Bourne er tilbage!Med filmatiseringen af Robert Ludlums bogtrilogi om agenten med hukommelsestab, Jason Bourne, lykkedes det faktisk Hollywood efter årtusindskiftet at give nyt liv til actionfilmen, som ellers var blevet en lettere træg affære og havde måtte vige for CGI-holdige tegneseriefilmatiseringer og fantasy-film. Med Bourne som en anderledes menneskelig actionhelt var der pludselig noget at komme efter og identificere sig med, uden at der dog var slækket på spændingen eller de hæsblæsende actionscener. Med “The Bourne Ultimatum” afrunder Paul Greengrass filmtrilogien på fornem vis, og får samlet op på alle de løse tråde, men man undgår ikke at tillægge serien en anelse metaltræthed efterhånden.

Filmen blænder op, hvor den forrige sluttede. Jason Bourne (Matt Damon) flygter fra Rusland, men fortiden vil ikke sådan bare slippe taget. En engelsk journalist får nys om Treadstone-projektet, som Bourne var en brik i, og dette tvinger agenten tilbage for at konfrontere CIA. De tror til gengæld, at Bourne er journalistens hemmelige kilde, og den nye [i]task force[/i]-leder, Noah Vosen (David Strathairn), skyr ingen midler for at komme ham til livs. Bourne forsøger dog også selv at finde ud af, hvem der lækkede de prekære oplysninger, for denne kan muligvis sætte ham i forbindelse med hans sande fortid og forklare, hvad hans genkommende [i]flashbacks[/i] betyder. Hvem der er jæger, og hvem der er bytte, vil kun tiden vise, men én ting er sikkert: Bourne er tilbage, og denne gang er han fuldt besluttet på at slutte spillet!

“The Bourne Ultimatum” lægger sig stilistisk op ad de to forrige film, men det er dog tydeligt, at Paul Greengrass er bag roret, for hans forkærlighed for det håndholdte, rystende kamera, kombineret med et heftigt klippetempo – særligt i de mange actionsekvenser – er ikke til at tage fejl af. Fotografen Oliver Wood, som stod bag kameraet på både “The Bourne Identity” og “Bourne Duellen” har en sikker sans for at fange det naturlige i billederne, samtidig med at han får rig mulighed for at lege med det visuelle sprog. Netop billedsiden ligger godt til den rå og dog menneskelige historie, der, selvom den når hele Europa rundt på eksotisk manér, stadig finder fodfæste i en realisme, der gør filmserien anderledes unik.

Omvendt synes det dog som om, at historien om Jason Bourne nu heller ikke har mere kraft til at kunne fortsættes. På trods af, at “The Bourne Ultimatum” er yderst behændig til at samle op på de to forrige film og således binde det hele an til en større helhed – ved f.eks. at lave adskillige scener der spejler historiens tidligere forløb – så virker det som om, at dramaet i sidste ende får åndenød. Garnet er spundet, Bourne-karakteren kan ikke presses yderligere, selvom han denne gang skal konfrontere sin skaber (en Frankenstein-allegori, der utilsigtet vækker lidt for mange minder om “X-Men 2”), og de mange spejlinger kan godt give fornemmelsen af, at man har set det meste før.

Men actionen er stadig lige i øjet, selvom de mange jagt-sekvenser måske bliver en anelse for lange, og Matt Damon giver igen hovedpersonen en troværdighed, der gør, at vi har lyst til at følge ham til den bitre ende. Omkring ham er det tunge skyts linet op i form af et hold gode skuespillere, der tæller både Joan Allen, David Strathairn, Albert Finney og Scott Glenn, og det gør ikke spektaklet mindre seværdigt.