Filmz
Simpsons Movie, The

The Simpsons Movie

Medvirkende:

Dan Castellaneta, Julie Kavner, Nancy Cartwright, Yeardley Smith, Hank Azaria, Harry Shearer, Kelsey Grammer, Maile Flanagan, Pamela Hayden, Marcia Wallace, Joe Mantegna, Tom Hanks, Billie Joe Armstrong, Tre Cool, Tress MacNeille, Albert Brooks, Russi Taylor, Karl Wiedergott, Maggie Roswell, Philip Rosenthal

Instruktør:

David Silverman

Filmlængde:

87 minutter

Genre:

Komedie, Tegnefilm, Animation

Simpsons Movie, The

Omsider har familien Simpson krydset broen mellem stuernes flimmerkasser og biografernes store, hvide lærreder. Det er en rejse, der har været længe undervejs, men baseret på slutresultatet, “The Simpsons Movie”, har man alligevel haft for meget tryk på speederen og taget for få stop undervejs til at nærstudere terrænet (læs: manuskriptet).

[image=19726]

Oprindeligt var der tale om at runde hele Simpsons-sagaen af med spillefilmen, men seriens 19. sæson begynder på amerikansk tv til oktober, så en kulturelt betydningsfuld begivenhed er der altså ikke tale om. Fair nok. Hvorfor dog også trække stikket ud på én af tv-historiens allerstørste succeser, når nu der stadigvæk er penge i skidtet og flere historier at fortælle? Men selvom det givetvis havde været alt for meget at forlange en skelsættende og direkte uforglemmelig filmoplevelse, så virker “The Simpsons Movie” uheldigvis som en overilet og banal eftertanke.

En kliché, som ofte benyttes i diskussioner om produktioner, der tager udgangspunkt i tv-serier, lyder således: filmene virker egentlig blot som lange tv-episoder… Således er det med “The Simpsons Movie”. Javist, der er adskillige billeder og komplette sekvenser i filmen, som visuelt og auditivt overgår alt, hvad tv-serien tidligere har mønstret. Det endelige klimaks er også vidunderligt storladent og fortjener at blive set på så stort et lærred som muligt. Men bortset fra filmens betagende billedside og naturligvis den længere spilletid, er der intet ved “The Simpsons Movie”, der får den til at adskille sig fra tv-serien. Efter næsten 20 sæsoner og 400 afsnit er mere af det samme ikke helt godt nok.

[image=19728]

Især fans, der har fulgt Homer, Marge, Bart, Lisa, Maggie og deres talløse fjender og venner gennem tykt og tyndt i 18 år, må virkelig klø hovedbunden og stirre undrende på billettens indkøbspris. Og når nu danske tv-kanaler ynder at transmittere serien døgnet rundt, er spørgsmålet, om man ikke lige så godt kan spare pengene på transport og billet og i stedet bare hænge ud på sofaen foran fjernsynet? Naturligvis vil mange vælge at tage i biografen, og i skrivende stund hitter filmen ikke uventet i USA. Seriens skaber, Matt Groening, og hans hædrede kollegaer fortjener da også mindst prisen for én biografbillet som tak for alle de helbredende latteranfald og glædelige stunder, som de har skænket millioner af seere i hele tre forskellige årtier.

Det er naturligvis også netop fordi, Groening og talrige geniale forfattere (deriblandt folk som Conan O’Brien og Brad Bird) har produceret talrige mageløse episoder, der i allerhøjeste grad har revolutioneret tv-markedet, at man skuffes over den forbavsende overfladiske og uinspirerede film. Selvfølgelig er der et par glimrende momenter – især en reference til FOX’ marketingsvanvid, Homers opgør med en nedbrydningskugle og en scene, hvor en næsten identisk kopi af familien optræder, morer kosteligt. Men især efter filmens første forrygende kvarter daler kvaliteten af vitserne, og under anden halvdel fremkalder “The Simpsons Movie” sjældent andet end lavmælt kluklatter.

[image=19724]

Kort om filmen

Homer kommer til at forurene Springfields lokale sø med affald ved et “uheld”. Dette er startskudet til den største miljøkatastrofe nogensinde, og myndighederne, anført af præsident Schwarzenegger, planlægger at isolere byen, og lade som om den aldrig har eksisteret. Byens borgere er naturligvis ikke så glade for Homer efter dette, og han må ud på en stor rejse, for at rense sig selv, og forhåbentlig søen.

Ads by MGDK