Kultinstruktøren Robert Rodriguez er ultimativ rorstyrer på det gode skib “Planet Terror”, der agerer fornem afslutning på dobbeltforestillingen “Grindhouse”, som blev indledt noget vakkelvornt med Quentin Tarantinos jævne “Death Proof”. Jævn er “Planet Terror” nemlig på ingen måde, men tværtom fyldt til bristepunktet med energiske udladninger af dimensioner, og filmen indledes da også lige præcis efter de allerbedste forskrifter.

Faktisk fanges festfyrværkeriet allerede an med en af de fiktive trailere, “Machete”, vi altså ikke fik glæden af i første omgang, da dobbeltforestillingen blev sløjfet på grund af svigtende billetsalg oversøs. Og skulle d’herrer Tarantino og Rodriguez nogensinde få lyst til at gøre alvor af den indtil videre ikke realiserede trussel om en hel spillefilm baseret på traileren, så er der tilsyneladende noget at glæde sig til. Indtil videre kan vi dog glæde os over en yderst vellykket “Planet Terror”, der er en udtalt hyldest til zombiegenren i almindelighed og udvalgte biografers sagnomspundne grindhouse-forestillinger, der hyldede b-film på celluidstrimmel, i særdeleshed.

Der er ikke tvivl om, at Rodriguez mestrer zombie-genren til fingerspidserne. Men samtidig formår Tarantinos bon-kammerat uden at sitre at bringe nyt liv til en genre, der i forvejen har fået kunstigt åndedræt de senere år. Med “Planet Terror”, der samtidig placerer sig fint i forhold til samtiden med referencer til Osama bin Laden og de så uundværlige mobiltelefoner, har vi imidlertid fået det absolut mest stilsikre resultat indenfor en længere årrække, hvor også selve biograftraditionen og celluidstrimlen kommer til at spille en afgørende rolle. Således indtræder censurens fedtede arm og afbryder med følgende besked, da en indlagt elskovsscene menes at bliver en kende for hed for tilskueren: [i]”Missing Reel. We apologize for the inconvenience”[/i], hvorpå filmen tager et spring og fortsætter i en helt anden scene.

Selve filmens plot er hængt op på den aldrig afsluttede krig i Afghanistan. En gruppe marineinfanterister, anført af Bruce Willis som den kølige løjtnant Muldoon, søger kur for følgevirkningerne – mere præcist lider de alle under kraftige herpesudbrud efter et nervegasangreb. Løsningen på gåden, eller kuren om man vil, skulle angiveligt findes i sygdommens arnested, mænds testikler, hvorfor videnskabsmanden Abby (Naveen Andrews) da også jonglerer velfornøjet rundt med en specialdesignet kniv møntet på kastration i forskningens interesse.

I korte træk betyder den famøse narrative udvikling, at en modgift og dermed mulig helbredelse af sygdommen har mange interessenter. Stridigheder forskning og militær imellem gør, at den ondsindede virus slipper ud blandt menigmand, hvorved kimen til et af flere årtiers solideste zombie-brag er lagt. Brolagt vel at mærke. Robert Rodriguez har tidligere flirtet med zombiegenren og Quentin Tarantino i “From Dusk Till Dawn”. Men først nu er genoplivningen af genren dog for alvor et faktum. “Planet Terror” sprudler nemlig som ingen anden af en kærlighed til sin genre, af en fortællelyst og ikke mindst til en leg med mediet, der ellers har været et varemærke forbeholdt Tarantino.

Men Rodriguez kan bestemt også sin filmhistorie. Sidste halvdel af “Grindhouse”-koryfæet er gennemsyret af stærke referencer til og inspiration fra både “Kill Bill”-filmene og den beslægtede “Death Proof”. Og sandelig om ikke også instruktørkompagnonen Tarantino medvirker foran kameraet i en ikke helt uvæsentlig rolle som dumt svin par excellence og ved samme lejlighed ophøjer skuespilkollegaen Rose McGowan, der her spiller eks-go-go-danserinden Cherry, til guddommelighed igennem den uforlignelige sammenligning med Ava Gardner.

Samme Cherry er blot en af mange eksistenser på vej ned af bakke, der udfylder filmens univers. Til gengæld hører hun sammen med ekskæresten, den mystifystiske og måske bilbjærgende El Wray (Freddy Rodriguez – der er ikke relationer til instruktøren med samme efternavn) til de mest gennemgående. Hun får da også særlig status, da hun først mister et ben i infight med de makabre zombier og senere påmonteres automatgevær som ben. Det bliver naturligvis en sand dræbermaskine i kampen mod netop de hastigt formerende horder af zombielignende uvæsener.