Hitchcock i teenage-indpakningDet er blevet (og har måske altid været) yndet praksis i Hollywood at genindspille sikre succeser og gamle klassikere, når der er lavvande i idébanken – med skiftende held, må man tilføje. Men måske er næste skridt på denne plyndring af gode historier, det man kan kalde for ‘nyfortolkninger’: genbrug af kendte film, men i en ny opdateret form. En sådan strategi må i hvert fald siges at være baggrunden for “Disturbia”, som finder arvesølvet frem i form af Hitchcocks udødelige klassiker “Skjulte øjne” og oppudser den til en ungdommelig finish anno 2007. Umiddelbart slipper instruktøren D. J. Caruso ganske forfriskende afsted med dette helligbrøde, men han falder desværre for fristelsen til at skyde sit eget oplæg i sænk med forudsigeligheder, der truer med en søvngængers monotoni hen mod slutningen.

Den unge Kale (Shia LaBeouf), kommer ud for en tragisk begivenhed og kommer efterfølgende til at slå sin lærer, da denne provokerer ham. Han dømmes for vold, men får lov til at afsone straffen i hjemmet under ‘husarrest’ i form af en elektronisk fodlænke, der forbyder ham at bevæge sig mere end 30 meter fra sit hus. I kedsomhed over at være bundet til sine egne fire vægge, begynder Kale at iagttage gadens beboere omkring ham fra sit værelse, udstyret med en kikkert. Således får han bl.a. øje på Ashley (Sarah Roemer), datter til de nyindflyttede naboer. Men han begynder pludselig også at få mistanke til, at hans anden nabo, Mr. Turner (David Morse), rent faktisk er den morder, der har huseret i området, og som har slået adskillige piger ihjel. Spørgsmålet er bare, om Kales kedsomhed har forvandlet sig til overdreven paranoia, eller om han faktisk har ret i sine bange antagelser.

I Hitchcocks mesterlige thriller var James Stewarts fotograf lænket til en rullestol i sin lejlighed og overværede fra sin telelinse (muligvis) et mord i lejligheden overfor. I “Disturbia” er hovedpersonerne teenagere og handlingen er flyttet til forstædernes (surburbia) påtagede idyl. Og som vi efterhånden ved fra utallige film, der har dissekeret ‘suburbia’ (tænk bare på “Blue Velvet”, “American Beauty” og “Edward Saksehånd”, for at nævne nogle af de mere skarpe), så dækker pænheden over indestængte frustrationer og farligere understrømme. Dette bliver også en præmis hos Carusos forsøg på at gå [i]the Master of Suspese[/i] i bedene, tilsat lidt voyeurisme, men påstanden sløves desværre en del, da instruktøren har mere travlt med at inkorporere thrillerens elementer efter alle kunstens regler.

Det bliver simpelthen for anstrengt i filmens anden halvdel, hvor plottet i al dets forudsigelighed synes at køre på autopilot gennem den nøje tilrettelagte, men også alt for velkendte bane. Selv biografgængere, som ikke har set “Skjulte øjne”, vil hurtigt kunne forudsige handlingens næste træk, for den er skåret over en læst, vi har stiftet bekendtskab med så mange gange efterhånden.

Så går det meget bedre i filmens første halvdel, hvor vi møder Kale, der i Shia LaBeoufs (senest set i “Transformers”) skikkelse bliver en ganske spændende karakter i alt sin uforløste ambivalens og ungdomssløvsind. Især i scenerne mellem ham og moren (Carrie-Anne Moss), får han virkelig lov til at skinne, og får handlingen til at virke frisk, naturlig og på kant med klichéerne. LaBeouf tilfører sin karakter både humor og bevægende træk. I sin kærlighedserklæring til Ashley går det dog knap så godt (med en scene næsten planket fra “The Fisher King” mellem Robin Williams og Amanda Plummer), og denne føles kluntet og [i]cheesy[/i]. At David Morse ikke blot (igen) må tage til takke med psykopat-rollen, men også den endimensionale af slagsen, er endnu en forspildt chance, der heller ikke tilfører filmen det tiltrængte friske pust.