Filmz
The Lookout

Lookout, The

Medvirkende:

Carla Gugino, Alex Borstein, Isla Fisher, Joseph Gordon-Levitt, Bruce McGill, Jeff Daniels, Alberta Watson, Morgan Kelly, David Huband, Tinsel Korey, Matthew Goode, Sergio Di Zio, Laura Vandervoort, Greg Dunham, Aaron Berg

Instruktør:

Scott Frank

Filmlængde:

99 minutter

Genre:

Drama, Drama, Thriller, Thriller

The Lookout

Manuskriptforfatteren Scott Frank (“Out of Sight”, “Get Shorty”) debuterer som instruktør med “The Lookout,” og resultatet er en film, der på trods af at have en ganske ordinær kriminalfortælling som ramme, alligevel formår at hive et par stik hjem takket være velskrevne karakterer, dygtigt skuespil, og en ikke helt ueffen visuel stil, der fænger sine steder.

[image=19930]

Filmens plot følger en i og for sig ganske forudsigelig rute, hvor den unge High School-studerende Chris Pratt starter ud med at have det hele: talent indenfor sport, mange venner, en rig familie, og i det hele taget en ganske lys fremtid. Men en fatal bilulykke slynger i stedet Chris ud i en depressiv malstrøm. Et alvorligt mentalt handicap efterlader ham med ar på krop og sjæl, og uden chancen for at få et ordentligt job ender han som rengøringsmand i den lokale bank. Fra dette nulpunkt følger man Chris’ hverdag, hvor han er tvunget til at skrive alt ned, før hans handlinger kan give mening for ham. Den grundige introduktion og velfunderede personkarakteristik, der leveres i filmens indledende faser, kan måske føles tung, men når handlingen drejer over mod et mere dramatisk territorium i form af et planlagt røveri af banken, hvor Chris arbejder, føler man desto mere med Chris i hans prøvelser.

[image=19931]

Scott Frank viser, at han som manuskriptforfatter magter at skabe unikke og interessante karakterer også uden at have et oplæg af Elmore Leonard at støtte sig op ad. Filmen hviler i store dele netop på personbeskrivelsen af specielt Chris og den sindssump, han er fanget i efter ulykken, og selvom filmen i perioder benytter sig af den spænding, der følger med planlægningen af bankrøveriet, så er det mere i sekvenserne, der behandler Chris’ indre turbulente verden, som virker mest vedkommende. Røveriet bliver til en kulørt overflade, der bruges til at fortælle beretningen om, hvordan dramatiske øjeblikke kan vende op og ned på ens liv på godt og ondt, og i nærstudiet af Chris’ depression og hungren efter et normalt liv kommer man helt ind under huden på den unge mand.

Det siger sig selv, at en sådan rolle kræver en kompetent skuespiller, hvis ikke den skal ende i en kliché. Men Joseph Gorden Levitt leverer heldigvis endnu engang en troværdig præstation som den forpinte Chris. Med bærende roller i film som “Mysterious Skin” og “Brick” indenfor de seneste år, må Levitt siges at være en af de mere interessante skuespillere fra den yngre generation, som det er værd at holde øje med. Hans præstation i rollen som Chris fanger en som tilskuer stille og roligt, som nuancerne af hans personlighed afsløres.

[image=19932]

Kort om filmen

Bankkuppet er gået forfærdelig galt. Chris’ fremtid er på spil. Hans bedste vens liv hænger i en tynd tråd. Og pigen, han troede elskede ham, var blot en lokkedue. Det ville være forfærdelige odds for enhver, men er det i endnu højere grad for Chris. For få år siden var han hele byens sportshelt, havde en smuk kæreste, velstående forældre og en strålende fremtid for sig. Lige indtil har kom ud for en ulykke og fik en hjerneskade. Chris har store huller i sin hukommelse, og helt dagligdags ting bliver uoverstigelige problemer. Karrieren er skrumpet til at vaske gulvet i banken om natten. Ingen interesserer sig mere for Chris – indtil Gary dukker op. For ham er natpedellen nøglen til det helt store kup, så han interesserer sig meget for Chris og introducerer ham endda for en ny kæreste… Og så bryder Helvede løs.

Ads by MGDK