Filmz
Terabithia – et hemmeligt land

Bridge to Terabithia

Medvirkende:

Zooey Deschanel, Robert Patrick, Josh Hutcherson, AnnaSophia Robb, Latham Gaines, Bailee Madison, Devon Wood, Emma Fenton, Grace Brannigan, Judy McIntosh, Patricia Aldersley, Lauren Clinton, Isabelle Rose Kircher, Cameron Wakefield, Kate Butler

Instruktør:

Gabor Csupo

Filmlængde:

94 minutter

Genre:

Familie, Familie

Terabithia – et hemmeligt land

“Terabithia – et hemmeligt land” er blevet markedsført som endnu et indslag i den efterhånden temmelig lange række af fantasy-film, der er fulgt i kølvandet på “Ringenes herre”, “Harry Potter” og “Narnia”. Det var derfor med en noget behersket begejstring undertegnede satte sig i sædet i forventning om at skulle overvære en lav-budgets udgave af “Narnia”. Stor var overraskelsen, da filmen startede, og jeg kunne konstatere, at den var fuldstændig anderledes – og langt bedre – end forventet.

[image=19023]

Snarere end alverdens trolde, drager og isdronninger er filmens skurke de bøller i skolen, der udsætter den 11-årige Jess for alskens drillerier. Hans familie har beskedne midler og han må arve sin søsters udtrådte – og meget lyserøde – gummisko, hvilket blot føjer til mobningen. Alt ændrer sig dog, da han møder klassens nye pige, Leslie, der er datter af et små-excentrisk forfatterpar, og ligesom ham selv er lidt af en outsider. Hvor Jess har talent for at tegne, er det Leslies passion at fortælle historier, og de danner hurtigt fælles front.

Sammen begiver de sig ud i en ukendt del af den nærliggende skov, og inden længe har de hittet på det skjulte kongerige “Terabithia”, hvor de bekæmper en ond fyrste, der har fanget nogle krigere eller noget i den retning. Den fantasifulde del af historien er i sig selv ikke det vigtige og er kun glimtvis skimtet. Hvad der til gengæld er væsentligt, er den energi og mod på livet, som den giver børnene og som gør dem i stand til at takle det virkelig liv, der trods alt leves på den anden side af skoven.

[image=19024]

“Terabithia – et hemmeligt land” er baseret på Katherine Patersons børnebog, der er udgivet herhjemme som “Et hemmeligt land”. Filmen føles i et vist omfang som en tilbagevenden til de ældre Disney film: Skurkene er ikke så skræmmende endda og opgaverne er ikke så vanskelige, men som filmen skrider frem bliver det klart, at den indeholder betydelig mere end man tror ved første øjekast. Man kan med en vis ret beskrive den som en mere børnevenlig udgave af “Pans labyrint”, hvor eskapismen både viser sine styrker – og farer.

Computereffekterne, der er brugt til at illustrere det imaginære kongerige, er kun ganske sparsomme og aldrig skræmmende. De hører dog så absolut til filmens svageste øjeblikke og kunne med fordel helt være undladt. Eftersom vi aldrig er i tvivl om, at de ikke er virkelige, behøver vi strengt taget slet ikke at se dem. Til filmens styrker hører, at den tager sine hovedpersoner alvorligt. Den bliver aldrig nedladende eller popsmart og hver af skurkerollerne får deres modsætning i karaktertegningerne: Skolens bølle bærer på en tragedie og den forhadte lærer viser sig at have andre sider.

[image=19025]

Kort om filmen

Med tankens kraft kan man overvinde mange ting. Det ved 11-årige Jess og Leslie alt om. Begge falder de uden for fællesskabet, og som skolens særlinge må de dagligt stå model til de andre børns mobning. Men deres fantasi sætter ingen begrænsninger og ude i deres lokale skov opfinder de kongeriget Terabithia – et forunderligt rige befolket af magiske skabninger og væsner. En helt ny verden, hvor de hverken bliver ydmyget eller skal ligge under for andres regler og bestemmelser, åbenbarer sig. Jess og Leslie er de eneste, som kender indgangen til det imaginære land, hvor de udnævner sig selv til konge og dronning. Men en dag tager Leslie på egen hånd til Terabithia og en tragisk ulykke indtræffer…

Ads by MGDK