Stilsikker thriller med Hopkins og Gosling i frontAlle mennesker har et punkt, hvor de kan knækkes, selvom det ikke altid er lige synligt. Selv den mest hårdføre person har udsatte steder – tænk bare på myten om Akilleus. Dette synes at være grundtanken i Gregory Hoblits fermt sammenstrikkede thriller, der på trods af sin veloplagte legen med plottets udfald og gode skuespillerpræstationer måske nok er lidt for stringent i sin ærbødighed overfor genren. Men helt gennemskuelig bliver den aldrig, og underholdningen er sikkert indlejret i alle filmens delelementer.

Ingeniøren Ted Crawford (Anthony Hopkins) anklages for at have skudt sin egen kone, der havde en affære. Den unge og ambitiøse [i]hotshot[/i]-advokat Willy Beachum (Ryan Gosling) får tildelt sagen og tror, at det er en [i]slam dunk[/i]. Alt peger i retningen af Crawford. Det viser sig dog, at han er mere udspekuleret end først antaget, for pludselig står politiet og mangler mordvåbenet, og uden det kan Crawford ikke dømmes. Beachum er nu i den situation, at han må vælge mellem at grave dybere i sagen, som ikke længere er lige til, eller at sigte mod sit nye job hos et succesfuldt advokatfirma, hvor bl.a. den smukke kollega Nikki Gardner (Rosamund Pike) kan hjælpe ham med at komme til tops – hvis ellers han er villig til at slække på sin moral. Snart er rollerne byttet om, og Beachum må sande, at Crawford er en uhyggeligt skruppelløs modstander, der ikke sådan lader sig slå ud.

Instruktøren Gregory Hoblit debuterede i 1996 med den veltænkte thriller “Primal Fear”, der blev Edward Nortons gennembrud. Der er mange lighedspunkter mellem “Primal Fear” og “Fracture” ud over det åbenlyse retsals-plot, men hvor den førstnævnte primært var centreret omkring retsalen, så lykkes det “Fracture” at lade det meste af spændingen foregå udenfor domslokalet.

I de to altafgørende hovedroller har Hoplit fundet et solidt match mellem Anthony Hopkins og Ryan Gosling, der begge går til den med stort engagement og synligt overskud. Det klæder Hopkins at prøve kræfter med en decideret skurkerolle, for selvom ikonet Hannibal Lecter spøger i krogene, så er Crawford anderledes sociopatisk i sit afskyvækkende overmod, der helt er drænet for enhver form for identifikation fra tilskuerens side. Hannibal kunne man ikke undgå at holde med i hans (overdrevne) intellektuelle vid og sylespidse sarkasme, men Crawford-karakteren er en uhyggelig menneskelig psykopat, der ikke påkalder sig nogen sympati.

Ryan Gosling har en ungdommelig charme, hvilken han formår at anvende til både det komiske – som når den selvsikre Beachum forsøger at begå sig blandt de rige, trods sin åbenlyse proletar-herkomst – og det seriøse og næsten intenst autoritære. Bedst er scenerne dog i filmens første halvdel, særligt det første møde mellem Beachum og Crawford, hvor de skarpe bemærkninger flyver som perfekt servede bolde gennem luften.

Plottet er måske nok en anelse ordinært, trods forsøget på at hive hovedkarakterens sjælekvaler ind i form af valget mellem ‘folket’ (den konkrete sag og de mennesker den har berørt) eller ‘pengene’ (de rige og succesfulde advokater, der lokker fra det store firma) – for Beachums vedkommende et spørgsmål om, hvor hans moral befinder sig. En konstruktion ikke ulig Keanu Reeves’ kvaler i “Djævelens advokat”, men her dog mere nede på jorden, trods enkelte kiksede forsøg på at indskyde en klæg morale om, at magt korrumperer.