FilmenOm det var Nick Caves plan at beskrive et historisk Australien i tumult, eller en gribende fortælling om et samfund med tre brødre på kant med loven, er ikke klart, men begge dele lykkes i høj grad for rockmusikeren, med hans manuskript til den spændende aussie-western “The Proposition”.
[image=18967]
De irske Burns-brødre mistænkes for at stå bag voldtægt og mord på en velanset familie. Det lykkes lederen af den lokale ordensmagt, Kaptajn Stanley, at indfange de to af brødrene, men den tredje, udyret Arthur Burns, er stadig på fri fod. Hvis Stanley gør det af med de to tilfangetagne, ved han, at den berygtede Arthur vil gøre alt for at hævne sine brødre, så i stedet stiller han Charlie et forslag: tag ud og slå Arthur ihjel, ellers kommer lillebror Mikey til at hænge fra galgen.
Charlie drager afsted i et forsøg på at opsøge Arthur, men hans sind er splittet, og man er aldrig sikker på hans formål. Tilbage i landsbyen spredes nyheden om den løsslupne Charlie, og Stanleys respekt svinder hurtigt i det lille samfund, hvor indbyggerne med deres hævntørst hellere havde set de to brødre hænge. Stanley og konen bliver isoleret i mere end én forstand, og det er en hård prøvelse for deres tilværelse.
[image=18968]
Undervejs i handlingen præsenteres vi for mange farverige personer. Hvor de enkeltvis kan virke tilfældigt indsat, bliver man efterhånden vidne til en broget palette, der flot beskriver de mange lag i samfundet. Netop det historiske element fylder stort i denne genre. I mesterværker som “Den gode, den onde og den grusomme” og “Vestens hårde halse” udspilles handlingen i høj grad i relation til fødslen af en ny nation. På den front åbner “The Proposition” ligeledes et historisk vindue til det hårde liv i Australien under den engelske kolonimagt, et unikt indblik, der viser en barsk civilisation under udvikling. Samtidig nikker filmen med sine til tider langsomme fortællestil og fortabte hovedperson til Jim Jarmuschs alt for oversete “Dead Man”.
Det er en præstation i høj klasse af instruktør John Hillcoat, et ubeskrevet blad på disse kanter, når han formår at omsætte Caves ord til billeder på en måde, at man fascineres, når man bør græmmes, og man er klistret til skærmen selv i filmens mange stille stunder.
[image=18964]
Musikken skal også have et par ord med på vejen: Nick Cave og Warren Ellis serverer os en blanding af stille akustiske numre og mere moderne elektroniske indslag, der fungerer overraskende godt og bliver brugt med omhu i samarbejde med billedsiden. Billede og lyd er til tider hypnotiserende i karakter og står i skærende kontrast til filmens rå og voldsomme elementer.
VideoEt pænt og roligt transfer følger med denne dvd og giver “The Proposition” en værdig behandling. Billedet står i 2.35:1 anamorphic format, og Australiens vidder er flot repræsenteret på den tekniske front. Til tider er billedet dog lidt blødt, hvor man i disse HD-tider godt kunne have ønsket en anelse mere skarphed og højere detaljegrad. Der er ingen tegn på artefakter eller edge-enhancement at spore.
AudioLydsiden i “The Proposition” er, som filmen, enkel og rå. Filmen har følge af et Dolby Digital 5.1 lydspor, der tager brug af alle kanaler. Enkelte scener viser overraskende gode takter med hensyn til panoreringer i lydbilledet. Desværre er dialogen mikset ganske lavt, så det kan være nødvendigt at justere sit anlæg derefter.
[image=18969]
EkstramaterialeSkivens ekstramateriale er én lang dokumentar, der er delt op i forskellige punkter. Attituden er meget afslappet og programmet efterlader et godt indtryk. Stykket “Making of” (26 min.) giver gennem interviews af primært skuespillere og instruktør et kort syn på arbejdet bag filmen. “Research and History” (17 min.) går tæt på raceforskelle og andre historisk nævneværdige elementer igennem interviews med de medvirkende.
I “Nick Cave on The Proposition” (3 min.) får vi fra mandens egen mund en samling anekdoter omkring manuskriptet. Det er desværre alt for kort, og der er ingen kommentarer, der refererer til hans arbejde på musikken. “B-roll” (20 min.) er optagelser, der er snuppet løbende med produktionen. Uden speak, afbryelser eller special effects kan man via disse klip på fornem vis danne sig et indtryk af, hvordan optagelserne har foregået. Vi får desuden muligheden for at se filmens trailer. Ekstramaterialet .
Selvom ekstramaterialet – der i øvrigt ikke er tekstet – såmænd er udmærket, havde et kommentarspor eller en mere dybdegående historisk kommentar været mere end velkommen. Det virker oplagt, filmens originale emne taget i betragtning.
[image=18973]