Sommeren er over os, og det er sommerens bølge af storbudgetterede blockbustere i særdeleshed også. I denne weekend står den på fortsættelsen til 2005’s filmatisering af tegneserien “Fantastic Four”, “Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer”. Trods etterens lunkne modtagelse lykkedes det den alligevel at skrabe tilstrækkelig mange grunker ind til at en toer syntes uundgåelig. Her i anden ombæring er alle effekt-sejlene blevet sat, men selvom “Rise of the Silver Surfer” er flottere og synes mere helstøbt end sin forgænger, forbliver den alligevel en omgang bøvet ævl, der desværre sjældent forsøger at skjule sin spinkle historie og kun momentvis glimrer med en smule visuelt flair og mådeholden komik.

“Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer” tager tråden op hvor forgængeren slap. De fantastiske fire (Mr. Fantastic, Invisible Girl, The Thing og Human Torch) er blevet folkekære stjerner, der ikke mindst takket være Reed Richards og Sue Storms forestående bryllup følges intenst af en ivrig presse – noget som Human Torch, Johnny Storm, ikke bare kan lade gå sin næse forbi. Som en anden P Diddy bader han sig i spotlyset, mens han arrangerer glamourøse fester for eliten, hvor han samtidig kan møde smukke kvinder.

Men naturligvis er denne ansvarsløse tilværelse et moralsk sidespor, som Johnny må tage op til overvejelse, efter at et ubehageligt sammenstød med et sært væsen fra det ydre rum udløser en mindre ‘identitetskrise’. Men i superheltebranchen er terapi for pattebørn, og intet problem er større, end at det ikke kan løses med en solid omgang slå-på-tæven. Og jeg skal ellers love for, at Johnny og slæng får sin sag for – for væsenet, som elegant døbes Silver Surfer, forårsager naturkatastrofale tilstande kloden rundt, og det viser sig, at han er kommet for at varsle et langt farligere væsens ankomst til jorden. I mellemtiden er Victor Von Doom vendt tilbage fra de døde, og han og de fabelagtige fire tvinges til at arbejde sammen for at bekæmpe Silver Surfer og hans glubske herre.

Her i anden omgang af sagaen om superheltenes royale familie har man fra studiets side igen overladt den kanvas-beklædte instruktørstol til Tim Story. Hans anvisninger fra studiet vil med det samme være åbenbare for enhver: [i]Bigger is better[/i]. “Rise of the Silver Surfer” er stor, dum og noget så farverig. Og fred være med det, for enhver blockbuster med respekt for sig selv bør vel være et overflødighedshorn af vilde effekter og fortalt i et hæsblæsende tempo, der afleder opmærksomheden fra et ofte tyndt plot. Noget visuelt geni er Story langt fra, men ind imellem rammer han plet, og bl.a. er vores første rigtige møde med Silver Surfer ganske enkelt en fornøjelse.

Plottet i “Rise of the Silver Surfer” formår heller ikke at byde på de store overraskelser. Men det ville vel næsten også være en skuffelse, hvis der var tale om en film om superhelte, der ikke skal redde verden, ikke? Dette er dog ikke ensbetydende med, at enhver form for opfindsomhed bør være forment adgang. Derfor er det skuffende, at Story og hans hold i sidste ende ikke formår at diske op med noget mere fantasifuldt. Filmen forfalder selvfølgelig til et utal af klassiske klichéer, som de heltemodige helte og mindst lige så skurkagtige skurke. Og selvom den hænger bedre sammen end sin forgænger, er selve forløsningen af fortællingen stadig tung og kejtet – noget ikke engang det hæsblæsende tempo og de farvestrålende effekter formår at skjule. Storys forkærlighed for lavpandet komik klæder heller ikke just filmen, som ind imellem minder om nogle af de mere fladpandede tegnefilm, man finder på tv en lørdag morgen.