Der har tidligere været adskillige grunde til at klappe begejstret i hænderne over en Erik Clausen-film. Med “Ledsaget udgang” er den anledning imidlertid forsvundet, og det virker unægteligt som om, den atuodidakte instruktør, der altid har yndet at gå mod strømmen, har mistet tråden. Således er kunstnerens seneste og forholdsvist selviscenesættende værk en klodset systemkritik, der giver et udpræget romantiserende storbybillede af forholdene som kriminel i et storbysamfund, hvor enhver hytter sit eget skind.

Alligevel er der dog strejf af Clausens ellers så træfsikre pen, der i “Ledsaget udgang” giver sig til kende igennem den usympatiske og egocentrerede John, spillet af Erik Clausen. Og den del klarer han trods alt på imponerende vis. Der tvivles ikke et eneste sekund på instruktørens evner foran kameraet, og den dømte Johns figur er både realistisk og troværdig. Særligt i de første minutter, hvor rollen etableres, og John gebærder sig som udtalt dumt svin par excellence og endda ser ud til at nyde det.

Den fornøjelse varer dog ikke ved. John, der ikke er helt fin i kanten, har daglig postadresse i Vestre Fængsel for diverse småkriminelle handlinger, men er i anledningen af sønnen Kenneths (Henrik Bruhn) giftemål blevet tildelt ledsaget udgang. Fængselsbetjenten Bo (Jesper Asholt) virker umiddelbart ganske naiv, men er i virkeligheden heller ikke sindsoprivende sympativækkende. Af samme årsag er det nu nok heller ikke helt upassende, at det er ham, der er udset som den tro følgesvend, der skal sikre, at John ikke udnytter sønnens bryllup som afledningsmanøvre til at stikke af fra lovens lange arm.

Selvfølgelig får begge aldrende mænd lyssky planer undervejs, der går langt ud over lovens rammer, men ikke desto mindre udvikler der sig et fortrolighedsbånd mellem de to, alt imens John på sin tur gennem barndomskvarteret Vesterbro genforenes med gamle venner, kriminelle kollegaer og naturligvis den spegede og pukkelryggede familie. Den indbefatter blandt andre datteren og karriereløget Tanja (Maria Rossing), den førtidspensionerede eksviv Kylle (Helle Fastrup) og sønnen Kenneth. Selvom brylluppet er anledningen, er det dog en bagatel i Johns sviptur i friheden. Desværre byder dette nostalgitrip også – ud over de sociale, kejtede karakteristikker – på eklatant ringe skuespilpræstationer, der vidner om mangelfuld instruktion eller måske helt fraværende instruktion.

Men nu er det som bekendt også svært at være to steder på én gang, også når man hedder Erik Clausen, og om end egen indsats på det hvide lærred bestemt er fortræffelig, burde en anden rollefordeling nu nok have været overvejet, så instruktørarbejdet kunne blive varetaget på ordentlig måde. Bedre står det desværre ikke til med manuskriptet, der lider under utallige særligt klodsede og tåkrummende situationer. Er manuskriptet da naivt? Ja, temmeligt. Og det skurrer betragteligt, at Clausens småsentimentale og socialrealistiske verdensbillede i den grad ikke er i tråd med gældende realiteter.

Selv om danske fanger nu nok har bedre forhold end i mange andre (fængsels)samfund, er spørgsmålet, om ikke “Ledsaget udgang” skaber et lidt for romantiseret, måske endda forældet billede af straffefangens genforening med samfundet. Den voldsomt opsatte og anspændte situationskomik er da også både kluntet og overordentligt tykhudet. Sjovt er det i hvert fald ikke. Er det virkeligt nødvendigt med et rådhusbryllup og en vedhængende middag på Hovedbanegården – af alle steder – for at gøre os det klart, at ham John og familie nu nok ikke kommer fra de allerbedste kår?

Selvfølgelig er John ikke et af Guds bedste børn, og det ved vi også godt fra den første færd. Alligevel efterlader udspenslingen af historien, der trods alt stadig rummer de gennemført clausenske stiltræk, et indtryk af et naivt manuskript med en række karakterer, man aldrig for alvor kommer til at kende. “Ledsaget udgang” ligger langt under middel, også efter instruktørens egen målestok. Erik Clausen har tidligere været garant for at indfange det tidstypiske og samfundets sjæl i sine socialrealistiske film. Men måske er tiden denne gang blot løbet fra den samfundsrevsende instruktør?

VideoPå billedsiden ledsages “Ledsaget udgang” af et anamorphic widescreen 1.85:1 format, der fremstår i et blødt, blåtonet og nærmest farveløst look, som nu egentligt står godt til filmens socialrealistiske univers. Der er dog gennemgående eksempler på digital støj og edge enhancement, og omend farvetemperaturen er relativt stabil, er der samlet set tale om et jævnt men uimponerende transfer.

AudioLyden fremkommer i de to dansksprogede lyspor, henholdvis DTS og Dolby Digital 5.1, der er rimeligt vellykkede, om end ikke helt uden mangler. Lyden leveres primært fra frontkanalerne, selv om bagkanalerne i mindre grad også er i brug. Lydsporene besidder en mangfoldighed, hvor små detaljer benyttes flittigt til at underbygge filmens realisme. Desværre er dette lydarbejde ikke konsistent til alle tider, ligesom atmosfærelydenes niveauer heller ikke hele tiden er det. Alligevel er det ikke til at komme uden om, at der er tale om en ganske udmærket lydside.

EkstramaterialeUd over trailere for “Den sorte madonna”, “Direktøren for det hele”, “The Good Shepherd” og “Kærlighedens slør” er der ikke ekstramateriale på denne udgivelse.