over manglen på flere scener omhandlende de mere overnaturlige elementer, men det skyldes ikke en mangelfuld drejebog – det er simpelthen, fordi filmmagerne har skabt en så attraktiv og henrivende verden, at man bare ikke kan få nok af den. Hvis fremtidige film af del Toro bliver lige så rig på dragende originalitet og geniale ideer, kan han meget vel ende med at få en plads i historiebøgerne ved siden af H.C. Andersen og J.R.R. Tolkien.

Effekterne supplerer filmen vældig godt, og dens troværdighed (og dermed også effektivitet) styrkes også kraftigt af det faktum, at man vitterligt kan se, at kreaturer som den forunderlige faun og den gyselige, kridthvide børneæder har været til stede under optagelserne og ikke er blevet skabt i et dunkelt lokale fyldt med computernørder og brummende datamater. Den efterhånden 13-årige Ivana Baquero er fornem som Ofelia, men det er smukke Maribel Verdú (uforglemmelig i “… Og din mor”), som spiller Ofelias barnepige, Mercedes, og Sergi López, der spiller en af nyere tids mest mindeværdige filmskurke, Kaptajn Vidal, der imponerer mest foran kameraet. Ligesom alt andet i dette mageløse mesterværk er de umulige at vende øjnene bort fra.

VideoPræsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen format. Filmens flotte, Oscar-belønnede billedside ser godt, om end ikke fantastisk ud på dvd. Farverne emmer af vitalitet, og kontrasten er for det meste solid. Billedet er skarpt, og det er overraskende, hvor tydelige selv objekter i horisonten ofte fremstår. Kun i få scener figurerer der lidt billedlig blødhed. Edge-enhancement optræder aldrig, og digital støj og snavs er heldigvis ligeledes fraværende. Udtværing er transferets eneste virkelig nævneværdige skavank, og uheldigvis hænder det i flere af filmens dystre scener og billedets mørke afkroge.

AudioDet spanske Dolby Digital 5.1 lydspor er imponerende. Filmens lyddesignere har kreeret en overdådig lydside spækket med herlige detaljer – det er især en nydelse at høre faunen bevæge sig. Især takket være de bevægelige feer er der næsten utallige effektive (og kun få ineffektive) panoreringer, og den spanske dialog, Javier Navarretes dybfølte musik og alle lydeffekter fremstår distinkt. Subwooferen mønstrer også en solid bund, og ingen af højtalerne truer med at overdøve de andre. Der er et DTS-logo på omslaget, men desværre intet DTS-lydspor på skiven.

EkstramaterialeDisc 1 indeholder kun et videoklip af få sekunders varighed med del Toro, som introducerer filmen. Resten af godterne befinder sig på disc 2. Featuretterne “The Power of Myth” (15 min.), “The Faun and the Fairies” (31 min.), “The Color and the Shape” (4 min.) og “Melody Echoes the Fairy Tale” (3 min.) er alle velproducerede og underholdende. De går tæt på bl.a. forarbejdet på filmen, selve optagelserne og tilblivelsen af de visuelle effekter. “Mercedes Lullaby” (2 min.) præsenterer os for en række produktionsbilleder, der understøttes af filmens mindeværdige musikalske tema.

“Director’s Notebook” (16 min.) er en dokumentar, som er delt op i syv dele. I disse gennemgår den altid sympatiske, velartikulerede del Toro flere af sine notater og tegninger til filmen – de er alle interessante, og enkelte har endda adskillige år på bagen. Man kan også studere fem udvalgte scener fra filmen, hvor storyboards og diverse tegninger kører sideløbende med endelige uddrag fra selve filmen. Filmens teaser er også inkluderet.