En ualmindelig mandMan har i de seneste år foretaget en del undersøgelser, der har bevist, at folk i højere ledende stillinger er psykopater. Resultater, der ud i det ekstreme bliver udpenslet i den spændende men samtidig bizarre film “Mr. Brooks”. Kevin Costner spiller en forskruet seriemorder, der er afhængig af at dræbe, men som udadtil fremstår som en populær og succesrig direktør, Mr. Brooks, der bader i succes. Han lever i et lykkeligt ægteskab, er velanset og højt respekteret i sine omgivelser og sidst men ikke mindst, er han lige blevet kåret til “Man of the Year”. Kort sagt bliver Mr. Brooks betragtet som det perfekte menneske.

Omgivelserne er dog ikke klar over, at Mr. Brooks dagligt lever med en afhængig trang til at dræbe. Som en anden psykopat består Mr. Brooks af to personligheder. På yderfladen er han et filosofisk, veltalende og fornuftigt menneske, der konstant kæmper med sit alter ego, Marshall (William Hurt) – en indre djævel, som besidder trangen til at begå det ene mord efter det andet, og lokker for at få Mr. Brooks til at gøre det. Efter at Mr. Brooks har holdt trangen til at dræbe nede i to år, kan han ikke længere stå for fristelsen, og begiver sig ud på et nyt blodtogt. Efterfølgende bliver han kontaktet af amatørfotografen Mr. Smith (Dane Cook). Mr. Smith har fanget Mr. Brooks på kamera, og vil nu afpresse ham for noget lidt ud over det sædvanlige – han vil overvære det næste mord, som Mr. Brooks begår. Samtidig går den kvindelige politibetjent Tracy Atwood (Demi Moore) i gang med at efterforske Mr. Brooks’ seneste mord. En undersøgelse, der ikke er særlig belejlig for Mr. Brooks, som i forvejen har en fotograf på slæb.

“Mr. Brooks” fremhæver sig fra andre thrillere ved at grave et stykke længere ned i psykopatens sind. Derfor ser vi aldrig, at han taler direkte med sig selv. Han taler for sig selv, når han gang på gang beder gud om tilgivelse, for de synder han har begået, men han taler aldrig med sig selv. Til dette har han Marshall. Vi er altså ikke vidne til diverse stemmer i Mr. Brooks’ hoved men til direkte samtaler imellem Mr. Brooks og Marshall, der står side om side, og som finder sted, uanset om der er andre til stede eller ej.

William Hurt er formidabel som den onde Marshall, og man må med hans præstation stille sig uforstående overfor, at den mand ikke har haft flere roller som den onde, end det er tilfældet. Hurt som den grusomme del af Mr. Brooks er så velgennemført, at det får hans rolle i “A History of Violence” til at minde om en uskyldig skoledreng. Stemmeføringen, latteren og det onde blik skaber den mørke side af Mr. Brooks på bedst mulig vis.

Hurt er ikke den eneste, der leverer en nævneværdig præstation. Også Dane Cook optræder fremragende som amatørfotografen Mr. Smith. Langsomt skifter han fra at være selvsikker og lettere arrogant til at være ond og i en form for sindssyge. Især det sidste er imponerende, da Dane Cook i den grad formår at fremstille sin karakter som værende sindssyg. Det kommer så langt, at man på et tidspunkt begynder at sidde og spekulere på, om Mr. Smith rent faktisk er mere syg end Mr. Brooks, når man ser, hvordan Mr. Smiths lyst til at se folk blive slået ihjel lyser ud af ham. På intet tidspunkt i sin sindssyge tilstand viser Mr. Smith bare den mindste form for empati for verden og menneskerne omkring ham. Denne bizarre situation er ikke den eneste, som filmen byder på. Særlig nævneværdigt er det, at Mr. Brooks deltager i møder hos anonyme alkoholikere, som hjælper Mr. Brooks til at kunne kontrollere sin trang til at dræbe. En bizar situation, da man viser, at det at være psykopat og være afhængig af at dræbe, ikke er ret meget anderledes end at være afhængig af alkohol.