Dengang de danske komikere Jacob Haugaard og Finn Nørbygård skulle lave en fortsættelse til deres muntre kassesucces, “Jydekompagniet”, valgte de at døbe efterfølgeren “Jydekompagniet 3”. Parret mente, at toere altid var værre end ettere, og at den specielle navngivning ville lyse velsignelse over fortsættelsen. Måske overvejede folkene bag “Ocean’s Thirteen” i sin tid en lignende strategi. Seriens foregående kapitel var en monumental skuffelse ovenpå seriens første, enormt underholdende del. At prøve at gøre skaden god igen med en film, hvis titel indbefattede verdens mest berygtede, uheldige tal, kunne let ses som at tage unødige risici. Men “Ocean’s Thirteen” er en af årets sjældenheder: En mere end hæderlig treer.

Danny Ocean (George Clooney) og hans ti udspekulerede kammerater er igen på krigsstien. En af gruppens ældste medlemmer, Reuben (Elliott Gould), er blevet snydt for en gevaldig sum penge af den griske, kyniske hotelejer, Willie Bank (Al Pacino). Bank har netop bygget et gevaldigt og yderst elegant casino i Las Vegas, og Reuben var udset til at være medejer, men blev i stedet truet på livet til at droppe helt ud af projektet. Chokket var så stort for den godtroende Reuben, at han fik et hjerteanfald, som han kun med nød og næppe overlevede. Ocean og co. begynder derfor at planlægge en avanceret gengældelsesaktion, og målet er naturligvis at krænke Banks enorme ego og formindske hans formue.

“Ocean’s Twelve” var en mærkværdig oplevelse – lidt ligesom at møde op til en fest, hvor man ikke kender nogen, og alle allerede er stærkt berusede. I stedet for mere af den fuldstændig afvæbnende og uimodståelige humor, der gennemsyrede “Ocean’s Eleven”, fik vi serveret en lang strøm af prætentiøse og ganske umorsomme sketches, der kulminerede med Julia Roberts’ mærkværdige, metafiktive optræden som sig selv. Filmen besad enkelte festlige øjeblikke, men som både instruktør Steven Soderbergh, det stjernespækkede ensemble og talløse kritikere og seere allerede har pointeret, så havde folkene bag filmen det tydeligvis langt sjovere med at lave den, end vi som publikum havde det med at se den.

Men Soderbergh og kollegaerne foran og bag kameraet har tydeligvis taget ved lære af fortidens uheldige fejltrin. “Ocean’s Thirteen” er næsten fuldt på højde med den underholdende “Ocean’s Eleven”. Igen stortrives man i selskab med de charmerende, karismatiske gutter – humøret er ofte så højt og den gode stemning så smittende, at man vitterligt føler sig som en integreret del af foretagendet. Nogle gange tager man endda sig selv i at trække på smilebåndet og klukke uden at ane præcis hvorfor. Clooney, Pitt og Damon er alle i topform – herlige hver for sig, men ren komisk dynamit i samlet flok. Scenen, hvor Pitt fanger Clooney i at græde, mens han ser Oprah Winfreys show på tv, er helt og aldeles fantastisk.

Men der er vitterligt et [i]ocean[/i] af herlige momenter. Filmens manglende selvhøjtidelighed og uforcerede, velskrevne humor er prisværdig – der er efterhånden blevet produceret et utal af film om komplicerede tyverier, men det er “Ocean’s”-seriens raffineret, karakterdrevet humor, som gør den unik. Derudover er det fornøjeligt at prøve at forudse de mange twists. Fokuset er immervæk på personerne, og selvom Willie Bank ligner så mange andre filmiske skurkeroller, så brænder Pacino sig alligevel fast på nethinden som mændenes nådesløse nemesis. Casey Affleck (Bens lillebror) stjæler også en hel del af opmærksomheden som den ene del af et brødrepar, der assisterer Ocean. Store profiler fra de første to film dukker også op.