[i]Half Nelson[/i] er en betegnelse for et særligt greb inden for brydning, som holder modstanderen fastlåst uden umiddelbar mulighed for at flygte. I en sådan situation befinder den unge lærer Dan Dunne (Ryan Gosling) og hans elev Drey (Shareeka Epps) sig i i “Half Nelson” – en film, som umiddelbart ligner endnu en anonym og moralprædikende sødsuppehistorie om en underviser, som via snak, dans eller sang inspirerer sine elever til at droppe volden, omfavne hinanden og demonstrere deres enorme potentiale. Men der er ingen klicheer i syne i denne både nedtrykkende og opløftende beretning om to vidt forskellige sjæle, som på trods af opvækst, alder, køn og hudfarve forsøger at hjælpe hinanden med at overkomme dagligdagens tærende trængsler.

Med al respekt for Forest Whitakers overvældende og Oscar-belønnede præstation i “The Last King of Scotland”, så er Ryan Goslings (blot Oscar-[i]nominerede[/i]) indsats her i “Half Nelson” vitterligt mere imponerende. Hvor karakteren Idi Amin var så vanvittig og pompøs, at Whitaker havde rig mulighed for at overspille uden at virke åndssvag, har Gosling haft en langt vanskeligere opgave. Det er ofte udelukkende op til Goslings kropssprog og især hans øjne at fortælle, hvad Dunne tænker og føler. Han er så troværdig, at det ikke ville overraske, hvis Gosling bekendtgjorde, at han supplerede sin skuespilleruddannelse med mangeårigt skolevikararbejde.

Med mindre Gosling træffer en lang række katastrofale karrierevalg de næste par år, vil offentligheden garanteret give den 26-årige herres voksende fanskare ret i, at manden er sin generations mest talentfulde skuespiller. Og både filmens billed- og lydside går derudover perfekt i spænd med Goslings præstation. Brugen af håndholdt kamera, de upolerede kulisser og det diskrete klippearbejde giver filmen et forfriskende dokumentarisk præg. Filmen emmer af autenticitet, og alt fra lærerne og børnene til klasselokalerne og Dunnes minimalistiske lejlighed føles simpelthen ægte. Hvor er det herligt at blive fuldstændig opslugt af et drama, der aldrig tyer til opblæst musik, påklistrede slow-motion skud eller malplacerede, falskklingende replikker. Bravo.

Og Gosling er i øvrigt ikke den eneste skuespiller, som får lejlighed til at brillere. Shareeka Epps er fantastisk som den 13-årige Drey. Den begavede unge skuespiller mønstrer akkurat ligesom Gosling en underspillet kraftpræstation, som lover godt for Epps’ fremtidige karriere. “Half Nelson” er blot den anden film, Epps medvirker i, hvilket man bestemt ikke skulle tro, når man ser hende spille overfor en skikkelse som Gosling uden at udvise synlige tegn på nervøsitet. I scenen, hvor hun fanger Dunne i at bruge narkotika, er hun først og fremmest chokeret, dernæst flov og til sidst nærmest omsorgsfuld, og hun formår let og elegant at håndtere overgangene. Gosling lægger bolden perfekt op til Epps, og hun sørger selv for at serve den hjem.

Dunnes søgen efter sjælefred, der besværliggøres af hans stofmisbrug, udgør en af nyere tids mest vedkommende og bevægende filmoplevelser. Men på trods af karakterens personlige problemer og flittige brug af euforiserende stoffer er Dunne, takket være Gosling og den lovende instruktør Ryan Fleck, blevet en så engagerende og inspirerende skikkelse, at de danske seminarer, som efter sigende har store problemer med at tiltrække studerende disse dage, bør overveje at bruge filmen som markedsføring. Man kunne bruge uendelig mange siders tekst på bare at dissekere Goslings fremragende præstation, som ville have fået verdensomspændende omtale, hvis det ikke havde været fordi, at “Half Nelson” blev produceret for nærmest ingen penge og markedsført for endnu færre.