Amerikansk film var tidligere på året ramt af en kort og flygtig interesse for tryllekunstnere og i særlig grad disses overnaturlige evner. Således blev både Christopher Nolans “The Prestige” og Neil Burgers “Illusionisten” lanceret på nogenlunde samme tid og på nogenlunde de samme præmisser. Imidlertid blev det ikke med helt samme niveaumæssige udfald.

I begge film er vi tilbage i fortidens rammer, nemlig omkring forrige århundredeskifte. I denne ombæring nærmere bestemt den højkulturelle og klassedelte østrigske hovedstad, Wien. Og de rammer gør sig nu engang særligt godt i tilfældet “Illusionisten”, hvor filmens dunkle skær i den grad agerer stemningsskabende gespenst omkring den sagnomspundne fortælling om tryllekunstneren Edward Eisenheim (Edward Norton), der rejser sig fra fattige kår og med tiden udvikler sig til feteret tryllekunstner.

Egentligt er det ikke primært det stof, “Illusionisten” er gjort af. Derimod er filmen skåret over et kærlighedsdrama med den uopnåelige kærlighed som rødglødende pejlemærke. Allerede fra barnsben møder Eisenheim sit livs udkårne i hertuginden Sophie von Teschen, der i voksenudgave spilles af Jessica Biel. Den kærlighedshistorie blev der ikke noget af i første omgang, takket været deres væsensforskellige klassedelte baggrunde. Men da de ved et tilfælde atter mødes mange år senere til en af Eisenheims optrædener, bliver interessen atter vakt, om end det næppe er med hertugindens tilkommende og sjældent ædruelige Prins Leopolds (Rufus Sewell) fulde accept.

Undervejs bliver kærlighedsdrama således til kriminaldrama, hvorfor skal ikke afsløres her, og det er i den forbindelse, vicepolitikommissær Uhl (Paul Giamatti) kommer på banen. Han har hele tiden haft en svær fascination af Eisenheims særlige talenter og kunnen, og med den alvorlige drejning får han – måske – mulighed for at afsløre selve den hidtil ukendte hemmelighed bag de magiske tryllekunster.

“Illusionisten” rammer lukt ned i den almengyldige historie om kærlighed, bedrag og mord, er i og for sig fængende, men har også sine væsentlige mangler. Der er ikke nævneværdig udvikling til stede hos de centrale karakterer, og det gør, at filmen periodevis virker en anelse stillestående. Samtidig taler det nu heller ikke til filmens fordel, at den krølle på halen, der elegant skulle være tænkt at afrunde “Illusionisten”, ikke kommer som den mindste overraskelse.

“Illusionisten” er dog stadig en seværdig størrelse, og det til trods for, at filmen døjer med anseelige problemer med plottet. Hvordan kan det være, at Eisenheim og Sophie, der i barndommen var jævnaldrende, i voksenlivet må se sig adskilt af – ikke kun en jaloux kronprins – men også en aldersforskel omkring de ti år? Både Edward Nortons og Jessica Biels skikkelser fungerer hver for sig, men sammen virker deres spil både kluntet og temmeligt udramatisk, om end det fornemmes, at det modsatte har været intentionen.

Til gengæld er vicepolitikommissær Uhls videbegær og efterforskende rolle en befrielse for filmens laterna magika, når kærlighedshistorien, trods smukke strejf, ikke formår at følge filmen til dørs i fuldendt figur. Han giver kriminaldramaet et fornødent tvist, en kant om man vil, der holder fascinationen for de ukendte faktorer i ave. Måske var det den del, der skulle have haft filmens hovedfokus? I hvert fald fremstår “Illusionisten” i sin nuværende form som en film, der har haft for meget at gabe over, selv om datidens oplevelsessamfund danner smukke rammer om en historie, der også kunne have været det.

VideoBilledsiden i “Illusionisten” fremstår i et 1.85:1 anamorphic widescreen format med både styrker og svagheder. Looket er generelt indtagende, og de mørke og gullige tonationer fremelsker et nostalgisk indtryk af et samfund anno 1900. Desværre er kvaliteten også behæftet med skævheder. Der er eksempler på udtværinger og andre former for digitale udfald i udtalt grad, og derfor kan transferets samlede indtryk ikke være mere end middelmådigt.

AudioTil gengæld er lydsiden af en anderledes prangende beskaffenhed. Et engelsksproget Dolby Digital 5.1 lydspor agerer auditive kulisser og kommer grundlæggende ud i alle kanaler. Særligt den stemningsskabende musik og effektlyde fungerer overrumplende godt og lader alle kanaler komme til deres fulde ret.

EkstramaterialeUd over trailers for Robert de Niros “The Good Shepherd”, “The Last Kiss” og “Hannibal Rising”, indfinder der sig intet ekstramateriale på denne udgivelse, ligesom der heller ikke er blevet levnet plads til en egentlig menu.