Der er mange film, hvis virkning var blevet svækket, havde det ikke været for en enkelt eller få markante skuespillerpræstationer. Pudsigt nok er det som regel også de film, der (ofte udelukkende) scorer Oscar-statuetterne for bedste skuespil, såsom “Ray”, “Mystic River”, “Capote” og senest “The Last King of Scotland”. Det skyldes måske det faktum, at skuespillerne uden store vanskeligheder overskygger resten af de filmiske facetter og får mere spillerum til at brillere. “The Last King of Scotland” er absolut ikke en dårlig film, men havde det ikke været for Forest Whitakers Oscar-belønnede tilstedeværelse, havde en god film måske blot været middelmådig.

[i]’Filmen er baseret på virkelige folk og begivenheder'[/i] får vi at vide, så snart filmen er gået i gang. Umiddelbart efter bliver vi introduceret for fortællingens fuldstændig fiktive hovedperson: den nyudannede læge, Nicholas Garrigan. Han drager til Uganda, ivrig efter at komme væk fra forældrene og opleve alternative omgivelser. Her har generalen Idi Amin netop tilegnet sig magten – året er 1971. Ganske kort tid efter ankomsten støder de to mænd på hinanden, og et særlig venskab støbes. Garrigan forlader et landsbyhospital for at blive Amins personlige læge, og grundet lederens store tiltro til den skotske ungkarl får Garrigan tillige en stilling som Amins personlige rådgiver.

Men efter kort tids ophold sammen med Ugandas tilsyneladende sympatiske, godhjertede demagog, begynder det at blive åbenlyst for Garrigan, at Amin er en paranoid, selvfed diktator, og at hans eget liv meget vel kan være i fare. Garrigans åbenbaring var blot et spørgsmål om tid i en forudsigelig film, der savner overraskelser. Lægens affære med en af Amins mange koner har man også set komme, lang tid før den egentlig hænder. Overfladiske stereotyper (i modsætning til interessante karakterer) er der også nok af.

Garrigan selv er lidt af et fjols, men den altid fremragende James McAvoy leverer en glimrende præstation, som balancerer perfekt imellem usympatisk playboy og uheldigt, naivt offer og dermed gør Garrigan til en ikke helt sympatisk, men interessant og engagerende hovedperson. Men filmen tilhører dog naturligvis Whitaker. Den 45-årige skuespiller er uhyre intens som en af verdenshistoriens mest markante diktatorer, og han formår ubesværet at gøre Amin til en barnagtig og næsten imødekommende skikkelse, der alligevel er frygtindgydende nok til at forårsage alvorlige kuldegysninger. Det er formentlig den talentfulde karakterskuespillers mest nuancerede og bedste præstation til dato.

Instruktør Kevin Macdonald har tidligere udelukkende lavet dokumentarer. Hans mesterlige “Touching the Void” var en af 2003’s absolut bedste film, og selvom mandens minimale erfaring med skuespillere bestemt ikke er tydelig, så giver filmens mangel på fortællermæssig finesse mening med instruktørens CV in mente. Tempoet er simpelthen for mekanisk, overraskelserne for fåtallige og især den sidste akt for kluntet til at gøre “The Last King of Scotland” til en virkelig mindeværdig oplevelse. Men Whitaker og McAvoy gør filmen til lidt af et must, og under alle omstændigheder bliver det spændende at se, hvilke projekter Macdonald vælger at give sig i kast med i fremtiden.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Der er ikke meget negativt at sige om transferet på denne udgivelse. Bortset fra ganske få tilfælde af billedlig blødhed og en snert af edge-enhancement (som udelukkende er tydelig, når objekter bevæger sig foran kridthvide baggrunde) ser filmen glimrende ud. Det farvemæssigt stærkt brun/orange ugandiske landskab så godt ud i biffen og ser næsten lige så imponerende ud på hjemmevideo. Kontrasten er god, og de mange nattescener byder på en høj detaljerigdom og ingen irriterende tilfælde af udtværing. Mængden af gryn er mere end overkommelig og giver endda ofte transferet et dejligt filmagtigt udseende.

AudioDiscens Dolby Digital 5.1 lydspor er også fornemt. Bunden er virkelig solid, og kanalnetværket disker op med nogle fine, effektive panoreringer. Musikken får lov til at folde sig ud via alle højtalerne på fin vis. Dialogen synes en sjælden gang imellem at være mixet en tand for lavt i forhold til resten af lyden, men for det meste er den fuldstændig tydelig og distinkt. Der er en del god atmosfærelyd, og især de scener, hvori Amins paranoia tærer på hans sindstilstand, imponerer auditivt.

EkstramaterialeDet bliver faktisk ikke nævnt på udgivelsens omslag, men discen byder på et fabelagtigt kommentarspor med instruktør Kevin Macdonald. Macdonald har en masse ting på hjerte, og han er skiftevis seriøs og morsom, uden han nogensinde fremstår prætentiøs eller plat. Han fortæller bl.a. om sit indtryk af Afrika, arbejdet med skuespillerne, filmens autentiske rødder, og om hvordan mange statister var overbeviste om, at de arbejdede sammen med den rigtige Amin og ikke en skuespiller.

Der er syv slettede scener, som Macdonald også har indtalt kommentarer til – to af dem er alternative udgaver af scener, der allerede optræder i filmen. Her er ingen særlig fantastiske øjeblikke, som savnes i den endelige udgave af filmen. En enkelt alternativ åbningssekvens er ganske godt skruet sammen og viser Amin som en ung bokser – men den havde virket lidt malplaceret, og derudover ligner den unge skuespiller på ingen måde en yngre Forest Whitaker.

Til slut er der filmens trailer og tre featuretter: “Capturing Idi Amin” (29 min.), “Forest Whitaker – Idi Amin” (6 min.) og “Fox Movie Channel Presents: Casting Session – The Last King of Scotland” (9 min.). De to sidstnævnte featuretter er desværre meget korte og overfladiske. “Capturing Idi Amin” er derimod virkelig interessant. Den byder på nogle fascinerende optagelser af virkelighedens Amin og masser af fremragende interviews med både historikere, alskens ugandere og folk, der arbejdede på filmen. Den er især et fremragende supplement til hovedfilmen, da man hører meget om forholdene i Uganda både før og efter den tid, hvor filmen foregår.