Da Alan Arkin blev udråbt som vinderen af årets Oscar for bedste birollepræstation, udvandrede en bitter og skuffet Eddie Murphy, som åbenbart havde været overbevist om, at han ville få den eftertragtede pris for sin præstation i “Dreamgirls”. Umiddelbart kunne man godt have en smule sympati for den efterhånden 46-årige entertainer, som leverede sin bedste præstation til dato i Bill Condons musical og for første gang var trådt ind i de store prisceremoniers søgelys. Men blot få uger forinden havde den aldeles forfærdelige “Norbit” haft biografpremiere og tydeligt bevist, at Murphy egentlig er hamrende ligeglad med reel hæder og udfordrende roller, og at det i sidste ende tilsyneladende er hyren og ikke manuskriptet, der får skuespilleren til at skrive under på en kontrakt.

Folkene bag “Norbit” bør slæbes til menneskerettighedsdomstolen i Haag for at have kreeret et værk, der simpelthen gør fysisk ondt at beskue. Oscar-belønnede Cuba Gooding Jr. og talentfulde Thandie Newtons uforståelige medvirken forårsager kraftig hovedpine… de platte og ineffektive vitser er skyld i konstant og næsten krampefremkaldende hovedrysten… og filmen er så læsset med sentimentalt sludder, at man jævnligt får en ubehagelig og direkte kværkende fornemmelse af at drukne i sirup. Der er ikke en eneste scene, karakter eller præstation, der stikker ud – i hvert fald ikke i positiv forstand. Og det er aldrig et godt tegn, når en films hovedperson udsættes for en trafikulykke, og man virkelig håber på, at han ikke kommer på benene igen.

Filmen beretter om den nørdede, forældreløse Norbit og hans enorme hustru, Rasputia, der er lige så rig på kropsvægt, som filmen er fattig på indhold. Norbit er ikke forelsket i den hjerteløse, egoistiske kvinde, som han nærmest blev tvunget til at gifte sig med. Men han er derimod vild med barndomsveninden Kate (Newton), der pludselig dukker op og viser sig at have følelser for Norbit. Og med mindre man er opvokset i et skur midt i den sydpolske ødemark vil hvert eneste skridt på vej mod filmens endelige, tåbelige konklusion være forudset.

Eddie Murphy, som satte lattermusklerne i brand via adskillige komedier, actionfilm og uforlignelige stand-up shows i 1980’erne, er for længst faldet af på den. Hans forkærlighed for pikant, vovet humor er forduftet, og i stedet ifører han sig enorme, pinlige kostumer i et desperat forsøg på at fremtvinge latter. Skuespilleren har i utallige ældre og nyere film anlagt en masse make-up og spillet forskellige roller i samme film, og man mærker tydeligt, at manden (der også har været med til at forfatte manuskriptet) prøver at presse de sidste dråber ud af konceptet. Men den kreative citron er for længst blevet tømt for saft, og Murphy er nødt til at lære, at det ikke er sjovt nok bare at se ham spille flere karakterer – selve karaktererne er også nødt til at være sjove.

VideoPræsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen format. Dvd’en byder på et strålende transfer, som kun hæmmes af en smule billedlig blødhed og ekstremt få tilfælde af edge-enhancement. Farverne er naturtro og flotte, kontrasten er solid, farvetemperaturen er stabil, og der er ingen nævneværdige tilfælde af snavs, støj eller udtværing.

AudioDiscens eneste lydspor, et engelsk Dolby Digital 5.1 mix, er godt, om end langtfra overvældende. Dialogen er tydelig, selvom den af og til rammes af en smule overstyring. Der er få, men fine panoreringer, og subwooferen mønstrer en solid bund. Musikken er også dejlig distinkt, men den auditive atmosfære er desværre en smule kedelig.

EkstramaterialeDvd’en indeholder fire dokumentarer: “The Making of Norbit” (21 min.), “Man of a 1,000 Faces” (4 min.), “Power Tap” (5 min.) og “The Stunts of Norbit” (12 min.). Featuretterne er ganske underholdende, selvom de ikke overraskende prøver at få filmen til at fremstå bedre og sjovere, end den tilnærmelsesvis er. Der er adskillige interviews med flere af filmens skuespillere og dem, som arbejdede bag kameraet. Det er især muntert at se Eddie Murphys storebror, Charlie, som var fornøjelig i MTV-udsendelsen “Chappelle’s Show”, i aktion. Instruktøren Brian Robbins’ forfængelighed demonstreres også af en plakat på hans væg, som tydeligt viser, hvor mange penge filmen “Coach Carter” (som han producerede) indtjente.

Derudover er der i alt 14 slettede scener, som dog kun varer i alt 8 minutter. Det kommer ikke som den store overraskelse, at scener, der ikke engang var gode nok til at komme med i en film som “Norbit”, ikke er værd at skrive hjem om. Et billedgalleri og trailere til “Dreamgirls”, “Year of the Dog” og “Norbit” runder pakken af.