En New Yorker-historieQueens, Manhattan, Bronx og Brooklyn. Gang på gang har gaderne, og ikke mindst beboerne af New Yorks fem [i]boroughs[/i] – selv Staten Island har ageret lokation i en film eller to – tiltrukket sig opmærksomheden fra filmmagere. Og det har ofte været med [i]coming of age[/i]-historier på hjertet, at filmene har blandet ungdomsårenes overgangsritualer med de interne brydninger i kvartererne, begge dele påvirket af den konstante omskiftelighed, der betegner New York som by. I “A Guide to Recognizing Your Saints” er det musikeren og forfatteren Dito Montiels tur til at nedfælde sine levede oplevelser fra sin tid som ung i bydelen Queens.
[image=20046]
Robert Downey Jr. spiller filmudgaven af Dito Montiel, der med fortiden på slæb er på bodsrejse tilbage til det gamle nabolag. Som Dito nærmer sig sin rejses mål, i form af et klassisk faderopgør, bliver minderne fra fortiden mere og mere påtrængende og fortiden rulles ud med dertilhørende glemte følelser, drømme, og handlinger. I denne hukommelsesproces bliver kvarteret en ligeså vigtig medspiller som de personer, den unge Dito hang ud med. Det hele bliver bevidnet af kameraet, som Dito tilbringer en klassisk hed sommer i byen med venner og fjender, alt imens billedredigeringen intensiverer mindernes styrke for den voksne Dito.
Stilen er selvbevidst fra start. Den voksne Dito sidder i nutiden på en scene og filosoferer over de af hans venner, der vil dø, før hans historie er omme, mens den unge Dito i fortiden fortæller filmens publikum, at han i sidste ende vil forlade alle omkring sig. “A Guide to Recognizing Your Saints” låner betydeligt fra tidligere film i sin visuelle stil, hvor især Martin Scorseses New Yorker-historier skinner igennem i den ofte energiske redigering.
[image=20044]
Ikke alt det lånte fungerer lige godt. Det at lade unge mennesker fortælle om sig selv direkte til kameralinsen virker efterhånden som en lidt slidt kliché. Bedre går det med de idéer, der formår at visualisere hukommelsens tendens til både at romantisere og intensivere fortiden i ens hoved, samt de stilistiske træk i filmen, der understreger det subjektive i historien. “A Guide to Recognizing Your Saints” bliver i enkelte scener en spidsfindig illustration af, hvordan detaljer i ens minder kan vrikkes på plads med det formål at skabe en mere forståelig opfattelse af fortiden for dens nutidige beskuer.
Som instruktør har Monteil dog ikke kun et godt øje for billeder og atmosfære. Personinstruktionen af Downey Jr. og de andre skuespillere i filmen skaber en grad af naturlighed i deres præstationer, der lader en som tilskuer glide ind i kvarteret og personernes hverdag via den troværdige atmosfære. Shia LaBeouf kan opleves i pre-“Transformers” form som den unge udgave af Dito, og han bærer fint hovedrollen, mens resten af rollebesætningen er en vellykket blanding af solide karakterskuespillere og unge mere uprøvede kræfter.
[image=20045]