[i]”Hvem sidder egentlig der, og betragter mig gennem overvågningskameraet?”[/i] Spørgsmålet er sikkert faldet de fleste af os ind, og det har under alle omstændigheder slået Andrea Arnold, der med “Red Road” på sin vis besvarer det. Her tages overvågningssamfundet atter under behandling, men resultatet er dog knap så ensidigt, som genren normalt ligger op til.

I et af Glasgows mest belastede sociale boligbyggerier, “Red Road”, er alle omgivelser under konstant overvågning. En af dem, der sidder på de lange vagter og betragter skærmene, er den stilfærdige Jackie, der lever en ensom tilværelse efter sin mand og datters pludselige død. Hun er kun sporadisk tilstede ved familiesammenkomster, og det eneste afbrud i det daglige trummerum er hendes udsigtsløse forhold til den gifte Avery, som hun ses med hver fjortende dag til en biltur og et noget utilfredsstillende knald.

Det er derfor ikke så mærkeligt, at Jackie snart føler sig mere engageret i de mennesker, hun overvåger, end i sine umiddelbare omgivelser. Hun betragter kærligt manden, der lufter sin tykke hund og rengøringskonen, som danser under arbejdet, men overvågning har også mere lumre sider, og snart lurer hun også på par, der har sex. Alt dette ændrer sig dog da billedet af den mand, som var involveret i hendes kæres dødsfald, dukker op på skærmen, og snart nærmer der sig et opgør med fortiden.

“Red Road” er den første film i det såkaldte Advance Party-koncept. Det er udtænkt af Lars Von Trier, og går i al sin enkelhed går ud på, at tre debuterende instruktører hver laver en film med de samme ni personer, spillet af de samme skuespillere. Rollerne er alle udtænkt af Lone Scherfig og Anders Thomas Jensen, men ellers er instruktørerne fri til at gøre stort set med dem hvad de vil. De eneste regler er, at handlingen skal udspille sig et sted i Skotland, og alle personerne skal indgå i samtlige film, om end hovedpersonerne ikke er de samme.

Andrea Arnold har med “Red Road” sat det første spadestik, og hun har hermed også lagt niveauet ganske højt fra starten, og filmen er da også blevet belønnet med Juryens Speciel-pris ved Cannes. Den er et ganske effektivt portræt af det stigende overvågningssamfund, men fungerer samtidig som en temmelig foruroligende thriller. “Red Road” trækker åbenlyst på elementer fra film som “Skjulte øjne” og “Aflytningen”, men vækker også minder om den danske “Fear X” og Hanekes “Skjult”, hvori mystiske optagelser vækkede fortidens synder frem fra skabet. Helt så udspekuleret som “Skjult” er “Red Road” dog ikke, men den formår alligevel at vække vores interesse og ængstelse, når Jackie fortager turen over på den anden side af kameraet og ind i en farligere verden.