Michael Moore i kamp mod systemetDer er næppe tvivl om, at amerikansk dokumentarfilms [i]enfant terrible[/i], Michael Moore, nok hører til blandt selskabet af største nulevende provokatører. Den amerikanske regering har da også ved flere lejligheder ønsket hans hoved på et fad, og den lyst ser nu nok ikke ud til at forsvinde lige med det samme efter dokumentaristens seneste bidrag til den offentlige meningsdannelse om sundhedssektoren i USA.

Det skal allerede indledningsvis understreges, at “Sicko” fra begyndelsen har været et uønsket projekt i den amerikanske lægeverden. Ideen opstod oprindeligt i forbindelse med optagelserne til et afsnit af tv-programmet “The Awful Truth”, men afstedkom altså ikke yderligere på daværende tidspunkt. Det har det til gengæld gjort siden hen, hvor instruktøren i research-perioden på ganske få dage modtog intet mindre end 25.000 mails fra amerikanere, der har følt sig forulempet af sygehusvæsenet. De historier tegner billedet af en korrumperet sygesikring, der vil gøre alt for at undgå at udbetale og fordele de økonomiske midler, der burde tilkomme patienterne og de syge, og de historier danner fundamentet for denne film.

“Sicko” handler nemlig ikke – som Michael Moore da også gentagne gange understreger med kyndig fortællerstemme – om de millioner af fattige amerikanere, der ikke har råd til at tegne sygeforsikring. Derimod handler “Sicko” om de amerikanere, der troligt betaler til en sygeforsikring, men ikke får valuta, når helbredet så endeligt står på spil. Instruktøren er kendt for selv at tage del i løjerne, når sandheden skal for en dag. Det gælder i første omgang ikke “Sicko”, om end det billede dog ret hurtigt ændrer sig. Om nogen er Michael Moore nemlig garant for at presse beslutningstagere og magthavere offensivt, når sandheden skal afsløres. Det bliver aktuelt, da Moore fylder et par både med amerikanere med svigtende helbred, der er blevet snydt af systemet. Turen går til Guantanamo-basen på Cuba, hvor der er mulighed for gratis sygehusbehandling.

Symptomatisk for Moores populærdokumentarisme er humoren et væsentligt tilskud i den sandhedssøgendes tjeneste. Tingene sættes for alvor på spidsen og præsenteres med kirurgisk præcision, når instruktøren vender næsen udenlands og sammenligner amerikanernes tvivlsomme sikring af de udsatte med tilsvarende systemer i eksempelvis Canada, England og Frankrig – hvor det ikke koster en klink at blive behandlet. I tilfældet England bliver transport til og fra hospitalet endda også dækket af det offentlige.

Effektivt, velkonstrueret og ikke mindst underholdende er det. Moore forstår at dreje og vinkle, så det passer i eget kram. Men det skal heller ikke glemmes, at der vælges og vrages blandt de løsrevne politikercitater og ditto fra sundhedsmastodonternes bannerførere, så det passer til budskabet. Alligevel er man dog ikke i tvivl om, hvem der er skurken. Det er den svages kamp mod systemet, og om end Moores synspunkt står umiskendeligt fasttømret allerede fra første sekund, så er relevansen i hvert fald ikke til at fornægte. Tænk, hvis vi fik lignende forhold i Danmark, hvor ikke engang de forsikrede kan være sikre på behandling.

Selve emnet er i sig selv rystende og noget mere skræmmende, end filmen for så vidt er provokerende. “Sicko” portrætterer et fejlslagent system, hvor mennesket er et nummer i køen, og griskhed i bogstaveligste forstand sætter folk fra hus og hjem uden den behandling, de er fuldt ud berretiget til. Men meget mere er der faktisk ikke at komme efter. Filmens pointe males tydeligt på væggen. Alligevel formår Michael Moore ikke – formentligt, fordi de implicerede parter er blevet kloge af skade – at komme om bag facaden og servere de giftige afsløringer som håndfaste beviser. I hvert fald ikke i samme grad, som det tidligere er set.