Kærlighedens filmklichéer i den prætentiøse vridemaskineOle Bornedal demonstrerede allerede med “Nattevagten”, hvordan man behændigt kunne gribe amerikanske genrefilm an fra en dansk vinkel, og for nyligt viste hans ferme børnegyser “Vikaren”, at vi herhjemme kan mønstre andet end håndholdt hverdagsrealisme. I “Kærlighed på film” er genrefilmen denne gang set fra et slags metaperspektiv i udstillingen af en række filmklichéer, dog inkorporeret i en pæredansk kærlighedshistorie. Her jokker Bornedal i spinaten, og resultatet er en i glimt spændende, men overordnet set frustrerende omgang celluloid-vælling.

Jonas (Anders W. Berthelsen) lever sammen med sin kone og sine to børn i en ganske middelmådig tilværelse. Ny lejlighed på Amager, snak om ny bil og sex om søndagen, når børnene ikke lige afbryder foretagendet. De har det godt sammen, men Jonas vil noget mere. Da han en dag er involveret i en bilulykke med den svenske pige Julia (Rebecka Hemse), som ender i koma på hospitalet, ændrer hans liv sig pludseligt. Han fascineres af pigen og tager ud for at besøge hende, men familien tror, han er hendes kæreste Sebastian (Nikolaj Lie Kaas), som hun åbenbart forlod på deres rejse i Vietnam. Jonas spiller med på legen, men pludselig er han fanget i rollen som Sebastian, og forelsker sig lige så stille i den sengeliggende Julia, der nu lider af hukommelsestab. Men er Jonas parat til at vende ryggen til sit gamle liv og forlade kone og børn? Vil Julia gennemskue hans løgn, og hvad blev der egentlig af Sebastian?

Historien er i og for sig hamrende banal, og Jonas’ indledende [i]voice over[/i] slår den prætentiøse fortællestil fast med syvtommersøm. En mand ligger blødende i regnen. En kvinde knæler desperat ved hans side. [i]Det her er en filmkliché[/i], synes Bornedal at ville fortælle os. En filmkliché, som han vil have, vi skal tage seriøst, viser det sig. Men det bliver ekstra svært, når manden er Anders W. Berthelsen, og den flæbende kvinde er Charlotte Fich. Forsøget på at sammensvejse Hollywood-dramaets storladne følelsesregister med det danske småborgerlige hverdagsmenneske ender op som grotesk og skurrende forcering af modsatrettede elementer. På en måde er historien skåret over dogme-film som “Elsker dig for evigt”, der møder amerikanske ‘kærligheden-venter-hvor–du-mindst-venter-det’ banaliteter a la “Mens du sov”, men Bornedal synes alligevel ikke rigtigt at kunne beslutte sig for, om han vil grine af sine karakterer eller græde med dem.

De opstyltede klichéer, som finder sted under Metrobanen på Amager eller på indkøb i Føtex passer ikke ind i den hverdagsrealisme, som det danske drama de sidste ti år har skildret et utal af gange. Hvor Bornedal før har gjort den amerikanske genrefilm til noget mere ved at benytte et særligt dansk fokus, som f.eks. genfortolkningen af gysergenren i “Nattevagten”, så hænger konventionerne anderledes og flagrer i “Kærlighed på film”. Bevares, den indeholder en del effektfulde scener, hvilket primært tilfalder fotografen Dan Laustens lækre billeder og lyddesignets fantasifulde improvisationer, men som helhed er det en film, der ikke kan bære sine egne ambitioner.

Hvad Christoffer Boe gjorde både smagfuldt og poetisk med “Reconstruction”, i dens leg med filmen som fortælling og kærligheden som konstruktion, virker slet ikke for Bornedal. Dette skyldes i høj grad også, at den centrale kærlighedshistorie mellem Jonas og Julia fuldstændig mangler kemi, integritet og to personer, man gider interessere sig for. Både Berthelsen og Hemse er uinteressante, og tilfører ikke deres karakterer meget mere end en snigende frustration fra tilskuerens side. Kun Dejan Cukic liver op i det håbløse skuespillerlandskab med en rolle, man rent faktisk orker at lytte til. Og Nikolaj Lie Kaas, som også supplerer det ellers manglende nærvær, er desværre kun med til slut, hvor det sigende nok begynder at bliver spændende.