Thrillere som Billy Rays “Bedrag” produceres sjældent i dagens Hollywood. Vi er blevet så vant til at få serveret vores spændingsfilm propfyldte med hæsblæsende biljagter, minutiøst velkoreograferede kampscener, intense skuddueller og pompøse karakterer, som amerikanere ynder at betegne som [i]larger than life[/i]. Men fred være med det… der er jo blevet produceret talrige formidable film, der indeholder alle førnævnte elementer. Men “Bedrag”, der vækker varme minder om stemningsmættede 70’er-thrillere såsom “Marathonmanden” og “Alle præsidentens mænd”, er en yderst forfriskende tilføjelse til genren, hvor spidsfindig dialog og solidt, kvalificeret skuespil er hovedingredienserne.

Filmen lægger ud med virkelige nyhedsoptagelser fra en FBI-pressekonference i 2001, hvor man offentliggør identiteten og anholdelsen af agenturets største og mest sejlivede muldvarp nogensinde, Robert Hanssen. Filmen springer dernæst to måneder tilbage i tiden, og vi introduceres for den unge agent Eric O’Neill, som bliver bedt om at udspionere Hanssen, fordi Hanssen angiveligt udnytter etablissementets computernetværk til at distribuere amatørporno. Men ligesom O’Neills overordnede ved vi godt, at Hanssen ikke blot er en pervers sexfreak, men også en intelligent dobbeltagent, der i årevis har lækket fortrolige oplysninger til Rusland, og som har kostet USA mange milliarder dollars (det præcise beløb er fortsat hemmeligt) og endda menneskeliv.

Ryan Phillippe er god som O’Neill, men karakteren er knap så interessant – han bor sammen med en sød og flot, men kedelig kæreste, der ligesom så mange af filmhistoriens andre agentkoner hurtigt begynder at brokke sig over sin mands tidskrævende arbejdsengagement og manglende tilstedeværelse i hjemmet. Scenerne mellem de to er ensformige og overflødige, men instruktør Ray og manuskriptforfatterne Adam Mazer og William Rotkos primære interesse er nu også Hanssen: En omvandrende gåde, kendt som en dedikeret kirkegænger, god far og hårdhudet patriot, men som uden venners og familiemedlemmers vidende spionerede for russerne under og efter den kolde krig, og nu afsoner 23 timer i døgnet i isolation.

Chris Cooper er intet mindre end sensationel som Hanssen. Havde det ikke været for det amerikanske filmakademis problemer med at erindre film, der udkom før sommeren, havde han med garanti scoret en Oscar-nominering næste år og måske endda sin anden statuette. Skuespilleren lader os aldrig komme helt under huden på Hanssen, hvilket også havde virket underligt og forkert, da utallige af spionens kollegaer ej heller formåede at gøre det på trods af flere års tæt samarbejde. Cooper pirrer konstant vores nysgerrighed og gør det svært ikke at fatte sympati for manden, som synes at have forrådt sit land, så han kan komme til at føle sig betydningsfuld.

Coopers udgave af Hanssen udstråler troværdig anger og sorg over at placere konen og børnene i en uhyre vanskelig situation, men også en foragt over for et land og en regering, som ikke formår at fange en farlig synder, også selv om det egentlig er ham selv. Både Coopers præstation og virkelighedens Hanssen er ekstremt fascinerende størrelser – det er den slags uforudsigelige og på mange måder udfordrende personligheder, som mange af nutidens thrillere savner. Og ligesom i klassikere som “Alle præsidentens mænd” er billedsiden minimalistisk, men kompetent, tempoet langsomt, men aldrig sløvt. Vi får virkelig lov til at smage på ordene, nærstudere kropsproget og beundre de subtile visuelle og auditive detaljer. Mychael Dannas musik er i øvrigt fremragende.