I Quentin Tarantinos halvfjerdsernostalgiske “Death Proof” trisser Abernathy (Rosario Dawson) nonchalant ud i regnen for at ryge sig en smøg uden for den beværtning, der danner ramme om det meste af filmens spændingsopbyggende optakt. Er amerikansk films enfant terrible nu ligefrem blevet stueren? Næppe, selv om mesterinstruktørens seneste metafilm da bestemt hører til i den polerede ende af skalaen.

Den kulturhistoriske legeplads er nu stadig allestedsnærværende, og det er med en (død)sikker balancegang, Tarantino skaber sig sit rendyrkede retrospektive univers baseret på en svunden tids garniture af kultfilm og kitsch hits. Der refereres promiskuøst til tidens b-film, men ikke uden at glemme samtiden. Karaktererne er således udstyret med mobiltelefoner, og det er da vist heller ikke alle de amerikanske dollargrin, der har så mange år på bagen, at de ligefrem blender naturligt ind i de opsatte 70’er rammer.

Imidlertid er selve handlingen overraskende uvæsentlig og også lovlig lang i optrækket, om end indpakningen ikke fejler noget. “Death Proof” skulle oprindeligt have været lanceret som dobbeltforestilling, smedet sammen med Robert Rodriguez’ “Planet Terror” under overskriften “Grind House”.

Alligevel minder “Death Proof” nu i al sin væsentlighed stadig om en todelt affære. I begge dele er det den sindssyge og aqua-konsumerende Stuntman Mike (Kurt Russell), der indtager et ubetinget fokus, selv om han i lange perioder befinder sig uden for filmens egentlige brændpunkt. Det gør derimod de to ombæringer af pigekvartetter, som han har i kikkerten, ikke. Sammen fordriver de tiden i respektive biler og lokale barer med margaritas, funky 70’er hits samt obligate konversationer om fyre, fester og den nyeste udgave af Vogue.

Lige indtil glansbilledet desuagtet brydes af Stuntman Mikes lemlæstelse af sine udvalgte ofre, alle i øvrigt med dødelig udgang. Men den fallerede vovehals har i anden ombæring vist nok gjort sin regning uden vært og lagt sig ud med ligeværdige modstandere – således er en af glutterne, Zoë (Zoe Bell), selv stuntkvinde, og jægeren bliver dermed selv den jagede. De to etaper afrundes begge på fornuftig vis med hidsige biljagter helt i tråd med de genrefilm, Tarantino uden tvivl har haft i tankerne, da han skabte forskriften til “Death Proof”.

Og hvad er det så egentligt med de feminine fødder? Ligesom i “Kill Bill” duologien er Tarantinos ekstravagante fascination for fødder nemlig også i “Death Proof” ganske iøjnefaldende, og fremhæves allerede helt fra filmens start. Lige fra den lokale radiovært med kunstnernavnet Jungle Julia (Sydney Poitier) i Austin, Texas til Arlene med smædenavnet Butterfly (Vanessa Ferlito) i Lebanon, Tennessee. Vi skal – uvist af hvilke grunde – nok blive gjort opmærksom på de kvindelige karakterers allernederste kropsdele og i nogles øjne altså også fortrin.

Alligevel er det nu svært for alvor – at lade sig fascinere af karaktertegningerne i “Death Proof”. De er – ligesom historien i sig selv – ikke nævneværdigt interessante, og det, der gør filmen til en nogenlunde bæredygtig oplevelse, trods mangler, er kunstnerens ublu leg med filmmediet – en stilart Tarantino mestrer som kun meget få andre.